Der er ingen anden udvej end at slutte sig til modstandsbevægelsen og bekæmpe besættelsen, som er grunden til den katastrofale tilstand

af Hind Al Naimi Kjær, København
Før havde irakiske kvinder gode muligheder for sundhedspleje og uddannelse. Den irakiske sundhedssektor var den bedste i hele regionen.
I 1974 blev der indført skolepligt. Irak fik UNESCO pris i 1984 for sin alfabetiseringskampagne, den meste omfattende mod analfabetisme i verden.
I et samfund i totalt kaos er kvinderne første offer. I den gamle grundlov gjaldt kvindernes civile rettigheder over hele Irak. I den nye grundlov er alt dette skudt tilbage. Den nye forfatning åbner for religiøse og klanagtige standarder, som varierer fra gruppe til gruppe og fra region til region.
Der skal være 25 procent kvinder i det nye parlament. Hvem er disse kvinder? De er ikke kendt for andet, end at de er for besættelsen.
Det daglige livs basale behov fungerer dårligt, alt fra strøm til vand.
Alt, som hedder genopbygning, gik i vasken på grund af korruption udøvet af besættelsesmyndigheder og såkaldte irakiske regeringer.

Kvinderne rammes
Krigsoperationer og usikkerheden har voldt tusindvis af ofre, hovedparten er mænd, hvor fædrene var de eneste forsørgere i familierne. Og så må kvinderne arbejde, for at børnene skal overleve. Arbejdsmulighederne er utroligt begrænsede.
Udover arbejdsløsheden er der andre problemer. Kvinderne kan næsten ikke gå uden for døren uden mandlig beskyttelse.
Handel med kvinder foregår i Irak i stort omfang gennem mafiaer, som myndighederne godt kender til. Politiet står ved skoleporten og værner biler, som bortfører pigerne enten til prostitution eller for at få løsepenge. Kvinder bliver bortført, solgt, eksporteret til udlandet eller tvunget til prostitution i lukkede bordeller.
Det nye Irak er et paradis for alle forme for kriminalitet, som tidligere var ukendt. Narkotika og handel med organer er blevet de nye store markeder.

Kun modstand er vejen
Familielivet er præget af usikkerhed og angst. Forældre skriver adressen til familien på ryggen af skolebørn med bøn om, at de som finder liget henter det hjem til familien. De fødende kvinder kan ikke altid nå til hospitalet, især når der er udgangs forbud.
Når det sker sekteriske militsangreb, står amerikanerne og politikommandoer og ser på. Folket ved, at politiet ikke beskytter dem. Man har totalt mistet tilliden til de irakiske sikkerhedsstyrker. Det er forståeligt. Over to millioner irakere er blevet flygtninge i Jordan og Syrien. Hundredtusinder er interne flygtninge.
Der er ingen anden udvej end at slutte sig til modstandsbevægelsen og bekæmpe besættelsen, som er grunden til den katastrofale tilstand.
Måske vil den 8. marts få betydning igen efter befrielsen.