15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nødråb fra Samsø Posten

Nødråb fra Samsø Posten

Torsdag, 14. december, 2006, 00:00:00

Det kan da umuligt have været dette, der har været meningen med omlægningen af portostøtten til dagblade?

fra Morten Christensen, redaktør Samsø Posten
Kære Brian Mikkelsen
Jeg håber inderligt at du vil give dig tid til at læse dette.
I forbindelse med omlægningen af portostøtten til dagblade er mit lille dagblad kommet i en alvorlig og livstruende klemme.
Jeg udgiver et af landets mindste dagblade nemlig Samsø Posten, et lille traditionsrigt dagblad som netop i år kan fejre 100 års jubilæum.
Vores dagblad udkommer i 3000 eksemplarer hvor de 2000 distribueres til abonnenter på Samsø og de resterende 1000 til abonnenter uden for øen.
Vi er et lokalt blad med stort L, Samsøs livsnerve debatorgan og så videre. (Som du er bekendt med, forbliver Samsø en selvstændig kommune efter kommunalreformen.)
Så der er absolut nok vedkommende stof at skrive om.
Jeg har netop haft møde med en konsulent fra Post Danmark.
Per 1. januar 2007 bliver min distributionspris 4,10 kroner per eksemplar mod 0,29 kroner i dag.
På grund af vores lave vægt rammer portostigningen os ekstra hårdt, fordi Post Danmark per 1. januar 2007 regner med minimum 50 g (vores avis vejer 16 g per udgivelse).
Mine abonnenter har årligt betalt 500 kroner i abonnement for 250 udgivelser. Med Post Danmarks takststigninger vil vores distributionsomkostninger blive øget med 952,50 kroner per abonnement om året, det vil sige at mine abonnenter skal betale 1452,5 per år, og det får jeg desværre ikke mine abonnenter til.
Jeg har naturligvis søgt ind til den nye støtteordning via Biblioteksstyrelsen, men de kan ikke give mig noget entydigt svar på, om jeg kan opnå tilskud, og hvornår det bliver afgjort, kan de heller give mig svar på.
Jeg har nu to valgmuligheder per 1. januar 2007:
1: Dreje nøglen på min lille virksomhed og afskedige ni mand.
2: Begynde at udgive en ugeavis med stærkt begrænset indhold samt manglende aktualitet og debatmuligheder.
Mulighed to bliver som en abonnements ugeavis, annonceporteføljen på Samsø er alt for lille til, at den kan være annoncefinansieret.
Paradoksalt nok skal abonnenterne desuden at betale en del mere for at få en ugeavis, end det de før betalte for at få et dagblad.
Det kan da umuligt have været dette, der har været meningen med omlægningen af portostøtten til dagblade?
Hvad kan der gøres for at holde liv i mit dagblad og dermed fremme mangfoldigheden og debatmulighederne ude i vores lille samfund?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. dec. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp