Sidste år udvandrede omkring 240.000 latinamerikanske universitetsuddannede. Deres uddannelse har kostet intet mindre end fem milliarder dollars. Vi burde have erstatning

af Carlos Lage Dávila
Sidste år udvandrede omkring 240.000 latinamerikanske universitetsuddannede. Deres uddannelse har kostet intet mindre end fem milliarder dollars. Vi burde have erstatning.
Emigration er en rettighed, som må respekteres. Det er urimeligt og hårdt at være tvunget til at udvandre, forlade fædreland og familie for at kunne skaffe mad, adgang til lægehjælp og uddannelse til dine børn.
At sende penge hjem til din familie er en smuk handling, der burde gøres lettere at udføre, men det er ydmygende for et land at skulle være afhængig af den slags.
Den kendsgerning at rige lande til stadighed indfører mere og mere restriktive, fornærmende og fremmedfjendske forholdsregler mod emigration, er moralsk forkasteligt.
Muren ved den mexicanske grænse og jagten på immigranterne, som finder sted dér, er beviser på den foragt, de magtfulde føler over for alle de, som har mindre magt.

Tyveri af talent
Parallelt med denne form for emigration, findes en anden, som er nøjagtig lige så chokerende. Læger, computereksperter, lærere, sygeplejersker og andre uddannede eller teknikere opfordres til at udvandre til rige lande, hvor de tilbydes lønninger og forhold, de ikke ville kunne opnå i vore lande. For dem findes ingen mure eller tvungne hjemsendelser, tværtimod er der planer og programmer, som skal lokke dem. Sidste år udvandrede omkring 240.000 latinamerikanske universitetsuddannede. Deres uddannelse har kostet intet mindre end fem milliarder dollars. Vi burde modtage erstatning, og jeg foreslår at vi stiller netop dette krav.
Disse udvandrere, hvis rettigheder vi forsøger at forsvare, er konsekvensen af udplyndring, udbytning og uretfærdig fordeling af goderne.
Så længe der findes underudvikling og fattigdom, så længe den aktuelle nyliberale økonomiske politik bliver påtvunget landene i Syd, så længe den nuværende internationale økonomiske verdensorden forbliver uændret, vil intet kunne standse migrationen.
Jeg vil gerne gøre én ting helt klar: I de fleste underudviklede lande findes der ikke hverken politisk, økonomisk eller menneskelig interesse i at ændre disse forhold. Det velstående og ødsle Nord anvender emigranter, mens disse samtidig udsættes for diskrimination. Syd forsyner Nord med råstoffer. Man fungerer som en slags indkøbscenter, hvorfra Nord får alle resurser, lige fra mineraler til menneskelig talent.

Tomme løfter
Bare et enkelt eksempel: Millenium-målene, der ikke er stort andet end et meget beskedent forsøg på at lindre de problemer, udviklingslandene lider under, vil ikke blive opfyldt. Den industrialiserede verden har ikke haft den ringeste intention om at yde den nødvendige finansielle bistand, de er blevet bedt om, og milliarder af mennesker lever fortsat uden adgang til ernæring, sundhedssystemer eller uddannelse.
Udgifterne til våben og krigsførelse er nu på over 1000 milliarder dollars; andre 1000 milliarder anvendes til reklamer, hvilket - når det drejer sig om medicin - betyder at prisen forøges med op til ti gange; gælden er stadig ikke blevet annulleret og den officielle ulandsbistand, der i stadigt stigende omfang er genstand for begrænsninger; rådgivere, som kommer fra Nord, skal kunne leve i luksus; indkøb skal foretages i donorlandene; der fokuseres mindre og mindre på sundhed og uddannelse, mens der satses stadig mere på kampen mod handel med narkotika, god regeringsførelse og rådgivning om menneskerettigheder.
I stedet for at ændre den nuværende situation, udsteder USA certifikater for 'god opførsel med hensyn til migration'. God opførsel betyder, at man tillader folk med uddannelse at udvandre, mens man begrænser de ikke-uddannedes muligheder og accepterer atter at tage mod de 'uønskede', efter disse først har måttet gennemgå en 'videregående uddannelse i lovbrud' på de nordamerikanske gader og fængsler.
USA, som var og fortsat i høj grad er afhængig af indvandrere for at kunne sikre sin økonomiske udvikling, og EU, der i sin tid var en væsentlig kilde til udvandring, er nu de værste til at forfølge indvandrere, og er de, som nu håndhæver den mest restriktive praksis.
Den frie udveksling af varer, som den industrialiserede verden ønsker at indføre og kapitalens frie bevægelighed, som man kræver, er blot en fælde, hvis det ikke følges op af menneskets frie bevægelighed.
Hykleriet og dobbeltmoralen i dén verden, vi lever i, er åbenlys.

Lokkes til flugt
Spørgsmålet om den cubanske migration fortjener særlig omtale.
En latinamerikaner, der tager til USA, er en indvandrer, men hvis denne person er cubaner, rubriceres han som politisk flygtning, på flugt fra det kommunistiske regime.
En latinamerikaner må hjemme i hans eller hendes hjemland afvente en tilladelse for at kunne tage til USA. Hvis denne person indvandrer illegalt, bliver vedkommende sendt tilbage, men hvis det er en cubaner, der er kommet til USA, får han straks tildelt opholds- og arbejdstilladelse, og efter ét år får han automatisk permanent opholdstilladelse, i overensstemmelse med loven i USA (The Cuba Adjustment Act).
Bush`s regering har aflyst møder med Cuba om immigration, den har genindført begrænsninger vedrørende hjemsendelse af penge til nu maksimalt 300 dollar hver tredje måned og den har vedtaget begrænsninger angående rejser, så cubanske immigranter nu kun kan tage tilbage til Cuba én gang hvert tredje år og kun for at besøge forældre, bedsteforældre, børn, børnebørn eller søskende. For Bush er nevøer eller tanter ikke familiemedlemmer.
USA`s regering tilbyder ophold og straffrihed i deres land til terrorister, som har begået mord og bortført fly og skibe for at kunne udvandre. Man begrænser legal emigration, mens man tilskynder til ulovlig emigration for at kunne anvende det som propaganda mod Cuba, på trods af den kendsgerning, at talløse mennesker har mistet livet i Florida-strædet.
Denne politik, der har stået på i årtier, udgør et forsøg på at tilskynde til masseflugt, der ville kunne benyttes til at intensivere den anti-cubanske kampagne og til slutteligt at kunne anvendes som undskyldning for militær aggression.
Et program, der finansieres af USA`s regering, skal fungere som lokkemad for cubanske læger og andre sundshedsspecialister, som bidrager med vigtige serviceydelser i en række lande, men her støder de mod stålsatte viljer blandt den nye generation af specialister, der er uddannede af Revolutionen, og solidaritetsprogrammerne vil ikke stoppe.

Operation mirakel
På knap to år, har 'Operation Mirakel' givet flere end 450.000 mennesker fra Latinamerika og Caribien synet igen, og denne service er ydet gratis. Nu er der skabt muligheder for årligt at kunne operere en million mennesker.
Hvis imperialisternes offensiv mod Cubas økonomiske resurser lykkes, vil muligheden for at udføre øjenoperationer på en million latinamerikanere og caribiere i løbet af 2007 forsvinde. I tallet indgår ikke antallet af opererede cubanere, der i år er på omkring 100.000.

Tusindvis af læger
De nye rammer for omfattende og hurtig lægeuddannelse af mennesker fra Latinamerika og andre dele af verden, vil gøre det muligt på forholdvis kort tid at uddanne flere end 10.000 nye læger årligt. De vil ikke være privat praktiserende læger, men vil bringe sundhedsvæsen til millioner af mennesker og redde menneskeliv.
Samarbejdet på sundhedsområdet gør i dag Cuba - og i stigende grad også Bolivia og Venezuela - i stand til at sikre et udmærket og gratis sundhedssystem for alle deres medborgere uden undtagelse.
I dag er 2.400.000 latinamerikanere i 11 forskellige lande ikke længere analfabeter, og tusindvis af cubanske specialister arbejder som idrætslærere.
Selv om Cuba bliver blokeret og chikaneret, så har landet aldrig overgivet sig, og de latinamerikanske lande kan altid regne med Cuba i kampen for deres rettigheder, som vi er klar over ikke vil blive serveret på et sølvfad.

Note: Denne tale holdt næstformanden for Cubas statsråd, Carlos Lage Dávila, ved 'Det 16. Ibero-Amerikanske Møde' for statsledere og regeringschefer, den 3. - 5. november 2006 i Uruguay. Topmødets tema var blandt andet migration.
De Ibero-Amerikanske topmøder afholdes hvert år og samler regeringsledere fra alle lande i Latinamerika samt Spanien og Portugal. De blev startet i 1990 som et modstykke til USA`s forsøg på at dominere den politiske og økonomiske debat og samarbejde i Latinamerika.