Året 2006 er nu overstået, med de mange udfordringer der har været både fagligt og politisk
fra LO Storkøbenhavn
2006 var året hvor regeringens kommunalreform blev implementeret. I LO Storkøbenhavn har vi arbejdet målrettet med indførelsen af det nye lokale og regionale beskæftigelsessystem.
2006 var året, hvor mange dele af fagbevægelsen gennemgik organisationsændringer med sammenlægninger mellem forbund og sammenlægninger af afdelinger inden for samme forbund, med reducering af antallet af lokale fagforeninger til følge.
2006 var året, hvor det gik op for flertallet i den danske befolkning, at regeringen ikke kunne holde deres løfter om velfærd til alle, og hvor uligheden både økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt er øget.
Året 2007 bliver også et år med mange nye udfordringer såvel faglige som politiske.
I 2007 er der LO kongres. Her skal den lokale struktur evalueres, og vi vil måske få de første svar på hvilken rolle, det lokale LO system skal spille fremover i en organisatorisk udvikling, hvor der bliver færre og færre lokale fagforeninger.
I 2007 skal LO Storkøbenhavn arbejde med det nye beskæftigelsessystem som sin hovedopgave.
Vi skal arbejde med plan og indhold for beskæftigelsesindsatsen i 2008, og vi skal understøtte de nye opgaver, som a-kasserne skal arbejde med i det nye år.
LO Storkøbenhavn skal i det nye år tilrettelægge sin indsats i forhold til de nye opgaver, som kommunerne har fået, og i forhold til Hovedstadsregionen som regionens største offentlige virksomhed.
LO Storkøbenhavn skal i det nye år øge indsatsen i forhold til udviklingen af arbejdsmarkedet i hele Øresundsregionen, samt øge indsatsen i forhold til udfordringen med den større indvandring af udenlandsk arbejdskraft som sker for tiden.
LO Storkøbenhavn vil i 2007 arbejde med udvikling af nye principper for organisering af arbejdskraften.
LO Storkøbenhavn vil også bruge sine fælles faglige kræfter i arbejdet for bedre velfærd.
Vi kan simpelt hen ikke acceptere, at mindst 30.000 danske børn lever i fattigdom, og at der dagligt skabes større og større ulighed økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt i Danmark.
Derfor vil vi, straks i det nye år, sætte fokus på den politiske udvikling med det formål, at flere og flere får del i en bedre velfærd med parolen: 'Mere velfærd i stedet for skattelettelser'.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278