Den højreorienterede borgerlige såkaldte tænketank CEPOS har taget den danske flexicurity model til sig i den grad, at man har stået for en hel konference herom

af økonom, cand. Scient. adm., Henrik Herløv Lund.
CEPOS` støtte til flexicurity minder dog om den støtte rebet yder den hængte. For som altid er CEPOS` ærinde også i dette tilfælde at angribe lønmodtagernes rettigheder i den danske velfærdsmodel.
Som bekendt bygger flexicurity på kombinationen af på den ene side en stor fleksibilitet på arbejdsmarkedet med hensyn til afskedigelser og på den anden side et højt niveau af indkomstsikring i tilfælde af arbejdsløshed.
Men CEPOS støtter tydeligvis kun fleksibilitetsdelen af flexicurity, idet man fører sig frem med krav om drastiske forringelser af dagpengesystemet. Det er både dagpengesatsen, der falder CEPOS for brystet, men navnlig dagpengeperioden, der kræves forkortet fra fire til et år.
Hvad CEPOS tydeligvis ikke har forstået er, at man i flexicurity ikke kan have afskedigelsesfleksibilitet uden også at have høj indkomstsikring ved arbejdsløshed. Skulle det - som foreslået - lykkes reaktionære kræfter som CEPOS at forringe dagpengesystemet drastisk, vil fagbevægelsen naturligvis være tvunget til ved kommende overenskomstforhandlinger at kræve en langt større ansættelsestryghed i form af meget længere opsigelsesvarsler. Konsekvensen af CEPOS` krav er således ikke - som hævdet - at revitalisere flexicurity, men at aflive modellen - også den side, som arbejdsgiverne vurderer mest højt: Fleksibiliteten.

Et falsk billede
Lige så lidt gennemtænkte som CEPOS` arbejdsmarkedspolitiske forslag er, lige så lidt holdbare er CEPOS argumenter for dem.
Kravene om drastisk forringelse af dagpengesystemet begrundes af CEPOS med, at kun herigennem kan man tilføre det danske arbejdsmarked den nødvendige yderligere arbejdskraft i en situation, hvor der er arbejdskraftmangel. Dette er ifølge CEPOS - med henvisning til OECD - udgør en bremse på den økonomiske vækst og dermed velstandsudviklingen i Danmark.
Men CEPOS` billede af arbejdskraftmangel er ensidigt og ukorrekt. Det er rigtigt, at den officielle ledighed er historisk lav. Den officielle ledighed er aktuelt 110.000 personer, men den reelle ledighed ligger fortsat omkring det dobbelte inklusiv dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere udenfor ledighedsstatistikken.
Disse grupper er igen en del af en fortsat meget stor beskæftigelsesreserve, der ifølge Danmarks Statistik udgør 800-850.000 udstødte fra arbejdsmarkedet i Danmark. Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening er der faktisk endnu flere - omkring 950.000 personer udenfor arbejdsmarkedet.
Der er således - for dem som vil se og som vil tage fat om udstødningen - på ingen måde den arbejdskraftmangel i Danmark, som CEPOS - bevidst fejlagtigt? - hævder.

Forringelse er ikke løsningen
Og CEPOS` alt for typiske krav om forringelse af dagpengesystemet - og for den sags skyld kontanthjælpssystemet - vil ikke indfri målet om at stille mere arbejdskraft til rådighed for virksomhederne. Virksomhedernes behov er jo ikke blot arbejdskraft, men kvalificeret, arbejdsmarkedsparat og arbejdsvant arbejdskraft.
For en række af de tilbageværende langtidsledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere gælder, at rådighed for virksomhederne forudsætter en indsats omkring arbejdsmarkedstræning og uddannelse. Det er det, som skal til, for at virksomhederne kan bruge dem og ikke mere økonomisk pisk.
Uddannelse er også en kritisk faktor for de mange indvandrere og efterkommere blandt de fortsat ledige, men væsentlige forudsætninger for beskæftigelse handler også om danskundervisning samt en indsats mod fordomme og kulturelle barrier - på begge sider.
Og for nogle dagpenge-modtagere og en del kontanthjælpsmodtagere er der også andre problemer end ledighed, som er den virkelige barriere for beskæftigelse - ikke mangel på økonomisk incitament til at søge job. Endelig er der fortsat en betydelig merledighed for ældre arbejdsløse på grund af et fortsat aldersdi-skriminerende arbejdsmarked.
Økonomisk pisk i form af nedsættelser af dagpengesats og forkortelse af dagpengeperioden er således ikke løsningen, fordi barriererne handler om andet end økonomi. Skal arbejdsstyrken og beskæftigelsen øges, er der behov for helt andre tiltag.

Barrierne til arbejdsmarkedet
For unge og midaldrende dagpengemodtagere er uddannelse nøglespørgsmålet; for langtidsledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere handler det også om uddannelse, men også om afhjælpning af andre problemer end ledighed gennem individuelt tilpassede forløb; for ældre arbejdsløse handler det om at skabe arbejdspladser og bekæmpe aldersdiskrimering på arbejds-markedet gennem seniorpolitik og en indsats for bedre arbejdsmiljø og seniorordninger og for indvandrere og efterkommere består vejen til arbejdsmarkedet i forstærket uddannelsesindsats, danskundervisning og indsats mod fordomme og kulturelle barrier - på begge sider.
Tværtimod vil forringelse af sikringssystemet dræne dagpengemodtagere for nødvendige ressourcer til at kæmpe sig ud af de ikke økonomiske problemer, som hindrer tilbagekomst til og fast fodfæste på arbejdsmarkedet.
CEPOS` diagnose på flexicurity er således forkert. Problemet er ikke dagpengesystemet, men den fortsat meget store udstødning fra arbejdsmarkedet sammenholdt med den manglende politiske vilje hos regeringen til at bekæmpe denne gennem arbejdsmarkedstræning og uddannelse af langtidsledige, jobgaranti og seniorpolitik for ældre samt et positiv indsats for integration af indvandrere og efterkommere.
Det er om udstødningen, der skal tages fat og ikke om at dræne de udstødte for nødvendige ressourcer til at komme ud af udstødningen. Reduceres udstødningen, er der grundlag for både en øget beskæftigelse, en styrket økonomisk vækst og en øget velstand.

OECDs våbendrager?
Angrebet fra CEPOS på dagpengesystemet kommer som anført i forlængelse af den seneste OECD-rapport om dansk økonomi. OECD har i årevis været den nyliberalistiske økonomiske teoris højborg, der uden skelnen til velfærd, lighed og sociale hensyn dogmatisk har prædiket nyliberale reformer, som det eneste saliggørende økonomiske frelsermiddel.
Ikke overraskende fortsætter OECD da også denne gang kampagnen med nyliberale økonomiske reformforslag om forringelse af dagpengesystemet, indførelse af brugerbetaling for videregående uddannelse, liberalisering af boligmarkeder samt navnlig om reduktion af marginalskalskatten.
OECD var som bekendt også repræsenteret i den nyliberalt prægede Velfærdskommission og dermed bag den historiske forringelse af efterløn og pensionssystem, som Velfærdskommissionens arbejde resulterede i. Men som bekendt havde Velfærdskommissionen jo lagt op til en langt videregående nyliberalt orienteret reformering af velfærdssamfundet med netop indførelse af brugerbetaling, forringelse af dagpengesystemet, reduktion af top- og marginalskatter og andet.
Disse forslag fik Velfærdskommissionen i første omgang ikke gennemført ved det såkaldt 'historiske velfærdsforlig' i juni 2006. Men den nyliberale kampagne fortsætter og sigter tydeligvis i den indeværende, nye fase på en tilbagerulning af fordelingspolitikken gennem de anførte forslag om forringelse af dagpengesystemet, afskaffelse af boligstøtte og SU samt gennem forringelse af progressionen i skattesystemet.
Det er temaer, der også anslås af CEPOS og delvis også af Det Økonomiske Råd. CEPOS` offensiv mod dagpengesystemet må altså ses som en del af en bredere nyliberal kampagne og en ny fase i den nyliberale offensiv mod den danske velfærdsmodel.