Fogh er så åbenlyst selvbevidst om, at han er Mr. nummer ét. Og som sådan behøver man ikke at svare på alt eller svare særlig præcist

Der er altid en nummer ét. Nogen er valgt, og andre er udråbt for det gode eller for det onde. Nummer ét`s status kan være en døgnflue, vedvarende eller en fortid, der bliver trukket frem af glemslen. Nummer ét er noget, der kan komme på mange måder.
Kun de færreste kendte urmageren fra Kompagnistræde. Men fra den ene dag til den anden var han forsidestof - en helt. Med dette ord ophæves urmageren til en nummer ét, der angiveligt viser vej. Tværs igennem lov til helt.
Det må indrømmet ikke være nemt at være urmager i Vintage Ure, når to mand stiller sig op med noget, der ligner pistoler, men dog er attrapper. Det berettiger imidlertid ikke, at urmageren skyder de to med en rigtig pistol. Det kunne være en hændelse som så mange, men sagen bliver nu brugt i noget, der ligner politisk kampagne for rettigheder til selvtægt. En Helt står der på spisesedlerne.
Med en timing, som afstemt med et Rolex-ur, foreslår justitsminister Lene Espersen nu, at banker, butikker og restauranter skal have ret til at videofilme i de offentlige rum - 'røverens omklædningsrum', som det hedder.
Selvom antallet af bankrøverier er faldet fra 222 i 2002 til blot 68 sidste år, er der åbenbart behov for en ekstraordinær eskalering. Tilmed fanges otte ud af ti bankrøvere i forvejen.
Politikken er først at skabe en stemning af usikkerhed i de farlige offentlige rum dernæst at udvide statsmagten ved at forstærke den autoritære infrastruktur.

Onsdag stod Fogh i folketingssalen og forsvarede sit våbenbrug i Irak. Alt går godt i vores zone, lyder det igen og igen, selv om det tydeligt er en illusion.
Men Fogh er så åbenlyst selvbevidst om, at han er Mr. nummer ?t. Og som sådan behøver man ikke at svare på alt eller svare særlig præcist. Der er journalister, der i mere end et år har forsøgt at få Fogh til at svare på spørgsmål.
Hvad Fogh tænker, og hvad Statsministeriet gemmer holdes uden for overvågningen. Og offentlige debatter er ikke længere et offentligt anliggende, men en suveræn afgørelse af statsministeren selv. For eksempel svarer Fogh noget i retning af, at han ikke vil duellere mod attrapper, selvom Socialdemokraternes leder trygler om det.

PET-Kommissionen kaster ikke meget lys over sin mission. Den blev nedsat i 1999 med det formål at undersøge om PET efter 1968 - hvor Folketinget forbød det - forsatte med at registrere borgernes lovlige politiske virksomhed.
Indtil nu er der brugt 50 millioner kroner. Endnu er der ikke barslet med noget. Justitsministeren lader forstå gennem sin pressechef, at det jo ikke er regeringen, men den daværende socialdemokratiske regering, der nedsatte kommissionen. Det har åbenbart ingen hast.

Til gengæld er der fut i Bent Jensen, der på bestilling fra Dansk Folkeparti, er hyret til at lede Forsvarsakademiets nye center for koldkrigsforskning.
Næppe inden Centret er kommet i gang, kan Jensen - Koldkrigsforsker nummer ét - offentliggøre, at journalist Jørgen Dragsdahl har været KGB-agent: 'De kaldte ham nummer ét'. Det er ikke spor overraskende, og flere vil blive hængt ud. Sådan praktiserer Jensen sin egen form for aktionsforskning.
Jensens udfald har udløst en byge af kritik. Det skræmmer ham dog ingenlunde. Hidtil har det jo virket. Jo mere ballade jo flere penge kommer der fra regeringen og Dansk Folkeparti. Lige nu har de momentet til politisering af forskning og kultur. Ubehaget til trods, så er borgerlig kultur og forskning blot attrapper.