Saddam Hussein undertrykte ikke shiamuslimerne som gruppe. De kunne som alle andre religiøse grupper i Irak praktisere deres religion

af Carsten Kofoed, Frit Irak Blog
I den såkaldte retssag mod Iraks legitime og ulovligt afsatte præsident Saddam Hussein og syv andre irakiske topledere ved særdomstolen i Bagdad, der i december 2003 nedsattes af Paul Bremer, USA`s daværende administrator i Irak, skal der efter planen falde 'dom' den 5. november.
De anklagede er tiltalt for to hovedforbrydelser: Anfal-kampagnen i 1988 og henrettelsen af 148 shiamuslimer fra Dujail i 1982. Formålet her er dog ikke at diskutere det åbenlyse, at 'retssagen' er fuldstændigt ulovlig og uretfærdig, idet den er et produkt af en folkeretlig ulovlig krig og totalt kontrolleret af besættelsesmagten, reelt USA. Derimod er sigtet at rette nogle misforståelser omkring 'anklagerne' mod præsident Saddam Hussein og co.

Ikke kurdernes fjende
Den såkaldte Anfal-kampagne fra februar til august 1988 var ikke - som fordrejede fremstillinger påstår - rettet mod kurderne som folk, men var en del af Iran-krigen og rettet mod de kurdiske grupper, der havde allieret sig med Iran i den krig, som havde raset siden september 1980 og først sluttede i august 1988.
Som enhver anden regering havde også den irakiske ret til at forsvare sin suverænitet og bekæmpe disse kurdiske militser, der havde allieret sig med en indtrængende fjende, hvilket er landsforræderi. I øvrigt kæmpede op mod 25.000 kurdere med egne kurdiske militærledere i De Nationale Kurdiske Forsvarsbrigader på Iraks side.
I marts 2003 støttede de samme kurdiske ledere, Masoud Barzani og Jalal Talabani, den FN-stridige aggression mod Irak. Og i dag kæmper deres Peshmerga-styrker side om side med den forhadte besættelsesmagt imod modstandsbevægelsen.
Faktisk lå kurdernes nationale rettigheder Saddam Hussein meget på sinde. Han var arkitekten til den selvstyrelov for Kurdistan, som trådte i kraft den 11. marts 1974, og som gav kurderne de nationale rettigheder, som deres brødre og søstre i Tyrkiet, Iran og Syrien blot kunne drømme om.

Ikke shiamuslimernes fjende
Præsident Saddam Hussein anklages også for henrettelsen af 148 shiamuslimer efter et mordforsøg på ham i Dujail i 1982. De 148 blev efter gældende irakisk lov dødsdømt efter at have indrømmet, at de arbejdede for Iran, som Irak lå i krig med. Dødsstraf for landsforræderi og mordforsøg på statsledere er langtfra unormalt.
Baathisten Saddam Hussein undertrykte ikke shiamuslimerne som gruppe. De kunne som alle andre religiøse grupper i Irak praktisere deres religion. De udgjorde endda flertallet i det regerende Baath-parti og havde høje poster i staten.
Chefen for undersøgelse af forbrydelser begået af det iransk støttede shiamuslimske Dawa-parti, der nu er en del af marionetstyret og udførte terrorbomber og mord i Irak i 1980`erne og 1990`erne, var oberst Ali Al-Khaqani. Han var selv shiamuslim. Sadoun Hammadi, den længst siddende udenrigsminister i det baathistiske Irak, er shiamuslim. Iraks magtfulde olieministre har overvejende været shiamuslimer. Viceforsvarsministeren og flere ledende militærfolk under krigen mod det shiamuslimske Iran var ligesom flere af Saddam Husseins rådgivere shiamuslimer. Og man kunne blive ved.

Irakisk patriot
Saddam Hussein var ingen sekteriker, som USA`s skueproces prøver at udstille ham som. Den blodige sekteriske vold kom først med de sekteriske partier og militser, som 'koalitionen' sammen med Iran slæbte med for at splitte og dermed svække Irak. Og derfor lyder nu også fra hele Irak stadig højere krav om hans øjeblikkelige løsladelse og genindsættelse. 600 ledere fra alle de største stammer i Irak, repræsenterende millioner af irakere, har rejst dette krav. De kender nemlig præsident Saddam Hussein bedre end nogen andre og ved, at han frem for alt er en irakisk patriot.