Hvis der ikke er noget at komme efter, hvorfor får vi så ikke en uvildig under-søgelse af den pågældende sag? Og hvorfor er det DR, der skal undersøges?

af Kent Broe Rasmussen, Hobro
Hvedebrødsdagene med en følgagtig presse ser ud til at være forbi for statsminister Anders Fogh Rasmussen, og det gør ham sikkert bange.
Det må man jo konkludere, oven på den energi han udviser, når han skal afvise DR og Guldbrandsens film, der sætter et kritisk lys på danske soldaters overdragelse af fanger til US-tropper i Afghanistan, hvor de tilbageholdte måske er blevet udsat for tortur.
I princippet er det jo lige meget, om der er sket overgreb et vist antal gange, og om danske soldater har haft Dannebrog på uniformen. Det der må være essensen er: Har regeringen vidst, at der blevet begået overgreb på fanger, og kan regeringen moralsk holde til en koalitionspartner, der bevidst overskrider krigens love i Afghanistan og Irak.
Hvis der ikke er noget at komme efter, hvorfor får vi så ikke en uvildig undersøgelse af den pågældende sag? Og hvorfor er det DR, der skal undersøges?
Hvis der er fejl og urigtige oplysninger i Guldbrandsens dokumentarfilm, er det en sag for Pressenævnet, men det er jo nok ikke det, der er det virkelige problem.
Problemet er nok mere det, at det er ved at gå op for regeringen, at den har været for meget medløber til Bush-doktrinen, og nu prøver med al magt at neddæmpe kritikken og sende så megen røg ud, at man mister overblikket.
Det har været mantraet for denne regering og dens medløbere at mistænkeliggøre personer og institutioner, der tillader sig blot den mindste kritik af den førte kurs. Det er kun et diktatur værdigt.
En statsminister, der proklamerer, at han står vagt om ytringsfriheden, smykker sig med lånte fjer, i mit sind er der ingen tvivl om, at Anders Fogh kun ønsker sig bovlamme mikrofonholdere og medløbende skriverkarle, der støtter op om den førte politik, og ikke en fri og uafhængig kritisk presse.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Anders Fogh Rasmussen i gentagne tilfælde har nægtet at møde kritiske journalister til interview og blacklistet visse medier, der ikke følger parolen om, at han og regeringen er ufejlbarlig.
Der er ikke noget at komme efter, det er jo utroligt, at man skal høre den slags i et demokrati, der er altid noget at komme efter, hvis man tager demokratiet alvorligt.