Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Således lyder første strofe i en kendt nytårssalme, som vil blive sunget i mange danske hjem, når vi skifter 2006 ud med 2007

af Leif Randeris, kontorleder Indvandrerrådgivningen i Århus
I andre danske hjem vil denne salme ikke blive sunget. Det kan da også lyde en smule sarkastisk, at vi hvert år hilser det nye velkommen, men helst undgår menneskene, der følger med.
Der har i de seneste år gået strømme af nationalisme gennem det danske samfund. Og strømme har det med at være ukontrollerbare, ligesom vand. Begge elementer kommer ind overalt. Det har medført, at fantasien om familien Danmark næsten daglig nu konfronteres med eksempler på en udlændingepolitik, der slet ikke harmonerer med rigtig mange danskeres opfattelse af sig selv og Danmark.
I Danmark har visse politikere konstrueret begrebet indvandrere og indvandring. Det har ikke været tilladt at indvandre til Danmark siden starten af 1970`erne. Så i den moderne tid efter årtusindskiftet tjener begrebet indvandrere for visse politikere vel det enkle - 'dem og os'. Sådan at forstå - dem, der ikke er os. Debatten og politikken gøres til et objekt, så man kan bevæge sig (politikerne og medierne) op på et højere niveau for at udtænke generelle strategier om eksempelvis integration. Det er dejlig bekvemt, da ingen ved, hvad integration er, udover at politikernes og mediernes krav er - assimilation.
Og endelig har Dansk Folkeparti med pastor Søren Krarup MF som talerør afsløret, at den såkaldte starthjælp - den lave og fattiggørende bistandsydelse - i sin tid blev gennemført med det ene formål at stoppe indvandringen. Det bør stå klart, at Dansk Folkeparti ikke ønsker at byde nogen som helst velkommen til landet, men tværtimod sidder i Folketinget med nærmest det ene formål at gøre vejen til Danmark så besværlig som mulig. For til sidst helt at spærre den.
Integrationsminister Rikke Hvilshøj vil endnu ikke erkende, at starthjælpens vigtigste funktion er at afholde udlændinge fra at komme til landet, men klamrer sig i stedet til liberalismens mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men den i forvejen lave kontanthjælp er jo allerede begrundet med, at det skal kunne betale sig at arbejde! Rikke Hvilshøj påstår hårdnakket, at starthjælpen har den ønskede effekt, men hun har altså endnu til gode at dokumentere sin påstand. Det kan blive vanskeligt, når dokumentationen formentlig skal findes i hendes egen regerings tro på, at den bedste måde at føre integrationspolitik på er ved at forarme folk. Såvel Center for Alternativ Samfundsanalyse som Det Økonomiske Råd har i nylige rapporter opfordret regeringen til at afskaffe starthjælpen, da den holder en særlig gruppe mennesker i fattigdom uden bevis for, at flere kommer i arbejde af den grund.
Men som sædvanlig affejer pastor Søren Krarup MF alle opfordringer, der strider mod hans egne konklusioner, med, at de kommer fra eksperter forklædt som politikere. Og så er der ikke mere at snakke om, når regeringen har valgt udelukkende at basere sin udlændingepolitik på denne tankegang.
På Venstres Sommertræf i august hyldede statsminister Anders Fogh Rasmussen da også selv det faktum, at der i hans regeringstid er blevet strammet så hårdt, at familiesammenføringer og asylsøgende til Danmark er reduceret til en fjerededel af niveauet fra 2001. Men hvorfor er det i sig selv et succeskriterium at afvise og hjemsende så mange udlændinge som muligt?
Forklaringen skal nok findes i, at regeringen har en forstenet overbevisning om, at flygtninge og udlændinge i bund og grund søger til Danmark for at udnytte det sociale system. Denne form for småkriminalisering af etniske borgere i Danmark har været gennemgåede for retorikken og lovgivningen i statsminister Anders Foghs regeringsperiode. Derfor var det heller ikke overraskende, at der på den seneste finanslov blev afsat penge til, at Danmarks Statistik for fremtiden skal føre statistik over kriminaliteten blandt udlændinge og deres efterkommere. Men hvor stor mistro kan vi mon tillade os at have, før vi begynder at mistænke os selv?
Da arbejdsløsheden er et meget stort problem for etniske borgere som helhed, er denne gruppe så kriminelle og udnytter den det sociale system? Er de arbejdsløse etniske borgere så uvelkomne? Har de ikke de samme rettigheder som danskfødte borgere? Statsministeren gav selv svaret på Venstres Sommertræf, da han proklamerede, at Danmark er åbent for dem, som vil uddanne sig eller arbejde i landet. Men hvorfor åbner vi som et rigt, selvrost demokratisk land kun vore arme for dem, som i forvejen har mulighederne med sig, samtidig med at vi er skeptiske over for den gruppe, som er i nød og råber om hjælp?
Også på et andet område inden for udlændingelovgivningen mangler regeringen dokumentation for, at loven virker efter hensigten. På trods af 24-årsreglen finder tvangs- eller uønskede ægteskaber sted i lige så stort omfang som altid. Det indikerer, at stramninger på dette område ligeledes er styret af lysten til at stoppe familiesammenføringer og ikke tvangsægteskaber.
Stramningerne rammer friheden til et personlig valg af ægtefælle for alle - også rigtig mange danskere - og umuliggør kontakter med bedsteforældre, ødelægger familierelationer, tvinger folk, også danske statsborgere, til at flytte ud af Danmark.
Denne nytårstale vil give håb på dette område, hvis socialforvaltningerne i tide kommer i dialog med de udsatte unge og deres familier. Men da både socialrådgivere og politikere i kommunerne ligger under for en masiv berøringsangst på området og spareforanstaltninger, sendes sorteper videre til integrationsministeren og hendes lovmagere. Hvis enhver ung tvangsægteskabstruet kvinde eller mand vidste, at det kommunale system både kunne og ville hjælpe, ville de mange uønskede familiesammenføringssager svinde ind. Det er nemlig en kendsgerning, at mange herboende etniske borgere gerne vil have hjælp til at komme ud af de ægteskabsløfter, familien har givet i hjemlandet. Det ved vi i www.Indvandrerraadgivningen.dk Men den slags kræver samarbejde mellem rådgivninger og det offentlige, og det er mange socialforvaltninger ikke gearet mentalt eller vidensmæssigt til. Og så mangler den politiske vilje, statsligt såvel som kommunalt.
Det er dybt kritisabelt, at dårligt dokumenterede - på det nærmeste udokumenterede - påstande om arrangerede ægteskaber og virkningen af starthjælp danner grundlag for en diskriminerende og restriktiv udlændingepolitik, som tilsidesætter elementære menneskelige behov og selvfølgelige rettigheder.
I kommunalt regi har vi i årets løb oplevet, hvordan private boligforeninger tager utraditionelle metoder i brug for at komme af med de etniske lejere. Brabrand Boligforening fik med Vestre Landsrets billigelse lov til at smide hele familier ud af deres lejligheder i Gellerup, fordi ungerne havde lavet kriminalitet i en meget stor bydel af Århus. Vi finder denne fremgangsmåde yderst kritisabel og søger nu at få sagerne prøvet ved Højesteret. Indvandrerrådgivningen er af den opfattelse, at Lov om Leje er blevet skævvredet gennem boligforeningens jurister, således at elementære og lovgivne rettigheder nu tilsidesættes ved en dom, der vil danne præcedens fremover.
Vi skal opfordre de landsdækkende lejerorganisationer til at deltage i debatten, dem har vi ikke set meget til i de to en halv år, de såkaldte udsmidningssager har forløbet ved domstolene. Vi skal direkte opfordre politikerne til at ændre lov om leje, således det klart fremgår, om en familie kan opsiges, hvis en af husstanden begår kriminalitet uden for ejendommen eller opgangen. Det tvivler vi på, politikkerne vil forsøge sig med, da en sådan debat er en ren tabersag. Faktisk bebos flertallet af lejlighederne i Danmarks boligforeninger af danskere. Hvem er den næste, der smides ud af sin lejlighed?
Eftersom boligforeningerne nu en gang er i besiddelse af lejlighederne, har de så ikke et ansvar for, at borgerne har et sted at bo?
Flere boligforeninger i Århus bakker op om udsmidningerne og har ikke i sinde at udleje 'deres' boliger til familierne. Repræsentanter fra foreningerne mener sågar, at familierne er uegnet til at bo med andre mennesker, og at de har diskvalificeret sig selv, efter at et af deres børn har begået kriminalitet. Men hvor er logikken blevet af? Hvem kan diskvalificere sig, og hvem kan diskvalificere? Hvem er velkommen, og hvem er ikke? Skal de af samfundet økonomisk stærkt understøttede sociale boligforeninger være selvpromoverende og politiserende? Og i sidste ende, hvor skal sådanne familier bo? Har det danske samfund ikke stadig ansvaret for sine borgere, også de etniske?
Regeringens og visse politikeres mistro og ondskab til de etniske borgere har forgrenet sig ud i det danske samfundsapparat. Den tidligere omtalte pastor Søren Krarup MF roser integrationsminister Rikke Hvilshøj, fordi hun viljeløst på hans krav vil stramme udlændingelovene yderlig. Hr. Krarup synes ikke om personer eller andet, der taler ham imod. 'De har en politisk dagsorden. Sådan er det med godhedsindustrien.'
Hvis alle vi - der stadig tør - uanset den angivelige kristne og politiserende pastor Søren Krarups trusler og nultolerance - tør arbejde for et ligeværdigt, anstændigt og tolerant dansk samfund, tilhører denne omtalte godhedsindustri, så må vi nok indrømme pastor Søren Krarup førerskabet i Ondskabsindustrien.
Måske ligger problemet netop i dette paradoks. Statsministeren mener endog, at man tidligere har været overtolerant. Hvis man kan være overtolerant, kan man så også være undertolerant, men dog stadig tolerant?
Med håb om større gæstfrihed og tolerance i det nye år, ønsker vi alle etniske borgere i det danske land velkommen herhid!