Når man ser hvem, der er udpeget, kan man godt frygte, hvordan det vil gå med alsidigheden og ytringsfriheden fremover

af Arne Lund, Enhedslisten Humlebæk
Danmarks Radio skal have ny bestyrelse, og de første udnævnelser er allerede på plads. Når man ser hvem, der er udpeget, kan man godt frygte, hvordan det vil gå med alsidigheden og ytringsfriheden fremover. Der er nemlig tale om et kraftigt skred til højre.
Landets 'kulturminister', Brian Slikkelsen, har udpeget sine tre kandidater: En direktør for et tobaksfirma, en it-direktør (der bliver bestyrelsesformand), samt teologen Katrine Winkel Holm. Hvilke kvalifikationer de tre måtte have på kulturens område er uvist, men de skal formodentlig - sammen med tidligere boss i henholdsvis Barbie- og Disney-koncernernes danske filialer, Kenneth Plummer, - sikre, at der ikke komme for mange røde lejesvende til mikrofonerne.
Tre partier har indstillet deres kandidater: Venstres mand er en lokalredaktør fra Nordsjælland, SF har indstillet Åge Frandsen (eneste lyspunkt i flokken). Dansk Folkeparti møder op med islamhaderen Ole Hyltoft. Han afløser Aase Steffensen, der blev smidt ud af DF, fordi hun sagde Pia imod.
Ole Hyltoft er en frafalden socialdemokrat, og det klassiske eksempel på en politisk 'taber', der søger at hævne sig på andre, fordi drømmene om karriere og berømmelse ikke blev opfyldt i det parti, han engang var medlem af. Heri ligner han for eksempel Mogens Camre. Som historien har vist, så søger politiske 'tabere' langt til højre, hvor der er god plads til at lukke fordommene ud.
Her er en smagsprøve på hvad en kuldsejlet karriere, kan få folk til at mene: 'Danskerne som vi er flest, vil høre sammen, være medlem af den danske stamme. Det giver os en rank ryg. Men det får også nu og da vores hjerter til at banke varmt. Det pulsslag vil vi ikke undvære. (...) Men indvandringsfadæsen handler ikke bare om penge. Den handler om, at vore 300-500.000 muslimske indvandrere er ved at etablere sig som et samfund uden for det danske stammefællesskab. Et samfund med egne regler, der indebærer ufrihed, undertrykkelse, vold og barbarisme'. (Jyllands-Posten, 13.4.2005).
Hvor Ole Hyltoft i det mindste har et forfatterskab bag sig, har været anmelder på Aktuelt, samt været ministersekretær i Kulturministeriet, da er det mere gådefuldt, hvilken kulturpolitisk indsats Katrine Winkel Holm har udøvet - bortset fra at forbande islam og fremhæve kristendommens overhøjhed over andre religioner. I denne egenskab er hun da også blevet valgt som næstforkvinde i Lars Hedegårds islamofobiske Trykkefrihedsselskab og det ligeså indvandrerfjendske Præsteinitativet. Men mon ikke udnævnelsen i høj grad skyldes, at hun er datter af Sorte Søren (Krarup)?
Nu er det jo ikke første gang, 'kulturministeren' manifesterer sit fjendskab mod indvandrerne. Hvem husker ikke hans tale på de konservatives landsmøde i 2004: 'Midt i vores land - vores eget land - er der ved at udvikle sig et parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegange. Det kan og skal vi ikke acceptere. Det er her, vi har kulturkampens nye front.'
Med en holdning som denne, er det klart, at Brian Mikkelsen har brug for medkombattanter, og det er her Katrine Winkel Holm kommer ind i billedet. Hun skal være med til at forhindre, at der fremover optræder tørklædeklædte studieværter som for eksempel Asmid Abdol-Hamid (fra 'Adam og Asmaa'). Hun skal sikre, at kristendommen og det nationale får en større plads i DR. Og hun skal sikre, at der i DR kan 'plæderes for uligheden som en uomgængelig del af friheden' (Liberator - Internetmagasin om kapitalisme og frihed, 26. sept. 2005.)
Men - hov! Hvad er det egentlig Brian har gang i? Midt i den måske værste krise regeringen er ude i, og hvor der er åben krig mellem de konservative og DF, da udnævner han Søren Krarups datter til en fremtrædende post i DR. Er det en forsonende gestus for at please Pia Kjærsgård? Er det Brian, der bekender kulør, og viser hvor han har sit hjerte? Eller er det højrefløjen, der mobiliserer, nu hvor flertallet i befolkningen er væk, regeringstaburetterne vakler, og hvor det gælder om at stå sammen?
Under alle omstændigheder er der grund til at frygte for alsidigheden i DR. Den har det i forvejen ikke for godt: Væk er mange kritiske programmer som for eksempel Udefra, Koplevs Krydsfeldt med flere. Hvad bliver det næste?