07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kampen om kloden

Kampen om kloden

Lørdag, 02. december, 2006, 00:00:00

Intet er mere som i gamle dage. Og når der er optræk til ballade, eller områder skrider ud af kontrol, så virker de gamle redskaber ikke mere særlig godt

Intet er mere som i gamle dage. Og når der er optræk til ballade, eller områder skrider ud af kontrol, så virker de gamle redskaber ikke mere særlig godt.De gamle imperialistiske og koloniale magter har store problemer med at holde kloden under kontrol.
Intet er mere som i gamle dage. Og når der er optræk til ballade, eller områder skrider ud af kontrol, så virker de gamle redskaber ikke mere særlig godt. Og som det allerværste - den politiske kontrol er forduftet. Tilbage er de mere beskidte midler inklusiv militær. Selv dette kort er svækket.
Hvad sker der? Kina er ved at tiltage sig rollen som en økonomisk stormagt og dermed også som en politisk faktor. Og det er ikke bare på den måde, at nu er de her så.
Kina er i en helt anden position, fordi de kun er ved begyndelsen. Landet har langt større økonomiske potentialer, der i løbet af ikke så mange år vil ændre verdens økonomiske billede radikalt. Ikke blot som et produktionsland, men som verdens førende videncenter.
Gradvist bliver der mindre plads til de gamle stormagter. Kinas nylige offensiv i forhold til Afrika er et eksempel. Det voksende indhug i klodens ressourcer, især olie, klemmer også stormagterne.
Syd for Kina vokser Indien op af støvet. Det sker på en lidt anden måde, men det er en udvikling, der vil være med til at skærpe processen.
Det Latinamerikanske kontinent er kommet i drift og er på vej ud af USA`s greb. I land efter land vælger befolkningerne regeringer, der ikke vil krybe for USA. De slår ind på en vej, der har en social prioritering. Senest vandt Rafael Correa præsidentvalget i Ecuador. Det er en række lande som Brasilien, Venezuela, Nicaragua for et par uger siden, og Bolivia.
Det er et meget markant skifte. Fra at være et kontinent, regeret af USA`s marionetter og fuldstændig berøvet til de gik i opløsning, er kontinent nu ved at finde sine egne ben til befolkningernes fordel.
Det er naturligvis ikke en problemløs og lige vej, de er trådt ind på. USA vil gøre alt for at vende bøtten, selvom det kan blive mere end vanskeligt. Hvem ønsker regimer og vantrivsel tilbage?
Rusland er i en speciel tilstand. Det er et land, der består af en vild og i stort omfang mafialignende økonomi, samtidig med at den politiske magt er centraliseret omkring præsident Putin og hans magtblok.
Dette besynderlige regime virker dobbelt, forstået på den måde, at det på den ene side står helt på egne ben samtidig med, at det på den anden side fint matcher en del af USA`s og vesteuropæisk økonomi. I en skærpet situation kan det udvikle sig til en ustabil størrelse.
Mellemøsten er en højkritisk region. Bush besøg i Jordan. Blairs besøg i Afghanistan og den kommende Baker-rapport viser, at noget er i gære. Problemstillingen for dem er, hvordan de både kan komme ud af suppedasen, som i høj grad er politiske i deres egne lande og samtidig fastholde den geopolitiske position i regionen med de store olieforekomster.
Opgaven synes uløselig. Men det ser ud til at Baker-rapporten lægger op til at vælge en løsning med inddragelse af Iran og Syrien i en løsning i Irak. Det strider mod alt hvad Bush har sagt.
Iran og Syrien var en del af 'ondskabens akse'. Men hvad er alternativet - hvis det overhovedet er et alternativ? Iraks Nuri al-Maliki regeringen er i opløsning og mister sin magt.
Bush gider dårlig nok tale med ham den ene dag og kalder ham så 'en stor mand' den næste. USA`s strategi er også i opløsning. Det forlyder, at Baker kommissionen vil anbefale, at trække tropper hjem, og at samle stumperne i sikrede baser i Irak. Imens synker Irak længere ned i opgøret mens især Irans indflydelse vokser.
Det ligner en kollaps for USA`s Mellemøstenpolitik. Hvad vil der ske i Saudi Arabien nu?
Den gamle imperialistiske og koloniale verden, der har haft kloden under kontrol mister hurtigt indflydelse. Neoliberalismen er løbet ind i sine politiske konsekvenser. Det bemærkelsesværdige er, at det ser ud til, at de faktisk ikke har en strategi for at redde sig selv. Det bliver det ikke mindre farligt af.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. dec. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp