Den hårde moral i plejeverdenen er ikke et isoleret fænomen. Regeringen mener, det er godt, at visse grupper bliver behandlet dårligt. Den hårde moral i plejeverdenen er ikke et isoleret fænomen. Regeringen mener, det er godt, at visse grupper bliver behandlet dårligt

Der vælter mange historier frem fra plejehjem og andre institutioner i plejeverdenen.
Beboere bliver lagt tidligt i seng, så de er af vejen, bliver liggende i egen væde, fordi andet er ubekvemt for personalet, beboere holdes fastspændt og bliver talt hårdt til - eksemplerne er lige så mange, som de er hårrejsende.
Det skal siges, at jeg aldrig har arbejdet i plejeverdenen. Kun hjemmehjælper i fjorten dage, det var ligesom det.
Ud fra en bureaukratisk og rationalistisk systemtænkning bliver forskellige grupper af borgere skilt fra 'det normale samfund'. Det begrundes i disse menneskers særhed, hvad enten de er fysisk eller psykisk handicappede, demente eller blot gamle og affældige. Eller i folkeskolen, hvor normer og metoder fører til udskillelse af flere specialklasser.
Man opretter 'unormale samfund', hvor der gælder særlige love og regler.
De aktuelle sager fra plejeverdenerne tyder på moralsk opløsning og ringeagt. Moral, værdier og social handlen bliver dannet i samfundet - det normale samfund, hvor modsætningerne mødes.
I de senere år har det været en klar tendens, at det bare er o.k. at behandle visse grupper dårligt. Det er tilmed regeringens opfattelse, at det er godt for dem og i særdeleshed for samfundet. Flygtninge sættes på usle ydelser. For arbejdsløse og folk på kontanthjælp er der ingen kære mor. De udsættes for en kynisme, som har fået det blå stempel helt oppe fra.
Så den hårde moral i plejeverdenen er ikke et isoleret fænomen. Men hvordan dannes moralen og personalets succeskriterier og beboernes succeskriterier i plejeverdenens unormale små relativt lukkede samfund?
Ældreplejen, skolerne og vilkårene på de forskellige typer institutioner er et ømt politisk spørgsmål.
Ligesom Danmark nu er opdelt i regioner på grund af sygehusene, er plejeverdenen lagt ud i kommunerne i en særegen form for armslængdeprincip. Kommunerne rammestyrer og vedtager kontrakter med institutionerne. Ledelserne her pålægges et stort papirarbejde, seneste i skolerne. Samtidig reguleres området af love, standarder, værdier, serviceaftaler m.v.
I lov om social service hedder det blandt andet: 'Magtanvendelse skal udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende og andre tilstedeværende, så der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.' Man skal ikke komme og sige, at der ikke bliver arbejdet med plejeverdenen, hvor hverdagen er underlagt et højt hierarki. Mange steder virker det, trods alt.
Kommunernes Landsforening (KL) har flere gange talt om, at socialpædagoger og andre grupper trænger til anerkendelse. Det er korrekt, fordi disse faggrupper, ligesom skolelærere bliver hængt ud i medierne, som ofte ikke forstår årsagerne til den historie, de forfølger.
Medierne er i høj grad holdt op med at tænke samfundsmæssigt og søge strukturelle forklaringer. Hvis KL mener, hvad de siger, var der ikke nogen nemmere måde at give anerkendelse og rekruttere personale på end at betale. Der er rigeligt plads i lommerne hos disse personalegrupper til et ordentligt lønløft. Men det er ikke den vej man går.
Så længe man udskiller plejeverdener som selvstændige systemer, så vil man heller ikke kunne komme ud over problemerne. Selvfølgelig kan beboerne blive behandlet efter love og bestemmelser, men den afgørende livskvalitet kommer ikke herfra.
Med andre ord bør plejeverdenerne være en del af det normale samfund - det er dét, der står til debat!