Sydafrika er fortsat et delt land. Ikke blot delt af sin særegne fortid og dens fortsatte virkning i nutiden, men også af strukturelle vilkår, der præger en lang række lande i verden

af Patrick Mac Manus
Med det første demokratiske valg i sin historie i 1994 vendte Sydafrika i en vis forstand tilbage til verden. En verden, der møjsommeligt havde etableret en række almene normer for det samfundsmæssige liv og som ikke i længden kunne rumme et samfund, baseret på racebestemt mindretalsstyre.
Sydafrika vendte i samme øjeblik tilbage til Afrika. I årtier havde Afrika været fortrængt, undertrykt, forvist og eksproprieret af det hvide Sydafrika.
I årtier havde Afrika været den truende skygge over et samfund, der gjorde alt for at inddæmme og bortmane det.
I dag er Sydafrika i verden og i Afrika på en helt anderledes måde end tidligere. Og landet kæmper med de udfordringer, som disse overgange indebærer.

Udfordringer
Er det muligt at forsone sig med fortiden - som det var hensigten med den Sandheds- og forsoningskommission, der blev nedsat efter den demokratiske overgang - når fortidens ulighed og marginalisering af millioner af landets indbyggere fortsætter og uddybes yderligere?
Står de kompromiser, der blev indgået under overgangen til demokratisk flertalsstyre, i vejen for en varetagelse af befolkningsflertallets interesser?
Er 'fastfrysningen' af ejendomsforholdene og ikke mindst af ejendomsretten til jorden i længden holdbar? Den oprindelige ekspropriation af den afrikanske befolkning står stadig ved magt - 80 procent af jorden ejes fortsat af det mindretal, der måtte afstå den politiske magt.
Hvis det egentlige sociale og politiske indhold i overgangsprocessen er etableringen af en ny elite, der smelter sammen med tidligere eliter, hvordan vil andre sociale interesser kunne gøre sig gældende i fremtiden?
I hvilken grad er det muligt at udvikle politiske og økonomiske alternativer i en relativt set meget lille nationaløkonomi uden at miste fodfæste i en global økonomi, som landet i stigende grad er blevet integreret i?
Vil opkomsten af sociale bevægelser og et sammenbrud i den hidtidige 'historiske alliance' mellem regeringspartiet, fagbevægelsen og det sydafrikanske kommunistparti kunne skabe en ny udviklingsdynamik?
I disse år er spændingerne både inden for ANC og inden for alliancen blevet skærpet.
Eller vil massiv fattigdom føre til omsiggribende indre sammenbrud, hvor det sociale liv præges af stigende vold, misbrug, håbløshed og misere? Dette kan danne grundlag for destruktiv populisme og etnisk konflikt, som allerede nu i Sydafrika er ved at fortrænge 'regnbuenationens' optimistiske symbolik.
Det igangværende opgør om præsidentembedet og kontroverserne omkring ANC`s vicepræsident Jacob Zuma bærer også et etnisk og populistisk præg, båret af folkelig utilfredshed med et regeringsparti, der er blevet mere og mere bureaukratiseret og utilgængeligt. Det er givet, at Zuma ikke er svaret, men er selv en del af problemet.
Vil angsten for disse perspektiver medføre politisk fornyelse og vidtrækkende reforminitiativer eller stigende repression fra statens side? I september 2006 kunne det sydafrikanske Freedom of Expression Institute (FXI) konstatere en skærpelse af forholdet mellem statslige myndigheder og civilsamfundet, hvis protestaktioner i stigende grad bliver mødt med indskrænkninger i forsamlings- og ytringsfriheden.
Spørgsmålene tårner sig op, og svarene vil ofte kun blive givet i udfoldelsen af en historisk proces, der som oftest vil vise, at der også er helt andre spørgsmål og andre svar, der trænger sig på.

Et delt land
Sydafrika er fortsat et delt land. Ikke blot delt af sin særegne fortid og dens fortsatte virkning i nutiden, men også af strukturelle vilkår, der præger en lang række lande i verden. En voksende uformel sektor og millioner af arbejdsløse og underbeskæftigede er blot ét af disse vilkår.
Hidtidige modeller for 'modernisering' af samfundsøkonomier slår ikke længere til. Ikke alene den 'socialistiske udviklingsmodel', men også varianterne af en kapitalistisk udviklingsvej er i dyb krise.
Med baggrund i den nuværende globale produktive kapacitet formår industrialiseringsmodellen ikke længere at absorbere de utallige marginaliserede. Som skildret af Mike Davis i Planet of slums (2006), er koblingen mellem industrialisering og urbanisering brudt. Sydafrikas endeløse townships og locations, en vildtvoksende og trøstesløs vækst i uformelle og forarmede bosættelser, er blot et eksempel herpå.
I de senere år er der opstået en omfattende litteratur om 'formel' og 'uformel økonomi', om relationerne mellem en 'første' og 'anden økonomi'. Oftest er der tale om bestræbelser på at 'løfte' den 'uformelle' økonomi ind i et mere reguleret økonomisk kredsløb, som ofte blot har undermineret fleksibiliteten i den 'uformelle' overlevelsesøkonomi.
Der er også synspunkter, der i den 'uformelle' økonomi ser muligheder for at videreudvikle et brugsværdiorienteret kredsløb af produktion og tjenesteydelser, der kan tjene de marginaliseredes interesser.
Dette synspunkt findes i en række debatoplæg fra det sydafrikanske kommunistparti, som i stigende grad søger at forholde sig til den omfattende marginalisering i det sydafrikanske samfund og til de krav og behov, der her vokser frem (Bua Komanisi! 5/1, maj 2006).
Den nytænkning, som Sydafrika og andre lande vil være påtvunget, er nødvendig for alle, der ønsker at kunne håndtere og forstå den tiltagende marginalisering af stadig flere, både i mere velstående og mindre udviklede økonomier. Også i dette land med sine mange udstødte.

Globale tendenser
I sit forhold til regionen og i sin egen indre udviklingsproces illustrerer det sydafrikanske samfund en række globale tendenser. Som økonomisk centrum med omfattende investeringer i regionen er Sydafrika også målet for en betydelig bevægelse af migranter og flygtninge, ikke mindst fra Zimbabwe.
Både i forhold til omverdenen og til sit eget flertal af underprivilegerede præges Sydafrika i disse år af en forstærket tendens til at 'befæste' sig. Det fysiske og sociale rum, både de ydre grænser og de 'indre grænser' mellem sociale klasser bliver mere og mere markeret, kontrolleret og bevogtet. De rige og mere velhavende forskanser sig, og på mur efter mur ses skiltet: Armed Response, et varsel til indtrængende om, at der vil blive skudt.
På denne måde kan et land, hvis opgør med apartheids adskillelsespolitik endnu er i frisk erindring, antage træk, der kan genkendes internationalt og er blevet betegnet som 'global apartheid'. I skabelsen af en 'dobbelt belejringstilstand', vendt mod en fattig omverden og mod egne underprivilegerede, vender Sydafrika også tilbage til verden. En verden af 'beskyttede enklaver', hvor kløften mellem rig og fattig er i global vækst.
Fra en anden synsvinkel kan udviklingen i den globale økonomi åbne for nye muligheder. I takt med svækkelsen af den hidtidige amerikanske dominans og af en række globale institutioner som Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og WTO, der har afspejlet denne økonomiske dominans, er vi vidne til en omorganisering af den globale økonomi.
Nye 'opadstigende' økonomiske magter og dannelsen og intensiveringen af nye samarbejdsrelationer aftegner sig allerede. Udviklingen i samarbejdet mellem Sydafrika, Brasilien og Indien, som blev formaliseret i 2003, hører til dette nye mønster. Heri ligger der udviklingsmuligheder, der kan være mere 'lydhøre' over for lokale og regionale behov end den hidtidige såkaldte 'Washington Consensus', som især har betydet en svækkelse af den statslige interventionsevne, en omfattende privatisering af samfundsøkonomiske nøglesektorer og global markedsliberalisering.
I stigende grad bliver det tydeligt, at denne ensartede neoliberale model ikke kan indfri uensartede udviklingsbehov. En sådan erkendelse baner sig vej i Sydafrika, og de nye regionale og globale samarbejdsformer kan bidrage til udviklingen af nødvendige alternativer. Men ikke mindst er skabelsen af stærke demokratiske bevægelser en forudsætning herfor.
En stærk sydafrikansk arbejderbevægelse, der også formår at gøre de marginaliserede massers interesser til sin, og ikke alene repræsenterer de relativt privilegerede i den formelle sektor, hører med hertil.

Patrick Mac Manus er medlem af Sydafrika Kontakts forretningsudvalg og var formand for Landskomiteen Sydafrika-Aktion under kampen mod apartheid.