Den nuværende tilstand er ikke tilfredsstillende, og på tværs af partiskel bør alle kunne samles om en plan, som skal stoppe dette uvæsen engang for alle
af Ole Helding, lærer og medlem af byrådet i Høje-Taastrup for SF
Mobning er noget af det mest ubehagelige, som der findes. Ansvaret for mobning og bekæmpelsen af dette uvæsen er aldrig rigtig blevet placeret. Er det lærerne/skolelederne, som skal forhindre det. Er det forældrene, som skal opdrage deres børn til ikke at mobbe andre, eller er det politikerne, som skal sørge for, at lærerne og lederne er uddannet i konfliktløsning!
Jeg har tidligere været formand for skolebestyrelsen på min børns skole. Bestyrelsen arbejdede med hensigtserklæringer mod mobning, og i den forbindelse var ønsket om at erklære skolen for mobbefri meget nærliggende. Det er jo et ønske, som de fleste skoler har. Men hvordan skulle det i praksis føres ud i livet!
I Sverige er man gået så langt, som til tvangsmæssigt at flytte de elever som mobber andre elever på skolerne. I Danmark overvejer undervisningsministeren, om Danmark skal efterligne den svenske model.
I Knud Romers bog 'Den som blinker er bange for døden' fortæller han om sin opvækst i en større by i provinsen. Det er ufatteligt, hvor meget den dreng skal igennem af mobberi i sin skoletid. Flere gange tænker man, hvad skal der dog blive af den dreng!
Ar på sjælen
De fleste mennesker, som har været udsat for mobning, får ar på sjælen. Heldigvis kommer nogle mennesker videre med deres liv. Det gjorde Knud Romer, men der er også en del mennesker, som ikke får det rigtige udbytte af deres skolegang, fordi de hele tiden skal kæmpe på mange fronter for bare at overleve.
Selvfølgelig er det forældrene, som skal opdrage deres børn til tolerance, forståelse og en stor mængde tålmodighed overfor andre børn. Pædagogerne og lærerne har pligt til at gribe ind, så snart de oplever mobning og i grove tilfælde skal de gå videre med sagen til skolens leder. Skolens leder har jo det pædagogiske ansvar, og skal efterfølgende sørge for at problemerne bliver løst. De lokale politikere skal selvfølgelig bakke deres ledere op i deres bestræbelser på at forhindrer mobning.
Hvis der fandtes en klar definition på forskellen mellem drilleri og mobning, så ville det være meget lettere at bekæmpe mobning. Men den definition findes desværre ikke.
Udover forældrene - så må det også være lærerne, som er bedst til at observere, hvornår der sker nogle ting, som ikke skal ske. På min egen lærerkrop har jeg opdaget, hvor svært det er at gribe ind. Man skal selvfølgelig forsøge at gøre det. Lærerne ved godt, hvornår eleverne trives bedst og lærer optimalt, det er, når der er trygge rammer, og hvor man bliver accepteret, uanset om man er tyk, rødhåret, har fregner eller kommer fra Jylland.
Forældreparret fra Albertslund, som nu kræver erstatning fra en privatskole i Taastrup, har oplevet at se deres barn komme hjem med blå mærker på kroppen, med ødelagt tøj og sikkert uden det store udbytte af skoledagen. En forbandet situation for alle forældre.
Handling efterlyses
Svenskerne har gjort noget, Bertel Haarder tænker på at gøre noget og SF i Folketinget vil have, at der skal stå i folkeskoleloven, at alle som arbejder aktivt indenfor skolevæsnet aktivt skal modvirke mobning. Samtidig skal skolelederen aktivt arbejde for at stoppe al mobning på hans skole. Det bliver dermed skolelederens ansvar.
Det er svært at finde nogle personer, som ikke vil bekæmpe mobning. Men gør vi nok. I øjeblikket er alle meget opmærksomme efter erstatningskravet, som forældreparret fra Albertslund er kommet frem i pressen.
Den nuværende tilstand er ikke tilfredsstillende, og på tværs af partiskel bør alle kunne samles om en plan, som skal stoppe dette uvæsen engang for alle. Bertel Haarder, de politiske partier, lærerne, skolelederne og forældrene - kom så i gang.
Vi kan simpelthen ikke være det bekendt - tænk over hvor mange børn, som får en dårlig start på livet på grund af mobning. Stop det!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278