07 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Zuma og Sydafrika

Zuma og Sydafrika

Lørdag, 23. december, 2006, 00:00:00

Zuma er millionær med aktieposter i en række virksomheder, er involveret i en række korruptions-sager, og har været sigtet for voldtægt af en hiv-positiv kvinde

af Morten Nielsen, informationsmedarbejder i Sydafrika Kontakt
I Arbejderen den 19. december havde Jens Henneberg Andersen en artikel om Sydafrikas Kommunistiske Ungdomsforbunds kongres. Problemet med artiklen er, at læseren kunne få det indtryk, at ANC, regeringspartiet i Sydafrika, har en fløj, der har en realistisk mulighed for at ændre ANC til et progressivt socialistisk parti.
Den opfattelse kunne man få, når Jens Henneberg Andersen skriver: 'Zuma repræsenterer den anti-liberalistiske, pro-socialistiske fløj i ANC.'
Jacob Zuma er tidligere vicepræsident i Sydafrika og nuværende vicepræsident for ANC. Udover at Zuma er millionær med aktieposter i en række virksomheder, er involveret i en række korruptionssager, og har været sigtet for voldtægt af en hiv-positiv kvinde, har han aldrig været opfattet som socialist eller kommunist.
Hvorfor venstrefløjen i ANC støtter Zuma, er et åbent spørgsmål. Zuma har siddet i ANC`s ledelse og haft en række poster i såvel regeringen som ANC, hvor han har haft mulighed for at markere en progressiv politik, der gør op med ANC`s nyliberale politik. Dette er aldrig sket.
Det samme kan i øvrigt siges om de ministre, der er medlemmer af kommunistpartiet, SACP. SACP har støttet ANC-regeringen. Derudover har SACP`s medlemmer af regeringen været medansvarlig for privatiseringer og har blåstemplet den førte politik.
Med SACP`s støtte er afstanden mellem rig og fattigt øget i Sydafrika efter 1994. Med SACP`s støtte er fattigdommen større nu end for ti år siden. Med SACP`s støtte, har man fornægtet sammenhængen mellem hiv og aids, og ført en politik, der betyder, at Sydafrika i dag har 5,5 millioner hiv-smittede.
Zuma har brug for venstrefløjens støtte for at blive Sydafrikas næste præsident - mit spørgsmål er, om de har brug for ham. Med Zuma som præsident for Sydafrika er det eneste, der helt sikkert sker, at der vil komme et skrifte i sprogbrugen. Men det vil ikke betyde en ændring i politikken. Bare at en ny gruppe kommer til fadet og beriger sig.
Uden at gøre mig til mester i Zulu, skal jeg dog oplyse, at Amandla betyder magt, og at Awethu betyder folket. Altså: Magten til folket. Ikke som der skrives: 'Magten er vores'. Bare det var så vel.
Jeg vil anbefale Jens Henneberg Andersen og de af Arbejderens læsere, der ønsker at sætte sig ind i udviklingen i Sydafrika, at bruge lidt tid på en ny bog, som Sydafrika Kontakt netop har udgivet som e-bog. Den giver et chokerende billede af dagens Sydafrika og konsekvenserne af den førte politik.
E-bogen 'At the end of the rainbow - Identity and welfare state in the new South Africa' kan man finde på www.sydafrika.dk på forsiden, lidt nede. I starten af det nye år kommer bogen i en trykt udgave på dansk.

Download pdf 'At the end of the rainbow - Identity and welfare state in the new South Africa'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. dec. 2006 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp