Hvad om vi andre hjalp lidt med til at se ud over de mest aktuelle traumer og i det mindste var omhyggelige med ikke lige frem at cementere de givne forhold...

af Raymond Swing, medlem af DKP
Gode kammerater i alle vore fire K-partier.
Selv om vi nu har fået et 'Kommunistisk Part' - tillykke med det - er vi faktisk stadig væk fire kommunistiske partier her i Danmark med tilsammen højst 1000 medlemmer.
En ufattelig luksus - ikke mindst i betragtning af, at vi bortset fra små traditionsbetingede forskelle i udtryksmåden dog mener stort set det samme. Hvorfor så? Det må historikerne svare på. For naturligvis har det sine grunde, gode eller ej.
Altid i enhedens navn har vi i vor fælles bevægelse desværre oplevet splittelse på splittelse. Den første, jeg selv oplevede var, da Aksel Larsen-fløjen kom i mindretal i DKP og dannede sit SF. Min kone og jeg gjorde sagen op på vores egen måde og meldte os så ind i DKP. Det var i 1959.
Så husker jeg Fælles Kurs, og så var der engang nogle, endda ledende kredse i DKP, som kom i mindretal på en kongres, kaldte sig Forum-fraktionen og en dag følte sig stærke nok til at danne KPiD.
I det gamle DKP/ML var der en fløj, der skilte sig/blev skilt ud og nu går under navnet APK - og nu er det altså kommer så vidt, at et mindretal fra KPiD er brudt ud og fusioneret med det bestående DKP/ML for så at danne Kommunistisk Parti. Alt sammen i enhedens navn. Og er vi nogensinde blevet stærkere og mere fortropsagtig af det?

Os og de andre
Igen er altså en partistruktur brudt op med alle de følelser af skuffelse, bitterhed, måske had, noget sådant uundgåeligt medfører. Vi vil mærke virkningerne af det i årevis. Mine 50 år i bevægelsen bekræfter det desværre.
Altid drejer det sig om forskellen mellem os og de andre. Vi kæmper for enhed, det er bare de andre, der er noget galt med. Enten er de 'useriøse' - eller måske bare ikke værd at tale med.
Jeg undskylder bestemt ikke DKP; vi har altid været gode til selv at splitte de andre, når vi ikke syntes, vi kunne styre dem (jævnfør de 'venstreradikale' med alle deres 'børnesygdomme', Vietnam-bevægelsen og så videre).
Hvis virkeligt alvorlige u-enigheder engang skulle dukke op, var det så ikke bedre, at vi satte os sammen - alle fire K`er i fællesskab - og fandt ud af, hvad det egentlig drejer sig om - vi kender jo alle sammen alle problemerne.
Drejer det sig ikke kun om gamle tankevaner? Det er klart, at to af os vil have særlig svært med det lige nu.

Se frem
Men hvad om vi andre så hjalp lidt med til at se ud over de mest aktuelle traumer og i det mindste var omhyggelige med ikke lige frem at cementere de givne forhold, men snarere prøvede at få alle fire med i afslappede samtaler om alt det, der lige nu især ligger hver enkelt på hjerte.
Formålet skulle naturligvis ikke være spekulationer i organisatoriske nyskabelser, blot vise os selv og verden, at vi da udmærket kan snakke sammen, endda blive enige om en masse, gå sammen om aktioner i offentligheden trods alle de små og velkendte forskelligheder, afholde fælles K-festival`er, sommerstævner, fælles 1.maj-møder, fælles medlemsmøder om særlige politiske og teoretiske emner og så videre. Skulle det virkelig være så svært?
Jeg tror det ikke, håber det ikke. Så se at komme i gang - og det i den ægte enheds ånd!