06 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Det store vælgerbedrag om Irak

Det store vælgerbedrag om Irak

Torsdag, 16. november, 2006, 00:00:00

De uhyrligheder, den onde Saddam er dømt for, ligner mere og mere den nuværende irakiske regerings og besættelsesmagts forbrydelser

af Bjarne Gårdsvoll, København V
Under valgkampen i USA tilstod Bush, at krigen i Irak drejer sig om olie. Den, der sidder på olien, kan styre priser og verdensøkonomien. Sådanne argumenter betyder noget for en amerikansk vælger.
Herhjemme klynger regeringen sig til de gamle argumenter om Saddam`s grusomheder, hans arrogante afvisning af FN`s resolutioner og frem for alt: Vi troede på USA`s oplysninger om, at Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben.
Rigtignok tog vi fejl, men nu drejer det sig om at give de hårdt prøvede irakere demokrati. Vi kan ikke trække soldaterne hjem, før denne opgave er løst.
Efter Bush's tilståelse skulle man tro, at debatten i Danmark ikke kunne holde samme lave niveau som hidtil. Desværre lader det til, at medierne fortsætter den samme ensrettede linje. De tager afsæt i regeringens argumenter og snakker fuldstændig udenom sagens kerne.

Vildledningen fortsætter
Vi almindelige vælgere kan ikke finde os i at blive vildledt på denne måde. Heller ikke Folketinget.
For det drejer sig om, at vi sender vore unge mænd til Irak på grundlag af falske påstande. Selv om regeringen nok stadig vil påstå, at Danmark aldrig har deltaget i krigen udelukkende af samme grund som USA, og nu gælder det som sagt demokratiet.
Hvad består så dette demokrati af? Den onde Saddam er dømt til døden, men de uhyrligheder, han er dømt for, ligner mere og mere den nuværende irakiske regerings og besættelsesmagts forbrydelser:
Tortur i fængslerne, overgreb på modstandsgrupper med store civile tab, militser der kører omkring og henretter folk uden rettergang og så videre.
I krigen mod modstandsbevægelsen er der anvendt fosforgas, klyngebomber og andet djævelskab. Og tallet på krigens ofre er nået 600.000 ifølge seriøse undersøgelser.

Tom snak
Når vi nu har fået bekræftet, hvad krigen drejer sig om, må vi også afvise al den snak om demokrati. Den dag Irak er fri af besættelsesmagtens greb, ville folket forlange de kontrakter, som oliebaronerne har truet sig til, revideret. De skyldes udelukkende Bush-klanens indflydelse.
En uafhængig irakisk regering ville aldrig give selskaberne profitter på op til 160 procent, som blandt andet det britiske blad, Financiel Times, har afsløret. Så ville kontrakterne hellere gå til Frankrig, Rusland og andre mere venligtsindede nationer.
Demokrati vil være en fuldstændig fallit for Bush`s olieeventyr. Og hvorfor skulle USA`s præsident tage til Irak for at fremme demokrati dér, når han prøver at undergrave frit valgte regeringer i sin egen verdensdel?
Lad os nu få en ærlig og saglig debat om krigen, olien og Danmarks deltagelse.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. nov. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp