Den samfundsskabte værdi, den almene sektor skaber, er betydeligt større end de to-tre milliarder kroner, staten og kommunerne betaler i direkte støtte

af Hans Esmann Eriksen, Århus
Socialministeriet har udsendt en 490 siders embedsmandsrapport med den sigende titel 'fremtidsperspektiver for en mere selvbærende almen sektor'.
Man kan fundere en hel del over, hvad embedsværket mener med at tilknytte hurra-ordet 'selvbærende' til den almene boligsektor, der kæmper med nedslidte ejendomme, manglende vedligeholdelse, manglende konkurrenceevne og ghettorisering. Specielt i en tid hvor finansministeren endnu engang har anvendt midler opsparet af lejerne til at lukke huller i statskassen.
Ordet selvbærende har været brugt i mange sammenhænge. Et selvbærende tag har langt imellem understøtningerne, et selvbærende team kan funger uden støtte udefra, et økologisk jordbrug forstås som et selvbærende og vedvarende agro-økosystem i god balance, en selvbærende kommunal institution har fuldt ansvar for sin egen drift.
Hvad betyder en selvbærende almen sektor? Når jeg læser rapporten, kommer jeg til at tænke på en gammel Storm P. tegning hvor en hund tigger mad fra en velnæret mand ved et middagsbord. Hunden får hugget sin hale af og får lov til at spise den. Eller sagt på en anden måde, lad de mindrebemidlede og bistandsklienterne selv betale for de boliger de selv bor i og lad dem selv betale for den boligsociale udgift, det er ikke meningen, at det statslige velfærdssystem skal støtte her.

Et par tips
Hvis det er vejen frem til et bedre velfærdssamfund, så har jeg et par gode kreative forslag til den borgerlige finansminister, som sikkert kan få støtte fra dansk folkeparti:
- En selvbærende sundhedspolitik - lad de syge betale for hospitalerne
- En selvbærende indvandrerpolitik - lad indvandrerne betale for integrationen
- Et selvbærende politi og retsvæsen - lad de kriminelle betale politiet.
Rapporten nævner kun i få sætninger de fordele og gevinster, som en veldreven almen sektor skaber til det danske samfund. Fordele så som:
- Lave flytteomkostninger i forhold til ejerboligmarkedet, der kan sikre mobilitet i arbejdsmarkedet
- Boliger i de store byområder, som personer med normalindkomst kan betale
- Udvikling og afprøvning af nye byggemetoder, som private ikke har mulighed for
- Gode boliger til de svage i samfundet, så også de kan opleve lidt velfærd.
Den samfundsskabte værdi, den almene sektor skaber, er betydeligt større end de to-tre milliarder kroner, staten og kommunerne betaler i direkte støtte. I stedet planlægger staten at tømme landsbyggefonden og de lokale dispositionsfonde efter det gode gamle kristne princip ' thi de som har, til dem skal alting gives, og dem som intet har, fra dem skal alting tages'.

Fattiggårde
Rapporten beskriver årtiers enkeltløsninger på det boligpolitiske område, som et stort mangefarvet kludetæppe. Et kludetæppe der ikke kan skjule, at vi igen har indført store skel i samfundet med egentlige 'fattiggårde', hvor andre mennesker ikke vil bo.
Den politiske enighed, der skabte efterkrigstidens velfærdssamfund, er siden afløst af en blokpolitik, der reelt truer sammenhængskraften i samfundet.
Desværre er der ingen tegn på, at der kan skabes et nationalt kompromis på tværs af alle partier, som kan løse boligpolitikkens gordiske knude.
Den almene boligsektor kæmper med nedslidte ejendomme og ghettorisering.