Dansk er samfundsbærende, et levende modersmål, an-vendes i litteratur, politik, jura, medier, teologi og så videre, men det er foruroli-gende, at det ingen status har i forhold til anglo-amerikansk

af Jakob Buhl, cand.phil. i nordisk sprog og litteratur, Marstal
Næsten alle, der beskæftiger sig med sprogdebat i medierne - Arbejderen ingen undtagelse ('Sproglevende' den 3. februar) - og som ikke har studeret sagen indgående, begår den klassiske fejl at blande indlån af fremmedord sammen med spørgsmålet om domænetab.
Det første kan ganske vist godt være et vidnesbyrd om et kulturelt dominansforhold (for tiden angloamerikansk, som vi selv lader os påtvinge som en slags masochister), men derved ophører ligheden også.
Låneord er og har altid været en nødvendighed for et sprogs fornyelse og fleksibilitet. Indrømmet, det kan overdrives, men alligevel. Fransk, der traditionelt har værnet sig imod dem, har en stagnerende tendens. Islandsk derimod finder på nye ord for nye udtryk, eller pudser gamle af, og det fungerer relativt godt. Endvidere har det den fordel, at man som islænding undgår at 'brække tungen' på svært udtalelige fremmedord. Sammenlignet hermed er dansk pivåbent - på godt og ondt.
Domænetab er noget andet og langt alvorligere. Det er, når man på et eller flere samfunds- eller livsområder, for eksempel universiteter eller erhvervsliv, overgår til at tale et andet sprog og dermed underminerer det hidtil talte sprogs status og udvikling (samt afgrænser sig i forhold til andre, for eksempel de der via skatten er med til at finansiere ens uddannelse).
Eksempler på domænetab, der har været så vidtgående, at et egentlig sprogskifte har fundet sted, er talrige: svensk der er veget for finsk i Finland, frisisk og sønderjysk der er veget for tysk i Sydslesvig (og ironisk nok primært mens det var under dansk herredømme), gælisk der er veget for engelsk i Skotland og så videre. Sprogskiftet sker ofte på én generation, hvilket der ikke er plads til at uddybe her.
Dansk er et af verdens 100 største sprog. Det er samfundsbærende, et levende modersmål, anvendes i litteratur, politik, jura, medier, teologi og så videre, men det er foruroligende, at det ingen status har i forhold til angloamerikansk. Hos os selv, vel at mærke. Alene i forhold til indvandrere, som ikke er engelsk-talende, har det en vis status.
Der er brug for en dansk sprogpolitik, men hvordan?
- Skandinavisk nabosprogsforståelse bør styrkes (det samme gælder andre steder i verden, for eksempel mellem de romanske sprog, hvor man med en relativt lille oplæring kunne tale sit modersmål indbyrdes i stedet for engelsk), alt andet ville være tåbeligt, da indsatsen herfor er betydeligt mindre ressourcekrævende end ved at lære et decideret fremmedsprog. Sig hvad du vil stedet for hvad du kan!
- Respekt for sproglig variation, derunder dialekter og 'indvandrerdansk' vil gøre det mindre presset for udlændinge at lære dansk og vil åbne vores ører for både dialekter, indvandreres anderledes sprogtone og svensk/norsk.
- Kundskaber i andre fremmedsprog end lige engelsk (for eksempel tysk, fransk, russisk og så videre).
- Modersmålsundervisning for indvandrergrupper kan være nødvendig (er faktisk som regel tvingende nødvendig) i en overgangsperiode, men sproget i Danmark er naturligvis dansk og skal forblive med at være det! Dog burde erhvervslivet betragte det som en uudnyttet ressource at kunne udnytte de forhåndenværende kundskaber i arabisk, tyrkisk, punjabi og alle de mange andre - på verdensplan faktisk ganske store - sprog. Alt andet ville være dumt.
Når alt det er sagt, må det under devisen sproglig og kulturel mangfoldighed slås fast, at vi ikke kommer uden om såvel en styrket danskundervisning som at styrke status og sikre domæner for dansk og ej heller slipper for at lære engelsk godt (det påstås, at engelskkundskaberne hos en højtuddannet svarer til en 12-årig modersmåls-talende). Men dansk er sproget i Danmark. Det er også en forudsætning for selve demokratiet! Der gør sig naturligvis særlige forhold gældende for Færøerne, Grønland og det tyske mindretal i Sønderjylland.
Men udover at sikre en hæderlig status for vort modersmål her i landet må man også huske, at der er mangel på folk, der kan andre fremmedsprog end engelsk. Tænk på hvad man snyder sig selv for, hvis man i biografen kun ser amerikanske og danske film, man gør jo sin verden ensidigt to-dimensionel, på samme måde som man nogle gange ud fra debatten skulle tro, at der kun findes to religioner: muslimer og kristne. Verden er altså mere mangfoldig og det er vores sprog med til at bidrage til!