Om politisk irrationalitet og demokratiske alternativer

af Patrick Mac Manus, forfatter
Afslutningen af den `kolde krig` har givet anledning til en opfattelse af, at selve historien nu er afsluttet. Med de liberal-demokratiske værdiers sejr er den verdenshistoriske hovedkonflikt bragt ud af verden. Den historiske proces har nået sit mål.
Fra denne synsvinkel er udbredelsen af det liberal-demokratiske værdigrundlag på globalt niveau det eneste tilbageværende historiske alternativ.
Samfundenes historie afløses af en verdenstilstand, der dybest set er ahistorisk og historieløs. Verden tømmes for de alternativer, der udspringer af forskellige historier, af forskellige vilkår, erfaringer og behov. En tilsyneladende afpolitiseret udgave af denne tilgang, hvor både den strukturelle og umiddelbare vold i processen underbetones, findes i udbredte opfattelser af `globaliseringen`.
I en verden uden alternativ kan den tilbageværende modstand nu betegnes som irrationel og dens overvindelse, også gennem voldelig intervention, kan undertiden betragtes som legitim. Begrebet `ondskab` er endda blevet genoplivet, ikke mindst i den politiske retorik, der præger den såkaldte `krig mod terror`. Ikke `ondskab` som tilsyneladende uforanderligt kendetegn ved menneskelivet som sådant, men som fænomen, der helt kan fjernes fra verden. En verden uden ondskab er i denne optik en verden, hvor magtens projekt endeligt har sejret.

Modstandens irrationelle udtryksformer
Det irrationelle i den fremherskende tænkning fremkalder da også sit eget irrationelle modsvar. Når mennesker berøves muligheden for at handle rationelt i forhold til egen interesse, indsigt og historie, udvikles det irrationelle som kompensationsform. Afmagt og modstandens irrationelle udtryksformer nærer hinanden. Under afmagtens vilkår, under fraværet af reelle handlemuligheder, udvikles tankesæt og handlingsmønstre, der kan være radikalt selvdestruktive. Både på individuelt og kollektivt plan.
Et ekstremt historisk eksempel på denne selvdestruktivitet er de sydafrikanske Xosaer, hvis militære modstand i midten af den nittende århundrede var blevet brudt efter årtiers krig mod de fremtrængende kolonisatorer. Under en kvindelig profets anvisninger greb befolkningen til nedslagtning af eget kvæg i titusindtal. Denne ofring skulle bringe en ny tid med sig, hvor det gamle samfund ville genopstå. At miste alt ved egen hånd, ved egen hånd at foregribe den forventede udslettelse, var at foretrække frem for passivt at underkaste sig en historisk proces, der forekom at være uden alternativ. Kun i kraft af en sidste selvødelæggende handling ville et mytisk alternativ kunne vise sig.

Desorientering af befolkninger
Oplevelsen af udsigtsløshed, den destruktive reaktion og den konservative drøm om det gamle samfunds mytiske genopståen, er også en nutidig erfaring. De nederlag, som socialismen, de nationale befrielsesbevægelser og selv en relativ moderat demokratisk reformpolitik har lidt igennem de senere årtier, har bidraget til en omfattende desorientering af befolkninger, til skærpelsen af en etnisk og religiøs identitetspolitik, til en hadets (og selvhadets) politik, der i dag er et truende element i en lang række samfund i verden. Ikke mindst i mellemøstlige og afrikanske samfund, hvis politisk-økonomiske udvikling er blokeret af både nationale og internationale magtstrukturer.
Opgaven er at fastholde alternativerne, at åbne for nye. At påvise og vise, at der er andre veje. Opgaven i denne del af verden er at bidrage indefra til en svækkelse af den fremherskende politisk-økonomiske model. En sådan svækkelse vil give befolkninger i den `anden` verden mulighed for i stigende grad selv at udvikle alternativer, der yderligere vil underminere denne politisk-økonomiske models dominans. De senere års latinamerikanske opbrud er et lovende tegn. Et fælles mål for disse mangfoldige kampe er og må være demokratiske og institutionelle fornyelser på både lokalt og globalt niveau.
Den demokratiske styreforms dynamik og tiltrækningskraft skal genskabes - ikke mindst i en tid, hvor en statslig sikkerhedspolitisk interesse i stigende grad nedbryder de politiske rettigheder. Næret af en frygtens politik, som den såkaldte `krig mod terror` hviler på, træder et vidtgående sikkerhedshensyn i disse år i stedet for den udvidelse af de demokratiske rettigheder, der alene kan løse både globale og nationale konflikter.

Demokratiet er i krise
I realiteten er demokratiske styreformer uprøvede på både lokalt og især globalt niveau. Hidtidige demokratiske landvindinger, som endnu på intet tidspunkt har omfattet centrale økonomiske strukturer på nationalt eller globalt niveau, er på utallige områder truet, stagnerende eller i reel tilbagegang. Demokratiet er i krise, både i sin nuværende indsnævrede form, der ret beset allerede blev skabt i det nittende århundrede, og i forhold til det niveau, som er påkrævet til løsning af det menneskelige samfunds globale udviklingsopgaver.
Kampen for demokratiet er et åbent og eksperimenterende forløb, der ikke må forfalde til den alternativløse tænkning, der kendetegner både den nuværende politisk-økonomiske model og en række hidtidige forsøg på at gøre op med den. Ikke mindst socialismens historie er præget af en sådan tendens, som har bidraget til dens svækkelse og sammenbrud.

Modstandens undertrykte historie
Den globale modstand udgår ikke fra et bestemt centrum, den ledes ikke af en bestemt instans, er ikke underlagt et enkelt, hierarkisk sprog. Den hviler på forskellige tolkninger, forskellige sprog og kulturer. At forbinde modstandens elementer, at knytte dens tråde og temaer sammen, at skabe overblik uden at reducere, at gøre modstanden forståelig for sig selv i hele sin globale kompleksitet, i sin samtidighed og usamtidighed, i sine ligheder og forskelligheder, er i dag en nødvendig praktisk og teoretisk bestanddel i udviklingen af denne modstand.
Der er også behov for at gribe tilbage til modstandsformer, herunder de anarkistiske og utopiske, der i den socialistiske tradition blev udgrænset og fordømt. Der er også en modstandens undertrykte historie, der skal rehabiliteres i en verdensåben tilegnelse af den mangfoldighed af kamp- og protestformer, der kendetegner verden i disse år.

Patrick Mac Manus er også talsperson for Foreningen Oprør.

Mellemovberskrifter er indsat af Arbejderen.