I 1950 var der 86 byer med mere end én million indbyggere. I dag er der 400, og i 2015 vil der være mindst 550

Byernes vokseværk er blandt andet et resultat af den neoliberale Big Bang politik, der blev gennemtvunget i de fattige og gældsplagede lande.
I 1980`erne boede mindre end 30 procent af verdens befolkning i byer. I dag er det over 50 procent, og ifølge prognoser vil det være 75 procent af verdens befolkning der lever i byer i 2030.
Det er her festerne og den rå hverdag vil udspille sig. Det er her og ikke i Afghanistans ørken, som Tony Blair sagde det, at kampen om det 21. århundredes verdenssikkerhed udspille sig. Der er to store kampe i gang, ført af de to hovedklasser - arbejderklassen og kapitalisterne. Perspektiverne er naturligvis vidt forskellige.
Det er en ofte fremført påstand, at Marx`s analyser er forkerte. Se bare til arbejderklassen - den er væk. Og byerne er forvandlet til velfærdsenklaver med rent vand og en sober småborgerlige atmosfære!
Selvom Marx ikke var en spåmand, men en teoretiker og politiker, så kan man ikke sige andet end, at udviklingen bekræfter holdbarheden i hans grundlæggende opfattelse af arbejderklassen. Arbejderklassen vokser og byerne eksploderer. Det sker i et meget højre tempo, end angivet i rapporten, 'Grænser for vækst', der udkom i 1972.
I 1950 var der 86 byer med mere end én million indbyggere. I dag er der 400, og i 2015 vil der være mindst 550. Siden 1950 har byerne optaget mere end to tredjedele af befolkningsvæksten. Samtidig er verdens arbejdsstyrke er mere end fordoblet siden 1980.
Denne kvantitative udvikling vil sammen med dets kvalitative indhold dominerer de kommende år med kendte og helt nye spørgsmål. Det er en udvikling som kan være med til at forklare mange ting.
De store byer muliggør for eksempel denne svada fra FN`s talerstol:
- Djævlen var her i går, lige her. Og her stinker stadig af svovl. I går, mine damer og herrer, fra denne talerstol talte USA`s præsident, denne herre jeg henviste til, som om han ejede hele verden!.
Talen, der blev holdt af Venezuelas præsident Hugo Chavez blev mødt med et bragende bifald. Chavez er netop genvalgt som præsident - med et stort flertal endda. Det er et resultat af, at hans politik svarer på de behov, som beboerne i Caracas slumkvarterer har. De er blevet borgere, de får undervisning og er inviteret med i en demokratisk og social proces.
Alligevel er Caracas en lille by med kun 4,77 millioner indbyggere. Hvad kan de ikke blive til, når der kommer tilsvarende bevægelser i Tokyo, agglomeratet har 33,5 millioner indbyggere. Seoul 23,1 millioner, Mumbai 21 millioner, Mexico City 22 millioner. I Kina nærmest eksploderer de nye megapoler - vi ved dårligt, hvad de hedder.
I disse byer ophobes enorme problemer - og lige så enorme politiske energier. Det rejser mange nye politiske spørgsmål, som ikke blot har en lokal karakter.
De progressive kræfter må udvikle strategier, der på én gang er en kamp for bedre liv og bedre byer. Og det er nødvendigt at formulere de radikale krav om byernes udvikling som en integreret del af den politiske socialistiske strategi. Dels for at udvikle potentialerne og dels som en del af målsætningen.