08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Venstre(s) hjernehalvdel

Venstre(s) hjernehalvdel

Lørdag, 16. december, 2006, 00:00:00

Venstres hjernehalvdel, også kaldet Microsoft Excel-siden, har taget magten over vores liv. Karakterer er vigtigere end karaktertræk

af Claus Andersen, Århus
Kynismen blæser hen over landet. Vi er nu bare en arbejdskraft og en lønudgift. Vi er blevet ludobrikker, en pengemaskine og et tal i et regneark. For kan du ikke bringe så meget ind i fællesskabet, ofres du på millimeterretfærdighedens alter og havner i en ny underklasse i samfundets isolationscelle, hvor VK-regeringens ministerielle fangevogtere torturerer dig med 'autosum'.
Regeringen har sat velfærdskikkerten for det blinde øje med deres menneskesyn, hvor de i deres tunnelsyn tror alt kan vejes og måles. Venstres hjernehalvdel, også kaldet Microsoft Excel-siden, har taget magten over vores liv. Karakterer er vigtigere end karaktertræk.
Men husk lige, at politik ikke kun er tal, statistik og kurver, der knækker. Husk, at der er mennesker af kød og blod bag statistikkerne, og at almindelige mennesker kæmper for at få dagligdagen til at hænge sammen i en arbejdsintens og stresset hverdag.

Kulturliberalistisk folkeopdragelse
I årtier har vi gennem uddannelsessystemet overudviklet den venstre hjernehalvdel. De logiske, matematiske og rationelle kompetencer er blevet vores styresystem.
VK-regeringen fører uddannelsespolitik med kanoner i en kulturliberalistisk folkeopdragelse i paratviden, kongerækker og terperi, men i fremtiden er der brug for både den krøllede og den højre hjernehalvdel. Her tænkes der holistisk i billeder, følelser, fornemmelser og det samler os til hele mennesker.
Kreativitet, indlevelsesevne, omstillingsevne og viljen til at tilegne sig ny viden bliver fremtidens vigtigste kompetencer. Alle har disse evner og de har lysten til at bruge dem. Hvem har set en kunstmaler ordne regnskaber for sjov, mens mangen en revisor bruger både weekender og aftener på at lege kunstmaler.
Når virksomhederne rekrutterer, så kigger de også på de bløde kvalifikationer. I jobannoncerne står der for eksempel ting som: Engagement, initiativ, selvstændighed og ansvarlighed.
Arbejdet er i dag ikke længere blot et middel til at opnå det gode liv i fritiden, men opfattes som en integreret del af menneskets tilværelse, der skal opfylde en lang række behov udover dem, der dækkes af lønnen. Dette er blandt andet et godt arbejdsmiljø, socialt samvær med kolleger og arbejdets karakter af at være nyttigt.

Overudviklet venstre hjernehalvdel
Mange ledere har i en dag en overudviklet venstre hjernehalvdel og kan analysere tal på kryds og tværs, rationalisere, kontrollere og øger bureaukratiet og alligevel skal vi på kortere arbejdstid producere mere i et dårligere arbejdsmiljø.
Det er tankevækkende at disse regnedrengs-akademikere er skyld i 80 procent af sygefraværet. En tredjedel skyldes dårligt arbejdsmiljø. En fjerdedel skyldes stress.
I disse uger er det især de kommunale ansatte, der rammes af 'fusionssyndromet', der blandt andet omfatter kultursammenstød, stressreaktioner, katastrofeforestillinger, kommunikationsbrist, lederkrise samt gensidige angreb mellem organisationerne.
Årsagen til kaos er den manglende opmærksomhed på den bløde side af fusionen - den menneskelige faktor og det kaldes 80/20-reglen. 80 procent af tiden anvendes på analyser og kun 20 procent på håndtering af medarbejderreaktioner. Denne undervurdering af de menneskelige værdier skyldes ledernes overudviklet venstre hjernehalvdel og manglende faglige forudsætninger for de bløde værdier (kilde: Louise Kjærulf, konsulent i PLS Rambøll Managment).
Venstre hjernehalvdel er bedst til at navngive lugte, så er du til den side hedder VK-regeringens regnearkspolitik økonomisk ansvarlighed, men højre hjernehalvdel har lugtet lunten.
Den halvdel er bedst til at skelne mellem lugte og her lugter der nu af ensretning, magtbegær, autoritær styring, kynisme, pisk, plattenslageri og total foragt for almindelige menneskers liv.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. dec. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp