Jeg tror, vi skal prøve at rehabilitere Sovjetunionen. Ikke ved at hævde, at det var et idyllisk socialistisk paradis, men ved at beskrive det virkelige sovjetsamfund

af Terkild Marker, København N
Dette er en replik på Ole S. Larsens indlæg i Arbejderen den 25. november. Spørgsmålet om, hvornår det gik helt galt i Sovjetunionen, er et altid betændt spørgsmål, som ofte har sat sindene i kog.
Historisk set er spørgsmålet formentlig ganske meningsløst. Der er gået alt muligt galt fra blækket blev tørt på unionsaftalen og til unionen atter blev opløst. Mange af de ting, der er gået galt, har ikke været rigtig afgørende.
Jeg er rimelig sikker på, at der i hele Sovjetunionens historie har været mange små og store skønhedspletter. Det blev jo aldrig en rigtig rosenrød socialisme uden fejltagelser, overgreb og andre dumheder.
Og det ville have været naivt at tro, at man bare sådan uden videre kunne opbygge et fejlfrit kommunistisk samfund. At hævde, at socialismen brød sammen i 1989, er lige så meningsløst som at påstå, at socialismen brød sammen den dag Stalin døde, den dag Stalin kom til magten, den dag Lenin døde eller - for at være rigtig perfid - den dag Sovjetunionen blev oprettet.
Nu har kammeraterne i 'det nye parti' ønsket at komme med nogle kommentarer til den festlige lejlighed. Det må der nødvendigvis komme en smule nonsens ud af. Når støvet har lagt sig lidt, kunne det måske være rimeligt at forsøge at slå et slag for at få folk til at forstå Sovjetunionens historie lidt bedre. Der er mange positive og negative lektioner at lære. Begge dele skal med.

Forsimplede opfattelser
Ofte er det de negative historier, det er sværest at komme med. Men jeg tror, at det er vigtigt, at det er os, der fortæller dem. Jeg har i denne forbindelse en morsom historie.
Der kom en dame og besøgte DKP`s butik. Hun undrede sig over, hvorfor vi ikke var blevet klogere, men stadig havde forbryderne Lenin og Marx hængende på væggen.
Jeg replicerede noget i retning af, at vi da var vældig glade for de to gamle forbrydere, at jeg ikke havde helt styr på, hvad Lenin havde foretaget sig, men at jeg da mente, at Marx engang i fuldskab havde smadret nogle gadelamper og i øvrigt havde gjort sin husbestyrerinde gravid. Men så vidt jeg vidste, havde han da aldrig slået nogen ihjel.
Den gode dame var tydeligvis ikke i stand til at se det morsomme i min replik.
Det er selvfølgelig sandt, at vi ikke altid slipper nemt gennem sådanne diskussioner. Og min pointe er da også, at historien altid er mere kompliceret end disse her påstande om, at alting gik galt den 23. december 1994 klokken 14:23, og at alle, der mener noget lidt andet end mig, er nogle hundehoveder.
Den gode dame havde et alt for forsimplet billede af historien, og jeg var i stand til på en humoristisk måde at stange nogle i den store sammenhæng uskyldige, men stadig negative oplysninger om Marx ud.

Lær af historien
Jeg tror, vi skal prøve at rehabilitere Sovjetunionen. Ikke ved at hævde, at det var et idyllisk socialistisk paradis, men ved at beskrive det virkelige sovjetsamfund, som rigtignok besad en række negative kvaliteter udover de positive.
Personligt har jeg sat mig ind i en del af den sovjetiske landbrugsvidenskabs historie med størst vægt på Stalin-tiden.
Og det er virkelig en forrykt blanding af den allermest negative, reaktionære politik, dumheder, dårlig videnskab, politisk plat, naturkatastrofer, frivilligt arbejde, opofrelse, internationalt førende videnskab, forbløffende fremsynede politiske beslutninger.
Og for at gentage mig selv: Der er meget positivt som negativt at lære af Sovjetunionens historie. Og vi er nødt til at lære af det for selv at kunne gøre det bedre næste gang.
Ja, jeg er medlem af DKP.