Det er ikke dokumenteret, at fælles forældremyndighed generelt er bedst for børn. Tvært imod peger danske undersøgelser faktisk på det modsatte

af KK, specialundervisningslærer (navnet er redaktionen bekendt)
Der synes desværre at være bred enighed i Folketinget om et lovforslag, der omhandler en ny forældreansvarslov. Denne indebærer blandt andet tvungen fælles forældremyndighed, mulighed for delt bopæl for skilsmissebørnene, det vil sige en uge på skift hos mor og far, og sågar mulighed for samvær med andre end forældrene.
På familiestyrelsens hjemmeside står der: 'Delebørn får mulighed for at være mere 'hele' børn'. Jeg mener, at det forholder sig stik modsat. Børn, der er underlagt en deleordning, er mere splittede børn, særligt når der ikke er et samarbejde mellem forældrene, der fungerer. Når forældre bliver skilt, er det netop fordi, de ikke formår at have et samarbejde i familien. Derfor er det utopi at tro, at størsteparten af skilsmisseforældre vil være i stand til at samarbejde, bare fordi der er tvungen fælles forældremyndighed. Det svarer til ved lov at tvinge de stridende parter i Mellemøsten til at blive enige.
Der er ingen forskning, der viser at skilsmissebørn har det bedst med deleordninger, det vil sige at bo lige meget hos deres mor og far. Hvilket voksent menneske ville kunne acceptere og leve godt med at bo en uge på skift i to forskellige verdener? Det er uacceptabelt og ikke udtryk for, hvad der er i barnets interesse, at den nye lov åbner muligheden for delt bopæl for børnene. Man kan ikke bare dele tiden med børnene mellem forældrene, som man deler 'Måge-stellet', det er mennesker, vi har med at gøre!
Det er heller ikke dokumenteret, at fælles forældremyndighed generelt er bedst for børn. Tvært imod peger danske undersøgelser foretaget af blandt andet psykologen Helene Flendt, psykologen Morten Nissens og mange flere faktisk på det modsatte. Denne kendsgerning bør man i lovgivningen ikke sidde overhørig, bare fordi Foreningen Far har udøvet en så kraftig lobby virksomhed, hvor de har slået på tromme for at 'børn har ret til både en far og en mor'.
Det nævnes i lovforslaget, at, i de ganske særlige tilfælde hvor forældremyndigheden skal placeres hos én forælder, er det forældrenes vilje til samarbejde, der skal have betydning for forældremyndighedsspørgsmål og barnets bopæl. Hvordan mon en dommer vil være i stand til at vurdere, hvilken forælder, der samarbejder bedst i en skilsmissesag, der er syltet ind i bebrejdelser, bitterhed, utroskab og meget mere?
Med hensyn til samvær med andre end forældrene er det en helt utilstedelig indblanding i privatlivet, at andre end barnets forældre (det vil sige staten) skal have mulighed for at bestemme, hvem barnet skal være sammen med. Det er en undergravning af forældremyndigheden.
Børns Vilkår er om nogen en forening, der er børnenes talerør, og som tager børnenes parti. Formanden for Børns Vilkår Peter Albæk har udtalt følgende:
'Når forældre, der ikke kan enes, skal tvinges til at have fælles forældremyndighed, er det ikke i barnets tarv. Man ved fra undersøgelser, at det største problem for skilsmissebørn er konflikter mellem forældrene. Så det her lovforslag handler ikke om barnets tarv men om ligestilling. Og det er synd for barnet.'
Denne holdning er jeg fuldstændig enig i. Det handler om ligestilling. Men der er ikke ligestilling mellem mænd og kvinder, mens børnene er små. På det tidspunkt ønsker de fleste mænd nemlig ikke total ligestilling.
Lovforslaget er lavet for at understrege, at forældre, selvom de bliver skilt, har et fælles ansvar for deres børn. Men generelt set er det moderen, der har hovedansvaret for børnene inden forældrene bliver skilt. I den forbindelse kan det nævnes, at op mod en tredjedel af alle fædre ikke tager den barselsorlov, de har ret til. Og mødrene er, ligegyldig hvor meget der råbes op om ansvarlige fædre, stadig dem, der er de primære omsorgspersoner for børnene. Det vil sige dem der tager til lægen, frisøren, vasker børnenes tøj, læser lektier med børnene, skifter ble, køber nye støvler, klipper børnenes negle, børster deres tænder! Derfor er der ikke noget odiøst i, at dette fortsætter efter en skilsmisse ved at det er moderen, der tager beslutninger i børnenes liv og har forældremyndigheden i tre ud af fire tilfælde.
Jeg mener ikke, at det er godt for børnene, at de skal høres i alle spørgsmål. Ved at blive indkaldt til samtaler i statsamtet/statsforvaltningen for at udtale sig i sagen bliver barnet konstant mindet om og draget ind i forældrenes konflikter. Hvis der ikke var nogen konflikt, ville det jo ikke være nødvendigt at høre barnet, og da konflikter mellem forældrene, som tidligere nævnt, er det største problem for skilsmissebørn, er det en rigtig dårlig idé at høre børnene så tidligt i deres liv og så hyppigt, som det er tænkt i både den nuværende og den måske kommende lovgivning. I stedet for bør samværssager lukkes hurtigst muligt, med mindre der er tale om sager med vold, misbrug eller andre overgreb. Børn er loyale og søger accept, og de vil vælge at føje den forælder, på hvis kærlighed og tilstedeværelse i deres liv de er mest usikre.
Hvad mon man gennem lovgivningen vil gøre for at sikre, at der ikke bliver udøvet chikane overfor børnene og bopælsforælderen ved at samværsforælderen konstant genoptager en sag i statsamtet/statsforvaltningen? Det er en form for chikane, man ikke hører noget om i pressen eller på de bonede gulve på Christiansborg. Men dette forekommer mindst lige så hyppigt, hvis ikke hyppigere, som den samværschikane, som mødre ifølge pressen og politikerne udsætter de stakkels fædre for. Men det råber mødrene ikke op om. De tier i håbet om at det vil skåne børnene. Den udgave af chikane skaber en evig uro og utryghed, fordi børnene aldrig ved, om samværet bliver lavet om, og fordi bopælsforælderen naturligvis også bliver påvirket af den konstante trussel om at genoptage en sag. For mit eget vedkommende har mine børns far genoptaget en samværssag med 1_ års mellemrum gennem de sidste otte år. Alle gange har statsamtets afgørelser fulgt faderens ønsker. Der er således allerede rigelig fokus på og positiv særbehandling til fædre.
Hvis man, fordi børn har ret til både deres far og mor, kan tvinge en fælles forældremyndighed ned over hovedet på et skilsmisseforældrepar, kan man så også tvinge en far til at lade være med at aflyse det så hårdt tilkæmpede samvær? Af egen og andres erfaring ved jeg nemlig at dette ofte sker. Hvis det handler om barnets ret, så bør fædre tilsidesætte arbejdsrelaterede opgaver og egne behov for at leve op til ansvaret. Og det er der mange, der ikke gør.
Flere mødre, inklusiv undertegnede, vælger hårdt presset at lade den fælles forældremyndighed fortsætte efter skilsmissen alene af den grund, at det vil gøre ondt værre for børnene at skulle igennem en lang, opslidende retssag. Derfor er der mange skilsmisseforældre, der har fælles forældremyndighed nu. Men man kan ikke se i statistikkerne, hvor dårligt det fungerer. Hvis man spurgte alle skilsmisseforældre, hvordan samarbejdet fungerer under den fælles forældremyndighed, ville svaret ikke være positivt.
Det er lykkedes ihærdige fædreorganisationerne at gøre det til et mantra, at 'et barn har ret til en far og en mor'. Det nævnes alle steder, at vi ifølge FN`s børnekonvention er forpligtede til at leve op til dette. Men formuleringen lyder ikke sådan i FN`s konvention om børns rettigheder (1989). I artikel syv i børnekonventionen står der nemlig:
'Barnet skal registreres umiddelbart efter fødslen og skal fra fødslen have ret til et navn, ret til at opnå et statsborgerskab og, så vidt muligt, ret til at kende og blive passet af sine forældre.'
Der er intet til hinder for at vi lever op til denne forpligtelse i den nuværende lovgivning. Den nye lovgivning handler i ligestillingens navn mest af alt om at give fædre mere magt.
Jeg er oprigtigt bange for hvilke konsekvenser en ny lovgivning vil få for børnene. Endnu engang vil det blive dem, der kommer til at betale prisen.