Hvor var den kritiske journalist, der burde have sagt: Nåh, du mener flere af lejernes egne penge end nogensinde før?
af Per H. Christiansen, Frederikssund
Når nyhedsformidling bliver til propaganda, er borgerne ilde stedt! Og det har de desværre været alt for længe.
'Lejerne i de almennyttige boligselskaber kan glæde sig. Der er milliarder på vej til renovering af lejlighederne', lød det fra en 'glædestrålende' Morten Schnell Lauritzen (nyhedsoplæser) i morgen-tv-avisen (6.november).
Hvor var den kritiske journalist, der burde have spurgt: 'Milliarder hvorfra'?
'Hvert år skal der fremover bruges 2,4 milliarder kr. på at renovere de nedslidte, almene boliger', lød det videre fra Morten, og Kristian Thulesen Dahl fortsatte belærende: 'Det nytter ikke noget at bygge nyt, hvis det gamle står og forfalder', og 'fremover vil der blive afsat mere til renovering end nogensinde før'.
Propaganda
Den har vi da vist hørt før! Hvor var den kritiske journalist, der burde have sagt: Nåh, du mener flere af lejernes egne penge end nogensinde før? Ha ha, ha, den var god!
'Fremover skal lejernes landsbyggefond hvert år finansiere en fjerdedel af det eventuelle nybyggeri mod tidligere halvdelen, mens regeringen skal finansiere resten, altså 75 procent. Det har VKOR bestemt som led i den kommende finanslovsaftale', lød det til sidst.
Hvor var den kritiske journalist, der burde have stillet spørgsmålet:
'Jamen betyder det ikke, at regeringen fremover stadig har sylten langt nede i lejernes kasse og i år vil lænse den for ikke mindre end 1,6 milliarder kroner? Og hvordan er i øvrigt prognoserne for nybyggeriet (og dermed for andelen til dette) i de kommende år, og så videre, og så videre..?'
Hvor er den kritiske sans
Hvad er der galt med journalister nu til dags? Hvor har de deponeret deres halvhjerner og kritiske sans? Ja, de, der laver ordentligt journalistik, behøver selvsagt ikke at føle sig truffet!
Hvorfor ikke tage pengene fra grundejerne (de har da bedre råd) i stedet for at ramme dem, som generelt kommer til at lide mest under de kommunale nedskæringer, fordi de har dårligere råd til at brugerbetale sig til bedre service, og som man hårdt presset ikke engang ville give en milliard ekstra, da kommuneaftalen blev genforhandlet.
Giv dog forsvaret, der bare i løbet af det sidste par år har smidt 4 milliarder kroner ud på fejlinvesteringer, noget mindre at rutte med. Og anvend så pengene til noget fornuftigt i stedet for at hælde flere penge i privates lommer, hvilket også (uanset hvad Thor Pedersen påstår) vil blive konsekvensen, hvis den offentlige sygesikring ikke længere skal betale for folks hjemrejse, når de kommer til skade under ferieophold og så videre.
Nu taler man om at bruge et sted mellem 20 og 40 milliarder kroner på nye kampfly, men man har ikke råd til bruge de få milliarder ekstra, det ville koste at sørge for, at velfærden var i helt top og det offentlige forbrug på højde med det private.
'Send out the clowns'! Ellers ender det galt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278