Der består en række tilsammen stærke indicier for, at Danmark har udleveret fanger til amerikanske tropper, og dermed til overgreb og tortur

af Villy Søvndal, medlem af Folketinget for SF
Læren fra den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan er mere end noget andet, at den danske regering ikke ser sig som sin broders vogter.
I dette tilfælde er broderen de allierede amerikanske soldater. Og dét, der ikke skal vogtes, er overgreb på overgreb mod tilfangetagne irakere eller afghanere. Det er i sandhed et moralsk problem. Når vi drager i krig sammen, så forpligter det til mere og andet end at se den anden vej, når det er ubehageligt.
Vi ved stadig ikke hvad regeringen vidste og ikke vidste om skæbnerne for de afghanere, danske soldater udleverede til amerikanske soldater. Men selv i tilfælde af, at den danske regering ikke havde konkrete, direkte henvendelser om, at de tilfangetagne kunne risikere overgreb, tortur og i årevis befinde sig i et retsligt tomrum, så havde både FN og Amnesty, samt en række udenlandske og danske medier påpeget, hvad der foregik med fanger i amerikansk varetægt.
Alene indicierne burde have været nok for den danske regering til at handle. Der har jo heller ikke været megen tvivl om overgrebene i Irak. Alene koalitionspartnernes brud på Geneve-konventionerne burde have fået den danske regering til at revurdere, om Danmarks soldater skulle være i koalition med lande, som benytter sådanne midler, som Abu Ghraib-billederne viste os. Ser intet, hører intet, siger intet.
Statsministeren bruger som undskyldning for det manglende kendskab til Afghanistan-affæren, at han ikke altid får læst hverken Berlingske Tidende eller Politiken. Det er svært at tro. Og endnu sværere at tro, at ikke én i hoffet omkring statsministeren i så fald havde læst artiklerne dér. Eller dem i de store amerikanske aviser. Eller notaterne fra FN. Eller Amnesty. Det er dybt utroværdigt, og statsministerens udfald mod Danmarks Radio skal ikke have lov til at skygge for sagens alvor og regeringens under alle omstændigheder meget lidt flatterende rolle.
Den danske regering har ved enhver lejlighed ladet tvivlen blive stående, fordi den kategorisk har nægtet at lade sig se efter i kortene. Både Irak og Afghanistan, om hvilke der er mange dybt problematiske forhold, holdes fri. Kun historiske emner, som den kolde krig eller samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig kan finde nåde for regeringens selektive forståelse af ansvarspådragelse - på tryg, historisk afstand.

NUL at komme efter
Regeringens besvarelser af spørgsmål i Folketinget og dens standard- og automatsvar har forpestet klimaet i det danske folkestyre. Det er ingen tilfældighed, at ganske almindelige mennesker, uanset politisk overbevisning og over en bred kam, kan finde på at slå ud med armene og udbryde, der er ikke noget at komme efter. Den sætning har landets statsminister brugt så flittigt, at den står som et grumt og sarkastisk banner henover regeringens samlede embedsførelse.
Der er ingen tvivl om, at den danske statsminister efter 11. september har følt sig stærkt forpligtet til at bakke 100 procent op om den amerikanske regering, og efterhånden som USA`s regering begyndte at gradbøje spillereglerne, blev det klart for Fogh, at han måtte formulere sig på en sådan måde, at han på den ene side kunne give det danske Folketing indtryk af, at Geneve-konventionerne ikke var sat ud af kraft, og på den anden side give de danske styrker - først i Afghanistan og siden i Irak - så tilpas en frihed, at den politiske ambition om at imødekomme amerikanerne ikke blev hindret.

Gradbøjning af principper
I forhold til filmen Den hemmelige krig, så har Statsministeren nok henvist til, at fangerne ville blive behandlet i henhold til principperne i Geneve-konventionerne.
Men sprogligt kan dette både opfattes i betydningen, vi følger strikt principperne, ordlyden og intentionerne i Geneve-konventionerne, det vil sige til-punkt-og-prikke, men det kan også betyde - som tilfældet reelt har været - at man i det store og hele var opmærksom på principperne og ville tilstræbe at følge dem, når det ellers var belejligt.
Der består fortsat en række tilsammen stærke indicier for, at Danmark har udleveret fanger til amerikanske tropper, og dermed til overgreb og tortur, og at man både politisk og militært har været ikke bare vidende, men indforstået med det. Selv hvis det ikke i praksis måtte være sket, er det værd at være optaget af, om regeringen har beredt vejen for, at man kunne have gjort det.

Spillerum
Har den danske regering bevidst formuleret sig på en sådan måde, at man kunne give USA det fornødne spillerum, og så blot se til den anden side og efterfølgende spille uvidende, hvis svineriet blev opdaget?
Sammenligner man med forløbet op til Irak-krigen, så tegner der sig et stærkt bekymrende mønster. Mens regeringen med nødvendighed har forberedt sig på dansk deltagelse i ugerne og formentlig månederne op til vedtagelsen af den danske krigsdeltagelse i Irak, talte både Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen om at 'Danmark følger FN-sporet', eller at en eventuel dansk krigsdeltagelse 'ville være forankret i FN'.
For så vidt angik Irak, så er der ikke bare en sproglig, men politisk indholdsmæssig forskel på at sige 'at Danmark kun går med i Irak-krigen, hvis FN`s Sikkerhedsråd beslutter en sådan aktion', og så på at sige 'FN-sporet' eller 'FN-forankret', hvad der regulært viste sig at være den rene elastik i metermål, nødtørftigt legitimeret ved at blive bundet om tidligere resolutioner - sådan som regeringen valgte. Oppositionen vidste godt, at der var tale om en både ønsket og villet forskel. Og der var ikke spor af forankring i FN.
Og læren fra Afghanistan burde under alle omstændigheder have printet sig hos den danske regering, inden den kastede sig ud i Irak-eventyret.