09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Folkelig enhed i kampen mod den borgerlige politik

Folkelig enhed i kampen mod den borgerlige politik

Torsdag, 11. januar, 2007, 00:00:00

I 2007 vil Kommunistisk Parti deltage aktivt i kampen for den folkelige enhed, for at vælte den borgerlige regering og bane vejen for en ny politik

fra Kommunistisk Parti
Året 2006 var et dårligt år for Anders Fogh og den borgerlige regering. Trods beskæftigelsesfremgang og snak om gode tider for kapitalismen har hans regering lidt en række nederlag på vitale områder.
Den er blevet mødt af voksende modstand og utilfredshed fra store dele af befolkningen. Flere og flere vender sig mod forringelsen af den offentlige sektor og den kollektive velfærd og det voksende skel mellem rige og fattige i vores land.
* Krigen i Irak eskalerer som en modstandskamp mod besættelsen, samt i interne opgør. USA og dens ukritiske støtter, herunder Danmark er nødt til at se deres nederlag i øjnene. Dermed er også Anders Fogh og hans regering for alvor sat under pres af de folkelige kræfter, der ønsker, at Danmark øjeblikkeligt trækker sine tropper ud af Irak. Oveni kommer afsløringen af de skandaløse danske udleveringer af afghanske fanger til tortur hos amerikanerne.
* Store dele af den danske befolkning er blevet rystet over regeringen og dens støttepartis behandling af flygtninge og asylansøgere, der år efter år må tilbringe deres liv under koncentrationslejrlignende forhold.

Modstanden viser sig
Den 17. maj oplevede vi de største folkelige demonstrationer i mange år rettet mod de borgerlige angreb på den kollektive velfærd i Danmark. 17. maj-demonstrationerne afslørede Anders Foghs såkaldte 'kontraktpolitik' som et hult bedrag. Brede dele af befolkningen erfarede, at der bag løfterne ligger angreb på den offentlige sektor og afvikling af de skattefinansierede velfærdsordninger. Senest har afsløringen af hulheden i de lovede 'ventetidsgarantier' på hospitalerne vist dette.
* De mange blokader, strejker og demonstrationer mod nedskæringerne på daginstitutionerne i efteråret 2006 lagde et fornyet pres på den borgerlige regering. Men Anders Fogh afviste blot de aktionerende forældre og pædagoger som 'socialistiske ballademagere'!
* Den begyndende krise for den borgerlige regering har senest resulteret i voksende uro mellem regeringspartierne indbyrdes og har medført udskiftning af flere ministre.
* Der vil komme yderligere modstand mod regeringen, når virkningerne af strukturreformen begynder at vise sig i form af yderligere udliciteringer og nedskæringer.
* De kommende overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked med markante krav om lønstigninger kan i forening med kampen for den kollektive velfærd yderligere øge presset mod regeringen frem mod dens fald.

Kampen skal videreudvikles
Dette voksende pres på den borgerlige regering lader sig ikke stoppe af ministerrokader eller af nye smarte løfter fra Anders Fogh. Det bygger på en voksende erkendelse af den borgerlige politiks fallit og på ønsket om en ny politik, der sikrer og udbygger de kollektive velfærdsordninger. Den voksende erkendelse udvikler sig på arbejdspladserne, i fagbevægelsen, blandt de uddannelsessøgende og bredt i befolkningen i øvrigt.
En videreudvikling af kampen mod den borgerlige politik i 2007 er en forudsætning for, at Anders Fogh og hans borgerlige regering kan væltes og erstattes af den ny politik.
Fagbevægelsen, ungdomsorganisationerne og de øvrige folkelige organisationer, der er aktive i kampen mod den borgerlige politik, står med opgaven at forenes omkring fælles krav i kampen for den kollektive velfærd. En stærk folkelig enhed er ikke blot en forudsætning for at vælte Anders Fogh, det er også en forudsætning for, at et regeringsskifte ikke blot fører til en fortsættelse af den borgerlige politik, men bliver et opgør med den.

Centrale krav
Kommunistisk parti mener, at følgende spørgsmål og krav er centrale i udviklingen af den folkelige enhed mod den borgerlige politik:
* Opbygning af en aktiv overenskomstbevægelse omkring kravet om højere løn.
* Solidaritet i kampen for at organisere såvel danske som udenlandske arbejdere i den danske enhedsfagbevægelse under danske overenskomster.
* Ordentlig pleje og en værdig alderdom til de ældre.
* Bedre og billigere daginstitutioner.
* Den kollektive trafik skal udbygges.
* Et uddannelsessystem for alle med tydelige forbedringer på alle niveauer.
* Et sygehus- og sundhedsvæsen, der lever op til befolkningens voksende behov og krav, uden ventelister.
* En mærkbar stigning i både dagpenge og kontanthjælp og andre sociale ydelser.
* Amnesti for alle flygtninge og asylansøgere, der har boet i Danmark i flere år.
* Danmark skal ikke deltage i flere imperialistiske krige, og alle danske tropper skal trækkes hjem fra Irak, Afghanistan, Balkan og Libanon.
I 2007 vil Kommunistisk Parti deltage aktivt i kampen for den folkelige enhed, for at vælte den borgerlige regering og bane vejen for en ny politik.

Vedtaget på landsledelsesmøde 6.-7. januar.
Mellemrubrikker indsat af Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jan. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:17

Idekamp