Forstår arbejdsgiverne ikke, at de nu må til lommen, så må vi bruge vores strejkekasser

af Johnny Laugesen
Nationalbankdirektør Niels Bernstein og Finansrådets afgåede formand Peter Straarup har været på banen. Bekymringen lyser ud af deres øjne, deres stemmer hæves en lille smule. De er bekymrede, virkelig bekymrede, ingen skal være i tvivl. Danmark går alvorlige tider i møde.
Er direktørlønningerne for høje? Er bankernes overskud for små? Er virksomhedernes kæmpe profitter for store? Er det de store optioner på millioner af kroner, som erhvervslivet pinger har raget til sig, der vækker bekymring, eller er det regeringens forringelser af de sociale ydelser, der plager de to herre.
Nej det er ikke det, der bekymrer dem. De kan ikke klage over industriens profitter. Bankernes overskud er historiske høje, Peter Straarups egen bank tæller ikke overskuddet i millioner men i milliarder. Nej det er de forestående overenskomstforhandlinger og arbejdernes berettigede krav, der får de to herre, og med dem mange andre såkaldte forstandige eksperter, til at male fanden på væggen.

Klagesang
Ifølge dem har arbejderne nogle helt urimelige forventninger om en stor lønfremgang ved overenskomstforhandlingerne. Tilsyneladende forstår de dumme arbejdere ikke, hvilken ulykker der vil regne ned over dem, hvis det udmønter sig til en lønfest.
Vi må forstå, at arbejdsløsheden vil stige. Regeringen vil være tvunget til at fortage indgreb med finanspolitiske stramninger. Skatterne må nødvendigvis sættes op. Ja måske holder solen også op med at skinne fremover.
Deres jammer og trusler er forventet. Det er sikkert som amen i kirken. Ved alle tidligere overenskomstforhandlinger har vi hørt den samme klagesang. Der er intet nyt i det, vi ved også at deres klagesang vil stige helt frem til de reelle forhandlinger startes.
Mellem 250.000 og 300.000 arbejder i dagens Danmark for en timeløn på under 100 kroner i timen. Selv når de får gennemført en mindsteløns forhøjelse til 120 kroner per time, er der ikke særligt meget at feste for.
Undersøgelser viser, at arbejdstiden er stigende, den såkaldte fleksibilitet har øget den ugentlige arbejdstid med over halvanden time, og vel og mærke uden at der ydes fuld betaling for den udvidede arbejdstid. Det bør fagbevægelsen stoppe, i disse stresstider er det en helt forkert udvikling, tværtimod må arbejdstiden sættes ned, ikke mindst for dem der arbejder på skæve arbejdstider og den reelle ferie skal være på seks uger.

Store opgaver
Der er nok at tage fat på. Fagbevægelsens forhandlere ved overenskomstforhandlingerne skal vise medlemmerne, at det nytter at være organiseret i en ordentlig fagforening. At nok betales der et højere kontingent end i de gule fagforeninger, men det gør man, fordi man er medlem af en fagforening, der forhandler overenskomst, og som skaffer resultater, som medlemmerne kan være tjent med.
En god overenskomst vil stoppe medlemsflugten, og vil også få nogle af de frafaldne til at vende tilbage. Og forstår arbejdsgiverne ikke, at de nu må til lommen, så må vi bruge vores strejkekasser.

Johnny Laugesen er tidligere formand for Metal afdeling 12 i København.