Det er vigtigt, at vi følger med og selvstændigt belyser udviklingen. Vi kan støtte, rådgive og kritisere, men i sidste ende er det op til sydafrikanerne selv

af Jens Henneberg Andersen, Kommunistisk Parti
I debatindlægget 'Zuma og Sydafrika' fra 23. december kommenterer Morten Nielsen fra Sydafrika Kontakt min nyhedsartikel fra 19. december om Sydafrikas Kommunistiske Ungdomsforbunds (YCL) kongres.
Lad mig begynde med at beklage den fejlagtige oversættelse fra zulu til dansk.
Jeg er til dels enig i Morten Nielsens kritik af SACP`s støtte til og deltagelse i ANC-regeringen. Kritikken må også rettes mod den tredje af alliancens partnere, COSATU.
Både SACP og COSATU lader deres medlemmer i ANC binde af beslutninger i ANC-ledelsen, der ofte er i modstrid med organisationernes egne programmer.
Begge organisationer mangler en klar strategi for deres arbejde i ANC.
Jeg mener ikke, at ANC er, eller er på vej til at blive, et progressivt, socialistisk parti. Ordene 'Zuma repræsenterer den anti-liberalistiske, pro-socialistiske fløj i ANC' kan måske misforstås. Zuma støttes af den anti-liberalistiske og pro-socialistiske fløj i og udenfor ANC.
Det er ikke personspørgsmålet, der var udgangspunktet for min artikel, men derimod alliancen mellem ANC, SACP og COSATU.
Inden jeg går videre blot dette: Zuma blev frikendt i både retssagen om korruption og retssagen om voldtægt. Det er en udbredt holdning blandt flere kommentatorer, at der har været tale om politiske retssager og forsøg på justitsmord. Noget andet er, at kampagnerne til støtte for Zuma har været kontroversielle og til tider direkte usmagelige.

Alliancen
Det er mit indtryk, og det finder jeg positivt, at ANC-regeringsmedlemmer fra SACP og COSATU i stigende grad isoleres i deres 'oprindelige' organisationer.
Genoprettelsen af YCL i 2003 er et udtryk for en stigende forståelse af, at det er nødvendigt at sætte øget fokus på klassekampen i Sydafrika.
Jeg underkender ikke de fortvivlende sociale forhold i Sydafrika, med fattigdom, ulighed, arbejdsløshed og hiv/aids. De sidste 12 års ny-liberale politik, har ikke kunnet forbedre forholdene. Til tider tværtimod.
Men hvad med muligheden for forandring? Den findes stadig i alliancen mellem ANC, SACP og COSATU.
SACP afholder kongres i juli. De har lanceret nogle spændende diskussionspapirer, der har været bragt i 'The African Communist' nummer 1 og nummer 2-3 2006. SACP er gode til at stille både rigtige og præcise spørgsmål, men de er ofte vage i besvarelserne. Forhåbentlig vil kongressen afklare partiet.
Et af forslagene er, at SACP selv skal blive den ledende kraft i alliancen, frem for ANC.
Andre taler om, at SACP og COSATU helt skal forlade alliancen. Et risikabelt træk. Jeg har forståelse for navnlig SACP`s berettigede frygt for at miste sin folkelige forankring og blive isoleret politisk.

Stor respekt
Det er vigtigt, at vi følger med og selvstændigt belyser udviklingen. Vi kan støtte, rådgive og kritisere, men i sidste ende er det op til sydafrikanerne selv. Det er kun dem, der kan gennemføre grundlæggende samfundsforandringer i Sydafrika.
Jeg har stor respekt for både Morten Nielsens og Sydafrika Kontakts indsats i solidaritetsarbejdet og indsigt i forholdene i det sydlige Afrika. Dog forekommer det mig, at Morten Nielsen er for kategorisk i sin vurdering af muligheden for at ændre udviklingen.
Jeg håber, at Morten Nielsen, eventuelt i en kronik, vil uddybe sine synspunkter for mig og Arbejderens øvrige læsere.