Med instanser som Parkering København har vi slet ikke brug for andre almægtige
af Robert Dumong, Lejre
I begyndelse af december 2006 var vi i København og parkerede i Havnegade, ud mod vandet - på en plads der mest lignede en byggetomt. Flere biler holdt allerede samme sted, og det virkede meget naturligt. Ingen skilte markerede et p-forbud i området. Klokken var omkring 18.30.
Mere end fyrre dage efter dumper et brev ind med en rykker på ikke betalt parkeringsbøde. Rent bortset fra at det er første gang, vi hører noget om en forseelse, er vi meget overraskede over det postulerede brud på regler og vedtægter formuleret af Parkering København.
Men selve det videre forløb er næsten mest spændende.
Det oplyses, at der ikke er nogen muligheder for at klage over dommen ud over til selve den afgiftsudstedende instans. Alene tanken virker illusorisk.
Herefter belæres man om, at der ved manglende betaling vil blive pålagt en stribe tillægsafgifter - og oven i dette et retsgebyr, hvorefter man endeligt registreres for manglende betaling i Det Centrale Befordringsregister. ( De store bogstaver i navnet er direkte afskrift).
Uvillige betalere vil man pr. automatik kunne trække i ydelser fra det offentlige - eller gennem tilbageholdelse af løn.
Her kan det overhovedet ikke komme ind i billedet, at overholde gældende retsprincipper om at ingen er skyldig før han er dømt. Når Københavns Parkering har talt, har man bare at klappe hælene sammen og adlyde.
Skulle man være så formastelig at klage, kan det ske ved opkald til et 70-nummer, som hedder Københavns kommunes opkrævningsafdeling. Her stilles man så om tre til fire gange, efter lidt tangentakrobatik, hvor der for hver omstilling gives flere valg - og man så må trykke på den tast, som synes mest at ligne det sigtede mål. Og når det så er sket efter flere minutter - oplyser den automatiske stemme, at man har ringet til det forkerte nummer - og et andet opgives.
Her står man så i kø - som nummer et - i op til ti minutter, inden kontakt opgives.
I disse tider, hvor religion og profetdyrkelse er sådan oppe i tiden, må vi som danskere føle os privilegerede. Med instanser som Parkering København har vi slet ikke brug for andre almægtige.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278