I den sidste måneds tid har der været mange højtlydende, men hule protester over Den Demokratiske Folkerepublik (DDF) Koreas atomprøvesprængning i sidste måned
fra Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea
Protesterne er især kommet fra USA og USA-venlige regeringer og den vestlige presse, der aldrig kunne drømme om at kritisere, at USA i årtier har truet Nordkorea med netop atomvåbenangreb. Det er med den største beklagelse, at vi konstaterer, at det har været nødvendigt for DDF Korea at foretage en prøvesprængning for dermed at blive det niende medlem af verdens atomklub.
Imidlertid har DDF Korea ikke haft andre muligheder. USA har i årtier truet DDF Korea med atomangreb og 'regimeskifte'. Alle DDF Koreas gentagne forslag om en fredsaftale som erstatning for våbenhvileaftalen fra Koreakrigens afslutning i 1953, og om en ikke-angrebspagt og normalisering af forbindelserne mellem de to lande, er blevet mødt med total afvisning og ignorering fra Bush-regeringen. Bush-regeringen har i stedet fortsat sine krigstrusler, blokade, psykologisk krig og afpresning mod DDF Korea.
Det er derfor DDF Korea har været nødsaget til at anvende sin ret til at udvikle et effektivt og afskrækkende forsvar, der kan holde et angreb fra USA borte.
Det er påfaldende, at USA`s regering og dens venner protesterer så kraftigt over DDF Koreas selvforsvarskridt, når USA i årtier har opretholdt stationering af både taktiske og strategiske atomvåben i Sydkorea. Våben, der indgår i krigsøvelserne vendt imod det nordlige Korea, som USA tilbagevendende afholder i Sydkorea og farvandene omkring Koreahalvøen.
Det er samtidig med beklagelse vi konstaterer, at USA har fået FN`s Sikkerhedsråd til at vedtage samhandelssanktioner, der kun skærper konflikten i Korea.
Der er ikke brug for yderligere konfrontation og krigsfare i Korea, men for en fredelig dialog. Derfor støtter vi genoptagelsen af seks-partsforhandlingerne i Beijing, som USA har blokeret for siden september 2005.
Målet for disse forhandlinger er blandt andet et atomvåbenfrit Korea - både i Nord og Syd. Og midlet er ikke, at USA dikterer udviklingen i Korea, men at der sker en samtidig skridt-for-skridt afvikling af atomvåbenprogrammerne, mens der gives DDF Korea sikkerheds- og suverænitetsgaranti og garanti for normalisering af forbindelserne mellem DDF Korea og USA og Japan. Dertil kommer gennemførelse af energistøtte til DDF Korea og opfyldelse af de øvrige punkter, der blev vedtaget ved de sidste seks-partsforhandlinger i september 2005.
DDF Korea har stillet som betingelse for genoptagelse af seks-partsforhandlingerne og bilaterale samtaler med USA, at USA ophæver de finansielle sanktioner, som man indførte i november 2005. De blev indført stik imod ånden i 19. september 2005-fælleserklæringen fra seks-partsforhandlingerne.
Disse sanktioner i form af blandt indefrysninger af nordkoreanske tilgodehavender i udenlandske banker har været den anstødssten, der indtil nu har stoppet for seks-partsforhandlingernes genoptagelse. Det er de rene gangstermetoder med tvang og afpresning, som Bush-regeringen benytter imod det socialistiske DDF Korea. Det tager vi på det skarpeste afstand fra.
Vi støtter DDF Koreas rimelige krav og forhåndsbetingelse.
Vi udtrykker vores stærke håb om, at dialog, fred og afrustning vil sejre i Korea.
Enstemmigt vedtaget på foreningens årlige generalforsamling i november.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278