07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ikke flere asfalt-løsninger

Ikke flere asfalt-løsninger

Lørdag, 25. november, 2006, 00:00:00

I årevis har vi været vidne til ad hoc-løsninger, der altid har gået ud på at tænke i asfalt, asfalt og atter asfalt

af Rune Lund MF, trafikordfører for Enhedslisten
Alle partier i Folketinget - undtagen Enhedslisten - er tilhængere af, at der indføres forsøg med kæmpelastbiler, de såkaldte modulvogntog.
Jeg og Enhedslisten er ikke principielle modstandere af modulvogntog. Der er miljømæssige fordele ved, at man kører med større - og dermed færre lastbiler.
Det svenske trafikforskningsinstitut, TFK, har for eksempel i en rapport fra 2002 regnet sig frem til, at modulvogntog bruger 32 procent færre transporter til samme mængde gods og har 15 procent mindre luftforurening.
Isoleret set er der altså en miljøgevinst ved at bruge et modulvogntog i stedet for en lastbil. Problemet er bare, at modulvogntogene også er konkurrenter til transport af gods på skinner.
Og i og med at transport af gods på skinner er den absolut mest miljøvenlige måde at transportere gods på, kan en satsning på modulvogntog ende med at blive noget, som faktisk skader kampen for et bedre miljø.
Det gør ikke sagen kønnere, at lovforslaget om modul-vogntog ikke er sendt til høring hos miljøorganisationer eller vognmændenes konkurrenter, der kører med gods på jernbane.
Det værste er dog, at man nu de facto vælger at indføre kæmpelastbiler i Danmark uden at der findes en samlet strategi for transport af gods i Danmark. Den kommer transport- og energiminister Flemming Hansen først med et bud på i 2007.
De facto-indførelsen af modulvogntog er endnu et eksempel i den lange række af eksempler på, at der ikke findes en overordnet politisk strategi for transport af gods i Danmark. I årevis har vi været vidne til ad hoc-løsninger, der altid har gået ud på at tænke i asfalt, asfalt og atter asfalt.
Vi har brug for en samlet plan - ikke for flere asfalt-lappeløsninger.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. nov. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp