07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fire vidnesbyrd om statsterror

Fire vidnesbyrd om statsterror

Torsdag, 23. november, 2006, 00:00:00

Fra Colombia: Cesar Jérez, redaktør af net-avisen, Prensa Rural. Fra Filippinerne: Cesar Taguba, Bayan Muna - Bayan International.Fra Palæstina: Salah Salah, medlem af den øverste ledelse i PLO, bor i Libanon... alle kan de give vidnesbyrd om statsterror

af Kirsten Maria Magelund
Fra Colombia: Cesar Jérez, redaktør af net-avisen, Prensa Rural. Avisen er grundlagt af organisationer fra landområderne i Colombia.
- Guerilla- og oprørsbevægelser er langt fra et nyt fænomen. Det har altid eksisteret i Colombia - og som i andre dele af verden med væbnet modstand mod magthaverne, undertrykker staten befolkningen helt ekstremt, siger Cesar Jérez.
Han forventer, at præsident Uribe i kølvandet på sit genvalg vil fremlægge anti-terrorlove på ny. Men en sådan lovpakke vil i givet fald blot blive et supplement til den colombianske stats uendelige væld af metoder til at eliminere den politiske modstand.
- Vi oplever utallige politiske mord og forsvundne personer. Indenfor de seneste ti år er der begået titusindvis af politisk motiverede mord. De fleste bliver udført af statsstyrker, andre af paramilitære grupper. Vi ser massearrestationer, hvor politiet for eksempel omringer en given bygning og internerer samtlige personer, der opholder sig der. Senere bliver folk identificeret og myndighederne tilbageholder dem, som man vil holde under arrest. Staten benytter sig også af stikker-netværk, såkaldte informanter, som mod betaling angiver medborgere, beretter Cesar Jeréz.
I Colombia er over tre millioner mennesker fordrevet fra det sted de levede - ofte frugtbar landbrugsjord.

Fra Filippinerne: Cesar Taguba, Bayan Muna - Bayan International.
- I Filippinerne foregår modstandskampen mod regimet både som en legal politisk kamp og som en væbnet konfrontation. Millioner af borgere bekæmper regimet, der holder befolkningen fanget i fattigdom og undertrykkelse. Statens modtræk er at lade folk i tusindvis forsvinde eller at fordrive indbyggere fra deres oprindelige område, siger Cesar Taguba.
Han betegner USA som en absolut støttepille for det Filippinske regime. Blandt andet har USA siden 2001 holdt militærøvelser i Filippinerne og har i den anledning kastet bomber i flere af de områder, som The New Peoples Army kontrollerer. NPA opererer i 70 ud af 79 områder i landet
Ifølge Cesar Taguba er krigen mod terror ganske enkelt et middel til at undertrykke såvel befolkninger som stater, der vender sig mod imperialismen.

Fra Palæstina: Salah Salah, medlem af den øverste ledelse i den palæstinensiske befrielsesorganisation PLO, bor i Libanon.
- Israel tog land og hjem fra palæstinenserne og gjorde de oprindelige indbyggere til flygtninge spredt over hele verden. Når det palæstinensiske folk forsvarer sit hjemland - landet, hvor Sharon sendte den israelske hær ind for at undertrykke befolkningen med den mest grusomme form for terror - så er det palæstinenserne, der bliver stemplet som terrorister, siger Salah Salah.
Som yderligere eksempler på den israelske statsterror nævner han massakrerne på civile i Sabra, Shatila, Jenin, Nablus og flere andre steder samt opførelsen af Apartheidmuren, der adskiller Israel og Vestbredden samt - når den er færdigbygget - Vestbredden og Jordan.
- Findes der en anden betegnelse end terror for det Israel, USA og andre af disse staters allierede udøver, spørger Salah Salah retorisk.
Fem millioner flygtninge fra Palæstina er i dag spredt over hele kloden.

Fra Baskerlandet: Ander Larunbe, organisationen Askasuna.
- Med 24.000 politifolk samt spanske og franske tropper stationeret er Baskerlandet med tre millioner indbyggere det mest militariserede område i Europa. Borgere i titusindvis er arresteret for politisk aktivitet, og hvis man deler idealer eller mål med de arresterede, kommer man straks under samme anklage. Det er et udemokratisk klima, hvor det baskiske folk bliver frataget retten til selv at afgøre nationens fremtid og udvikling, mener Ander Larunbe.
Den baskiske modstandsbevægelse befinder sig på EU`s terrorliste, og ifølge Ander Larunbe bliver for eksempel en velkommen-hjem-fest for løsladte politiske fanger ofte af staten kategoriseret som en terror-aktion.
- Vi beder blot om et minimum af demokratiske vilkår, som vil give os mulighed for at udvikle demokratiet. Vi vil have respekt for og anerkendelse af de politiske fanger, og sidst, men ikke mindst, vil vi have de spanske og franske tropper trukket tilbage fra Baskerlandet, erklærer Ander Larunbe.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. nov. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp