Velfærdskommissionens medlemmer trækker gammelkendte heste af stalden: Der er stadig ikke råd til velfærden, og der skal fortsat skæres af hensyn til balancen på statsfinanserne

af økonom Henrik Herløv Lund, medlem af Den Alternative Velfærdskommission
Siden den officielle nedlæggelse af Velfærdskommissionen har dens medlemmer ikke ligget på den lade side.
Tværtimod synes de at forfølge et mål om at etablere sig som en slags 'vogternes råd' på samfundsøkonomien, der højt hævet den almindelige politiske tummel repræsenterer en slags endegyldig økonomisk sandhed, der kan sætte ikke bare politikerne, men selve befolkningen på plads.
Senest er denne bestræbelse kommet til udtryk i Jørn Henrik Petersen og Jørgen Søndergård udtalelser i anledning af, at befolkningen langt prioriterer at bruge det offentlige overskud på 80 milliarder kroner til bedre velfærdsservice frem for til yderligere afdrag på statsgæld eller for den sags skyld på skattelettelser.
Jørgen Søndergård belærer befolkningen om, at denne holdning er 'bekymrende'.
Og Jørn Henrik Petersen vejleder politikerne om, at 'de har et pædagogisk problem' med at '..overbevise befolkningen i at det er afgørende at få nedbragt gælden for at få finansieret velfærdssamfundet på langt sigt, når der kommer flere ældre' (jævnfør Jyllandsposten den 22. oktober).
Den tidligere velfærdskommissions medlemmer trækker således gammelkendte heste af stalden: Der er stadig ikke råd til velfærden, og denne skal fortsat skæres af hensyn til balancen på statsfinanserne.

De tager fejl
Men velfærdskommissionen er ikke noget vogternes råd. Tværtimod tager velfærdskommissionen igen fejl.
Velfærdskommissionen lader i denne forbindelse både hånt om udviklingen i statsoverskud og gæld efter nedlæggelsen af kommissionen, såvel som den lader hånt om det velfærdsforlig, der blev indgået i juni 2006.
Skal Finansministeriets og Regeringens økonomers beregninger stå til troende, så løste velfærdsreformerne fra juni jo en gang for alle problemer om finansiering af ældrebyrden:
'Reformerne medfører finanspolitisk holdbarhed forstået sådan, at de merudgifter, som vil optræde på længere sigt..kan finansieres, uden at den offentlige gæld vokser ukontrolleret' (Velfærdsaftalen, side 92).
Befolkningen betalte en dyr pris herfor i form af en historisk forringelse af tilbagetrækningsreglerne i pensionssystemet. En mekanisme, som efter al sandsynlighed vil betyde, at efterlønsalderen op mod 2040 er 65 år og pensionsalderen 70 år.

Der er råd
Ikke underligt og slet ikke urimeligt, at befolkningen nu mener, at der efter denne historiske forringelse af pensionssystemet nu må være tid til og råd til at tale om forbedring af den skrantende offentlige velfærdsservice.
Tilsvarende gælder statsgæld og udlandsgæld. Her er Danmarks situation jo takket være blandt andet opsvinget og indtægterne fra Nordsøolien efterhånden så fordelagtig, at Danmark sagtens har råd til at afdrage i lidt langsommere takt uden at komme i økonomisk uføre af den grund.
Der er derfor al mulig grund til, at hverken befolkning eller politikerne køber den tidligere velfærdskommissions forsøg på igen at spille de gamle fortærskede plader. De er ikke blevet mere rigtige af genhøret.
Det er hverken underligt eller urimeligt, at befolkningen mener, at der må være råd til forbedringer af velfærden.