Manipulationen og udnyttelsen afspejles gennem Jacob Nossel. Har du slet ingen skrupler Mads Brügger¤¤, spørger han. ¤¤Overhovedet ikke¤¤, er svaret

af Ulla Nørgaard Pedersen, bestyrelsesmedlem i Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea
Journalist Mads Brügger drager til Nordkorea i juni 2006 med de to komikere Jacob Nossel og Simon Jul Jørgensen.
De udgiver sig for at være en teatertrup, 'Det Røde Kapel', som skal give en forestilling i landet. Truppen giver udtryk for, at de støtter Nordkorea, men det egentlige formål er at vise det nordkoreanske samfund som undertrykkende og umenneskeligt.
Til det formål manipulerer og udnytter Mads Brügger ikke bare de koreanere, han møder i landet, men også sine medspillende danske koreanere. Ikke mindst den kun 18-årige Jacob Nossel.
Inden afrejsen har truppen forberedt sig. Mads Brügger har sat sig ind i emner og spørgsmål, som har stor betydning for koreanerne. Truppen har også sammensat et show, og de har øvet sig lidt på nogle af numrene. Til stor morskab, i hvert fald for dem selv, har de endda øvet sketchen 'fru Christoff' med de originale skuespillere.
I Korea bliver det alvor. Dobbeltspillet skal stå sin prøve.

Manipulation
Truppen bliver vist rundt. De besøger skoler og institutioner, de er med i en demonstration, og de tilbringer en dag ved den demilitariserede zone mod Sydkorea. Overalt hvor de kommer frem, modtages de med stor varme og respekt. Ja, nogen gange med en begejstring, som ligner den Frederik og Mary møder, når de besøger provinsen.
De møder et hav af mennesker, og nogen kommer de tættere på. Det gælder især fru Pak og de andre værter, som guider og tolker for dem undervejs.
Her kommer Mads Brüggers evner virkelig til udfoldelse. Han er eminent, når han for eksempel taler om et genforenet Korea, og når han udtrykker respekt for afdøde præsident Kim Il Sung.
Han gør det så overbevisende, så fru Pak og de andre bliver dybt bevæget.
Der er ingen tvivl om, at de koreanske værter, og især fru Pak, personligt kommer til at sætte stor pris på de tre.
Manipulationen og udnyttelsen afspejles gennem Jacob Nossel.
'Har du slet ingen skrupler Mads Brügger', spørger han. 'Overhovedet ikke', er svaret.
Helt så nemt, er det ikke for Jacob Nossel. 'Nordkorea ikke bare er noget gøgemøg', siger han. 'Der er så mange lag, og det er svært at sige, hvem der er den egentlige skurk.' Et så nuanceret synspunkt slipper han ikke godt fra. 'De slår folk ihjel', siger Mads Brügger. Jacob Nossel er alligevel tøvende, men så kommer trumfen. 'De slår sådan nogen som dig ihjel'.
Efterhånden får Jacob Nossel lært, hvordan trioens handlinger kan retfærdiggøres, og hvordan dobbeltspillet klares.
'Man kan ikke undgå at blive berørt, når man er omgivet af otte voksne, der græder', siger han.

Undermennesker
'Men så skal man huske på, at vi er over dem. De er ti gange mere handicappede oppe i deres hoveder. Det skal man huske på, når vi lyver dem lige op i hovedet. Jeg kan ikke lide det. Men ellers ville vi blive smidt ud, og så kunne vi ikke fortælle den her historie.'
Hvad er det så for en historie, man vil fortælle?
Øjensynligt vil man blandt andet fortælle, at handicappede mennesker ikke er accepterede i det nordkoreanske samfund.
Det bliver så 'bevist' ved, at den koreanske instruktør korrigerer truppens show, sådan at publikum ikke opdager Jacob Nossels handicap.
For mig at se er der nu ikke noget mærkeligt i, at showet bliver rettet til. Det er et usandsynligt elendigt show, man kommer med. I de indledende smagsprøver, består showet hovedsageligt af prutten, råben og skrigen, garneret af amatøragtig tryllekunst, guitarspil, stepdans og fru Christoff-sketchen, iblandet små Piet Hein vers, á la 'Lille kat på vejen !'.
Intet under, at den koreanske instruktør synes, publikum fortjener bedre. Men han ved jo heller ikke, at nordkoreanerne ligger ti gange under Mads Brügger og kompagni.
I øvrigt er det meget svært at få øje på nogen afstandtagen til Jacob Nossel som handicappet. Tværtimod virker det som om han er den, der kommer tættest på de koreanske værter.
Måske fornemmer disse 'undermennesker' alligevel, at han er den i trioen, som er mindst handicappet - at han har sit intellekt, og sin sjæl og hæderlighed i behold.

Med dagens to indlæg lukker Arbejderen debatten om Det Røde Kapel.