Betænk, at Jensen står over for ikke mindre end et samfundskomplot, eftersom de røde lejesvende har fået følgeskab af intellektuelle universitetssubjekter
af Per Diepgen, Horbelev
Venstrefløjens onde hærskare har atter på åben gade overfaldet storinkvisitator Bent Jensen og senest ifølge jyllandsposten den 17. februar udspredt misnøje om hans DF-forskning i Den kolde Krig.
Og når han om føje tid flytter fra sine kære kolleger på Syddansk til Forsvarsakademiet i Kongens København, vil han sikkert have en peberspray parat i baghånden.
Betænk, at Jensen står over for ikke mindre end et samfundskomplot, eftersom de røde lejesvende har fået følgeskab af intellektuelle universitetssubjekter, som han ellers i sandhedens navn har gjort så meget for.
Nu forudser han, at de i deres paranoia vil få en psykiater til at klynge ham op som en anden Daniel eller Jesus.
Men nej, lige fra barndommen har Bent lært at kæmpe sig fri af alle dem, der har kaldt ham rå og simpel, og han skal vide at rejse sig kongeligt af det søle, som disse utaknemmelige bæster har kastet ham ned i som et svin.
Undskyld ham, for denne vor sprogkyndige sovjetekspert mindes ingensinde at have læst noget så elendigt og elementært sjusk som i dilettanten Svend Aage Christensens fladpandede koldkrigsudredning under Dansk Institut for Internationale Studier, DIS - denne kancellipæne tryksag i et tungt og snirklet cirkulæresprog med talrige ordudfald, forkerte ordstillinger og forholdsord, talrige brud på ordentlig og korrekt sprogbrug, en masse uklarheder, fejl, misforståelser, udeladelser og misvisende citater, simpelthen en banal samling ubehjælpsomhed i omgangen med kilderne.
Men det er jo også bare Svend Aages tungetale, hans pedantiske bureaukrati, der emmer af enevælde og vi-alene-vide-holdning. Sådan!
Og den uskyldige Bent bliver helt rørt af at læse dette spekulative og udokumenterede vås, langt under hans niveau.
Sort tale? Næh, der er ikke noget at komme efter, blot en konstatering af udskuddet på venstrefløjen, alle disse kommunister og marxister og så de indbildte forskermedløbere, der forstiller sig som politisk korrekte mennesker (mennesker!) med politisk korrekte klichéer, systemets artige og velafrettede tjenere, der vel at mærke går rundt med skyklapper og udstøder forargede lyde, vildleder uskyldige og træffer politiske afgørelser, der er ødelæggende for samfundet, spreder fordækt information og opretter årelange og lyssky kontakter til en fjendtlig magt, dette forargede heppekor af stalinistiske apologeter, stalin-tilbedere, helt igennem betændt med censur og undertrykkelse ('apologeter' henviser til BJ`s Indremission og angiver almindeligvis den, der forsvarer kristendommen, just billedet på en kommunist).
Tror I mig ikke, bare fordi jeg måske selv er kommet i den sorte gryde og selv i 1940`erne og 50`erne hørte til på den forkerte side af Jensen, den ukorrekte blandt nationens fjender og fyldt med vrangforestilling?
Hvis nej, så læs selv aviserne, her især to kronikker af Bent Jensen, Jyllandsposten den 7. februar og Politiken den 16. februar. Udvid dit ordforråd og kend sandheden om venstrefløjen!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278