15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En rydning af Ungdomshuset vil aldrig blive tilgivet

En rydning af Ungdomshuset vil aldrig blive tilgivet

Fredag, 03. november, 2006, 00:00:00

Vi håber, at der kan findes en løsning inden den 14. december, der betyder, at vi kan fortsætte vores kulturelle arbejde

fra Ungdomshuset på Jagtvej
Til politikerne, Faderhuset, politiet, retssystemet og alle andre, der modarbejder en fredelig løsning.
Lad os gøre det helt klart, præcist hvor meget Ungdomshuset betyder for os: En rydning af Ungdomshuset vil aldrig blive tilgivet!
Ejendomsretten er krænkelig.
Forleden lod politikerne forstå, at de ikke længere tror på, at de kan finde en løsning på det problem, de har skabt. Faderhuset afslog fredag et sidste tilbud fra den fond, der vil lade os fortsætte Ungdomshuset. Mandag afslog procesbevillingsnævnet at lade sagen komme for højesteret. Dermed er muligheden for en politisk løsning tilsyneladende udtømt.
Vi er klar. Husets barrikader er blevet forstærket, der er kommet stadig flere nye kræfter til, vi har snakket vores muligheder igennem, og vi er afklarede med, at en konfrontation rykker nærmere. Vi håber, at der kan findes en løsning inden den 14. december, der betyder, at vi kan fortsætte vores kulturelle arbejde uden at have en trussel hængende over hovedet.
Vores krav er hverken urimelige eller vanskelige. Vi vil ikke forlade Ungdomshuset til fordel for en fundamentalistisk kristen sekt, der fører korstog mod muslimer, homoseksuelle, fri abort og alle andre trosretninger end deres egen. Vi har skabt et kulturhus, der er kendt og elsket over hele verden. Vi har genopbygget det alene efter en voldsom brand. Vi har en historie med Ungdomshuset. Og vi var her først.

Til politikerne:
Det er simpelthen for nemt for jer at læne jer tilbage og sige, at ejendomsretten er ukrænkelig, og at der intet er at gøre. Det er jer, der har skabt problemet. Det er jer, der er ansvarlige.
Allerede i år 2000 havde I muligheden for at sælge huset til en fond, der havde som erklæret mål, at lade aktiviterne fortsætte - det fravalgte I. I solgte i stedet til aktieselskabet Human, der stadig var ved at blive stiftet.
Der er to forklaringer, der giver mening. Den ene er, at I praktisk talt intet vidste om selskabet eller intentionerne bag, men alligevel solgte, fordi I var ligeglade. Den anden mulighed er, at I udmærket vidste hvad I gjorde, men at det bare ikke ville holde i pressen, hvis I solgte direkte til tosserne i Faderhuset.
Under alle omstændigheder blev resultatet, at huset var ejet af Faderhuset, inden der var gået et år. I så til og gjorde ingenting. I syv år har I intet gjort ved det problem, I har bundet os om halsen.
Nu må I lægge hovederne i blød og tænke hurtigt. Vi råder jer til også at tage ekspropriation af ejendomsretten i betragtning, ligesom I gør, når I bygger motorveje. Det skal i hvert fald stå soleklart, at I er ansvarlige - også når I giver op.

Til Faderhuset:
I kommer aldrig til at få fodfæste på Nørrebro igen. I har valgt at føre korstog mod os. I har forsøgt at tage vores hus, og nu har I valgt at sende politiet med knipler, tåregas og skydevåben imod os. Uanset hvem der fører disse våben, vil vi se det som jeres forlængede arm.

Vedtaget på Ungdomshusets mandagsmøde 30. oktober.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. nov. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp