Tilstanden indtræder formentlig den dag, vi igen skulle opleve samfundet så kaotisk, at fortidens fejltagelser glider over i Fører-myter

af Per Diepgen, Halsskov
'Hvem er terroristerne' var en overskrift i Arbejderen den 18. oktober. Dagen før, på 70-årsdagen for Spanienskrigen, kaldte Patrick MacManus 'krigen mod terror' en undtagelsestilstand og henviste til tyske Carl Schmitt (NSDAP-mdlem 1933-45).
Og næsten hver dag er aviserne spækket med nye oplysninger om CIA-flyvninger og US-tortur. Måske ser vi her indledningen til en mere aggressiv klassekamp, som højrefløjen altid gøder jorden for, og hvori nutidens internet kan virkeliggøre et gamle slagord: Socialister (arbejdere) i alle lande, forener Eder!
Schmitts kernebegreb i nævnte 'undtagelsestilstand', som han overførte på Weimarrepublikkens demokratiske svagheder, var 'Suverænen', altså Føreren (den stærke mand), der ved at stille sig over loven og selv give loven, kunne skabe samfundsstabilitet og -enhed.
Det er vel derfor, at Patrick bruger enevoldskongerne (1660-1849) som eksempel og stiller spørgsmålet, om vore dages samfund udvikler sig ad samme vej.

Førerkomplekset
Sandsynligt er, at hvis alle bliver hinandens modstandere, har vi undtagelsessitutationen, og moralske personer vil udvikle skyldkomplekser, der medvirker til skamfølelser og - hvis de ikke udløses - af magtesløshed kan fremkalde en ubetinget trang til troskab over for Føreren. Dermed er forudsætningen skabt for terror og ensretning.
Tilstanden indtræder formentlig den dag, vi igen skulle opleve samfundet så kaotisk, at fortidens fejltagelser glider over i Fører-myter, så vi ikke længere mener at kunne lære af historien.
Processen kan allerede være sat i gang, når den nye tyske (og anden europæisk) generation gennem film, bøger og anden kunst svælger i nazitidens grufulde symboler.
Rigtignok med den distance, der består i at være på afstand og på 'den rigtige side', mens kun nynazisterne identificerer sig personligt og nationalt med de gamle koryfæer.

Ustabilitet
Og inden for de sidste år er der kommet ung dansk forskning i Schmitts statsteori løsrevet fra dens sociale og historiske sammenhæng (1923-39), altså uden dens uheldsvangre konsekvenser.
Gældende for os alle, men uden direkte forbindelse til 30`ernes udbredte antiparlamentarisme på højrefløjen, som i dag kun genfindes hos folketingsmedlemmer i Dansk Folkeparti (i forbindelse med en underkendelse af menneskerettighederne), vil jeg gøre opmærksom på den indbyggede demokratiske svaghed ved parlamentarismen, der er forbundet med mindretallets situation.
Den viser sig, hvis et flertal, navnlig et snævert, gennemtrumfer alle vigtige beslutninger, såsom krigsdeltagelse og værdibetingede kommunal- og velfærdsreformer. Det medfører ustabilitet, måske en undtagelsestilstand og så - en slags undtagelsestilstand?