Uddannelse betalt af egenopsparing indebærer, som tidligere arbejdsmarkedspensionerne, en bevægelse væk fra den skandinaviske, universelle velfærdsstat

af Henrik Herløv Lund, økonom, cand. scient. adm.
Det er LO`s plan, at der som led i overenskomstforhandlingerne skal gennemføres en uddannelsesfond. Planen er inspireret af regeringen og accepteret af LO i Globaliseringsrådet.
LO har dog det problem, at medlemmerne hellere vil have kontanter. Dette har LO søgt at imødegå med, at efteruddannelse er lige så godt som kontanter. LO økonomer har regnet sig frem til, at en uges efteruddannelse giver et lønhop på 3000-4000 kroner om året.
LO har ret i, at der generelt på samfundsplan kan konstateres en positiv sammenhæng mellem uddannelse og lønniveau respektive mellem beskæftigelsesmuligheder og uddannelse.
Spørgsmålet er dog, om det er medlemmerne selv der skal betale efteruddannelsen, hvilket LO`s projekt jo går ud på?

Ingen garanti for lønfremgang
Der er flere problemer med planen og LO`s argumenter herfor.
For det første findes sammenhængen mellem uddannelse og løn kun på et overordnet statistisk niveau. Om indbetalinger til en uddannelsesfond kommer igen i form af løntillæg for den enkelte lønmodtager vil afhænge af, om arbejdsgiverne er villig til at honorere en meruddannelsesindsats ved lokale lønforhandlinger?
Det enkelte LO-medlem har således - uanset indbetalinger til uddannelse - ingen garanti for lønfremgang. LO`s argumentation halter således.
For det andet handler regeringens model i realiteten om en privatisering af finansieringen af uddannelse, idet lønmodtagerne som anført selv skal spare op til efteruddannelse. Heroverfor står, at uddannelse i den danske velfærdsmodel hidtil har været et samfundsanliggende og dermed en offentlig opgave. Hvilket lønmodtagerne hermed har betalt til over skatterne.
Er det er rimeligt, at lønmodtagerne selv skal betale til noget, som de allerede har betalt til over skattebilletten?
En opkvalificering af den danske arbejdsstyrke vil være central for Danmarks globale konkurrenceevne. Og navnlig blandt de ufaglærte er der et betydeligt uddannelsesmæssigt efterslæb. Når det gælder videregående uddannelse og forskning, har regeringen ikke været i tvivl om et kraftigt løft de kommende år. Hvorfor så ikke på det erhvervsmæssige grund- og efteruddannelsesområde?
Og hvor er den fordelingspolitiske balance, hvis LO-arbejderne selv skal finansiere egen uddannelse, samtidig med at regeringens øgede bevillinger til forskning og videregående uddannelse primært kommer de højtuddannede til gode.
Og til fordel for hvad bliver det, hvis efteruddannelses-omkostningerne væltes over på arbejdsmarkedets parter? Indgår besparelser på uddannelsesområdet blot i regeringens strategi for oparbejdelse af råderum for flere skattelettelser?

Vil øge ulighed
For det tredje er det spørgsmålet om denne privatisering af erhvervsmæssig uddannelse ikke udhuler den danske velfærdsmodel. Uddannelse betalt af egenopsparing indebærer - som tidligere arbejdsmarkedspensionerne - en bevægelse væk fra den skandinaviske, universelle velfærdsstat mod en mere kontinental velfærdsmodel, bygget op om arbejdsmarkedsfinansierede velfærdsordninger.
På den ene side har opbygningen af arbejdsmarkedspensioner bidraget til at sikre lønmodtagerne pensionsmæssigt. Men samtidig har opbygningen af arbejdsmarkedspensioner haft betydeligt ulighedsskabende sideeffekter og det samme kan lønmodtagerbetalt uddannelsesopsparing få.
Dette gælder navnlig, hvis der bliver tale om, at uddannelsesopsparing sker på individuelle konti. Individuelle opsparingsordninger, der er knyttet direkte til den tjente løn, medfører, at den indkomstmæssige ulighed fra arbejdsmarkedet føres videre over i velfærdsordningerne.
Lav løn genspejles på trods af en vis udligning i lavere pensionsopsparing og man kan befrygte, at den nu også vil blive genspejlet i ringere efteruddannelsesmuligheder.
Ramt heraf vil navnlig de lønmodtagere blive, som i perioder eller mere eller mindre vedvarende er uden for arbejdsmarkedet på grund af arbejdsløshed eller sygdom.
LO`s mål om at ville sikre sine medlemmer uddannelsesmæssigt er forståeligt, men med den valgte strategi risikerer fagbevægelsen at undergrave den velfærdsmodel, som den selv har bygget op. Der er god grund til udfra et lighedssynspunkt at fastholde den skandinaviske model med et overordnet offentligt ansvar for og en primært offentlig finansiering af hele uddannelsesområdet, også den erhvervsmæssige grund- og efteruddannelse.
Et alternativ til LO`s plan kunne være at arbejde for en offentlig garanti for, at alle - på dagpenge - i deres arbejdsliv kunne videreuddanne sig i et til to år. Væsentligt ville her være at sikre, at navnlig de korttidsuddannede sikres adgang til et betragteligt åremål af efter- og videreuddannelse.