De liberale rettigheder er en forudsætning for menneskets frigørelse, men denne frigørelse ikke er mulig uden klasse-samfundets afskaffelse

af Niels Rosendal Jensen, Institutleder, Danmarks Pædagogiske Universitet, Institut for pædagogisk sociologi
Hvordan skal vi forholde os til dette nutidige forhold?
Liberalismen er i stærk forandring - 'tigerspringet fra minimalstat til kvalitetsreform' taler sit tydelige sprog.
Til manges overraskelse ville Venstre pludselig have sprogtests af indvandrerne for at opnå opholdstilladelse og senere statsborgerskab.
Derefter har fulgt en 'kulturkanon', prøver i stort set alle fag i folkeskolen og nu senest en 'kvalitetsreform'.
Muligvis er det ikke så overraskende endda. Anders Fogh Rasmussen harcellerede i 1999-2000 over de lave straffe i Danmark - blødsødenheden måtte væk og erstattes af hård lov og orden.
Har de nævnte ændringer båret præg af en forudgående liberal eller nyliberal argumentation? Stort set ikke. Det ny Venstre er et parti uden intern debat og med arbejdsmåder, der minder om de værste tider under Stalin. Vi har vel her i landet ikke haft en så stalinistisk regering nogen sinde tidligere.
Men lad os engang følge liberalismens 'svanesang'. Traditionelt har liberalismen hævdet den enkeltes ret over for staten eller flertallet. Altså har friheden til at udtrykke sine meninger, organisere sig politisk og udøve sin religion været betragtet som kernen i demokratiet. Liberalismen så det endvidere som en af sine hovedopgaver at markere og derefter værne om grænsen mellem offentligt og privat plus desuden fremhæve individets rettigheder over for stat og offentlighed.
Imidlertid bemærker den opmærksomme iagttager en sælsom omvending i liberalismens syn på forholdet mellem individet og samfundet. Staten er ikke længere 'det store dyr i åbenbaringen', nej staten skal helst komme med moralske påbud og sætte grænser i stedet for være tolerant i forhold til menneskers forskelligheder og give alle lige muligheder. Staten skal også efter 11. september have en mening om borgernes mulige hensigter og sikre sig indsigt i deres privatliv gennem overvågning. Den tidligere skepsis over for kollektivisme er byttet ud med beskyttelsen af et kollektiv, 'danskerne'. I stedet for at opfatte nationen som summen af individer, der bebor et bestemt territorium, eller som en historisk konstruktion, er det nu statens opgave at bestemme, hvad 'danskhed' er, og foretage en grænsesætning mod de 'udanske'.
Dette er ikke alene et dansk fænomen. Vi ser det senest med Folkpartiet i Sverige. Vi ser det ligeledes hos en række såkaldt liberale i USA, som trods traditionel tilknytning til Demokraterne, har støttet Bush i at svække modborgerlige rettigheder - oftest under den nærmest ikke modsigelige 'kamp mod terrorisme'.
Det vil kunne forklare omvendingen at kæde denne kortsigtede forandring sammen med et længere træk, nemlig den samfundsforandring, der har fundet sted de seneste 30 år. Ved overgangen fra keynesianisme til nyliberalisme er ikke alene økonomisk-politiske styringsredskaber blevet opgivet, men også selve begrebet 'liberal' har fået en anden tone. Nu hedder det markedsliberal, liberalisering og nyliberal.
Den mere højredrejede liberalisme er tilsyneladende en effekt af den nyliberale tænkning, som giver staten en mindre central rolle i reguleringen af økonomien. Men opgivelsen af den økonomiske og politiske styring betyder så omvendt, at styringen i dag handler om at regulere kultur og moral. Tidligere tiders økonomiske udjævning og forsøg på at fjerne sociale konflikter er erstattet af teknikker til at fastholde den sociale sammenhængskraft uden at stille spørgsmåltegn ved markedsøkonomien.
Parallelliserer vi med USA, er der sket en markant forskydning af magten fra de folkevalgte til præsidenten, samtidig med at statens anliggender er blevet mindre offentlige og åbne for debat. Det indledtes allerede under Reagan, men har fået virkelig medvind i lyset af 'krigen mod terrorisme'. En anden grænse vedrører forholdet mellem offentligt og privat, som er blevet stadig mindre klar. I USA har stadigt flere beslutninger været præsidentens opgave, mens den lovgivende magt hverken har indsigt eller magt. Dermed nedprioriteres den offentlige debat, som ellers plejer at være en forudsætning for lovgivning. Bush`s administration er på den måde blevet mere privat end offentlig. Derved undermineres den offentlighed og den magtfordeling, som ellers plejer at være forudsætningen for en åben beslutningsproces i et demokrati. Og denne udvikling går ikke bare for sig i USA, men i hele den vestlige verden.
Denne forandring af spillets regler er ikke en liberal specialitet; den vedrører også alle andre, inklusive det socialistiske venstre. Venstrefløjens forhold til de liberale rettigheder er slet ikke ukompliceret. På den ene side har man sagt ja til det universelle i retighederne; på den anden side har linjen været, at rettigheder ikke er tilstrækkelige til at gøre mennesker fri, idet de underliggende sociale uretfærdigheder skaber og reproducerer de uretfærdigheder, som rettighederne skulle afskaffe. Det skriver Marx om i 'Til jødespørgsmålet', hvor han taler om, at de liberale rettigheder er en forudsætning for menneskets frigørelse, men at denne frigørelse ikke er mulig uden klassesamfundets afskaffelse. Socialismen er således en radikalisering af og forudsætning for liberalismen.
Det er ikke ligefrem Marx` profetier eller analyser, der har været drivende i de seneste 10-15 år. Det er heller ikke længere relevant at tale om at ophæve disse rettigheder 'i arbejderklassens interesse', som venstrefløjen fremførte i 1970`erne. Men det er betydningsfuldt nok at diskutere fremkomsten af et socialistisk venstre, der især siden Berlinmurens fald har fundet sig til rette med, at der ikke fandtes alternativer til en markedsstyret kapitalisme med velfærdsstatlige islæt.
De socialdemokratiske partier i Europa har overtaget socialliberale ideer, men ikke af den grund ladet de kulturradikale ideer gå i glemmebogen. Det handler om kritik af stivbenet bureaukrati, blind vækst og rovdrift på miljøet, kombineret med hævdelse af gruppers rettigheder, feminisme og decentralisering. Denne nyorientering har indebåret, at det i dag er venstrefløjen, som hævder indviduelle og gruppers rettigheder, mens højrefløjen spiller op til moral og intolerance.
Det lyder paradoksalt, men måske er det venstrefløjens opgave at tage de liberale spørgsmål og forestillinger alvorligt.