Tyrannen er død. Mens han bliver hyldet af nogle, danser andre på hans grav

af Patrick Mac Manus, København
Hunden er død synger de foran præsidentpaladset og skænder liget med fornærmelser.
Men forbeholdet melder sig og man spørger sig selv: Hvorfor dette ubehag, hvorfor denne forlegenhedsfølelse?
Det er måske nærmere en art skamfølelse. Skammen over at være blevet regeret af en tyran. Skammen over, at han kunne tage magten fra os. Over at vi var så uforberedte. Over at modstanden brød så hurtigt sammen. Skammen over at vi var så splittede. Skammen over, at det kunne vare så længe.
I sytten år varede det. Og i endnu næsten sytten år undgik han retsforfølgelse.
Der skal ikke danses på tyrannens grav. Det er kun de døde, der skal danse dér.
De døde, han sendte forud og som utålmodigt har ventet på dette øjeblik.