Derfor klynker de kristelige nu, hvor de selv skal til at skaffe resultaterne hjem! Nu skal det gøres til en menneskeret at kunne lukrere på andre og en dyd at være egoist.

af Christian Juhl, formand 3F Silkeborg
Jeg havde for nogle år siden en god ven.
Venskabet udviklede sig til, at han altid kom på besøg ved spisetid. Og som traditionen er hjemme hos os, blev han altid budt på lidt at spise.
Indimellem talte vi om, at venskabet forekom lidt ensidigt, for han inviterede aldrig os på middag. Venskabet tørrede ud med tiden - og han har sikkert fundet andre 'venner', der lader ham invitere sig selv til spisetid.
Jeg kom til at tænke på ham, da jeg forleden uge så, at Kristelig Fagforening kaldte 3F for usolidarisk, fordi de havde forhandlet en aftale, som kun gjaldt 3F`s medlemmer. Det er ellers sjældent, at Kristelig Fagforening bruger ordet solidarisk.
Nu har Kristelig Fagforening i årtier inviteret sig selv på aftensmad på andres regning. Deres medlemmer har automatisk fået de samme lønstigninger, som 3F`s (og i gamle dage SID`s) tillidsfolk havde forhandlet hjem på arbejdspladsen. Aldrig har de på arbejdspladser, hvor jeg har arbejdet, ydet noget den anden vej.
Solidaritet betyder ikke, at nogen hele tiden skal yde til andre. Solidaritet betyder, at vi alle yder, hvad vi kan - for så i fællesskab at dele fortjenesten af vores indsats.
Er det så svært at forstå, at venskaber mellem mennesker får en ende, når den ene part kun vil have og den anden part hele tiden skal yde ?

Kristelig klynken
Derfor klynker de kristelige nu, hvor de selv skal til at skaffe resultaterne hjem. Den historie sælger ikke mange aviser - så de forsøger sig med historien om, at de bliver mobbet ud af arbejdspladsen, hvis ikke de er med i den fagforening, der har gjort arbejdet for overenskomst. Nu skal det gøres til en menneskeret at kunne lukrere på andre og en dyd at være egoist.
Kristelig Fagforening dækker måske en halv af arbejdsmarkedet med en overenskomst. Sandsynligvis er 50-80 procent af deres medlemmer dækket af almindelige LO-overenskomster. Dermed sikrer en LO-tillidsrepræsentant eller en LO-fagforening dem løbende forbedringer af løn, feriefridage, pension, søn- og helligdagsbetaling, skifteholdstillæg, overtidsbetaling. Det har deres egen kristelige fagforening ikke lyst til at bøvle med. De vil hellere ligge i slipstrømmen og skumme fløden af de andres arbejde - for eksempel resultaterne af de overenskomster, der forhandles i disse uger.
På deres hjemmeside opfordrer de deres medlemmer til at være strejkebrydere og arbejde under konflikten, hvis forhandlingerne ender i konflikt. De kristelige ledere siger, de ikke er en del af forhandlingerne og en eventuel konflikt, men de insisterer på, at deres medlemmer skal have del i forbedringerne bagefter.
I LO-fagforeningerne har vi et motto, der hedder 'Gør din pligt og kræv din ret'. De kristelige arbejder efter mottoet: Lad de andre gøre arbejdet, optræd gerne usolidarisk under en konflikt - men kræv del af gevinsten alligevel. Som jeg husker det, er den form for moral i strid med den kristne børnelærdom, vi lærte i min børneskole.

Strejkeretten
I almindelige LO-overenskomster er en af de universelle rettigheder, nemlig strejkeretten, fastholdt og indbygget som en naturlig del af forhandlingsmulighederne, hvis de andre muligheder glipper. De kristelige fagforeninger har solgt denne menneskeret for at tækkes arbejdsgiverne. Enhver kan vist forestille sig, hvor lidt styrke der ligger bag en fagforening uden strejkeret. Hvis LO-fagforeningerne havde gjort det samme, ville de have været en ligeså tandløs gammel tante i forhandlingerne som de kristelige.
Jeg anser strejkeretten for lige så universel og vigtig som stemmeretten og retten til at udtale sig. Det er ikke så ofte, den bruges. Men den blotte viden om at have den til rådighed løser mange problemer. Der er også mange danskere som aldrig bruger deres ytringsfrihed i form af at sige eller skrive deres mening, men ingen vil vist være glade for at den blev afskaffet. Det samme gælder retten til at stemme. Der går flere år mellem vores mulighed for at stemme til valg, men jeg håber, der ville lyde et ramaskrig, hvis den rettighed blev afskaffet.
Universelle rettigheder er en vigtig del af vores demokrati - også strejkeretten. Ynkelige er de, der prøver at fjerne sådanne rettigheder.

Dyremose viser vej
Men tilbage til solidariteten. Arbejdsgivernes stærkeste organisation er Dansk Industri. Deres formand hedder Henning Dyremose. Hans mest kendte bedrift har været - helt ufortjent - at få TDCs bestyrelse til at give ham 75 millioner kroner. Han er ikke den eneste erhvervsleder, der uhæmmet har raget til sig de sidste par år. Derfor er der store forventninger til, at de igangværende overenskomstforhandlinger.
Derfor lyder det hult, når virksomhedsejere i øjeblikket maner til tilbageholdenhed. Den slags formaninger hørte vi ingen af, da de selv skulle til fadet. Solidaritet handler også om at dele, når man i fællesskab har skabt værdier. Arbejderne og funktionærerne i danske virksomheder har knoklet lige så meget for de sidste års gode resultater som deres ledelser. Derfor skal de naturligvis også have deres del af fortjenesten. Hvis ikke arbejdsgiverne vil være med til det i de igangværende forhandlinger, spiller de højt spil med risikoen for en konflikt.

Den politiske solidaritet
Der er en naturlig parallel fra snakken om solidaritet på arbejdspladsen til den politiske udvikling. Alle forlanger, at den offentlige sektor skal være til rådighed med forskellige serviceydelser, når vi har brug for det. Men når politikere foreslår, at vi skal sænke skatten, stemmer nogle af de samme mennesker på dem.
Det er sågar blevet moderne at se på, om man nu får ligeså meget ud af det offentlige system, som man har bidraget med. Det er endda blevet helt legalt, at de, der har udhulet økonomien i den offentlige sektor, skælder ud på de, der i samme sektor skal løbe hurtigere for at yde den samme sektor. Især blandt de højest lønnede bliver der kigget nøje på, hvordan det er muligt at betale mindst muligt i skat, og så i stedet investere pengene i glaserede tagsten, firehjulstrækkere på gule plader og fladskærme i alle rum.
Resultatet ses allerede. De, der har svært ved at klare sig, skal ikke regne med det store sociale sikkerhedsnet - hverken her eller ude i den store verden. Et godt samfund skal ikke måles på forholdene for de rigeste. Det skal måles på den måde, som de dårligst stillede behandles på.
Hvor er solidariteten på vej hen? Ikke den kristelige og nyliberale, hvor det kun er mig selv, der tæller, men den, hvor alle er med til at yde og alle er med til at dele frugten af indsatsen.
Hvor er den solidaritet, der giver sammenhængskraft, overskud og udsyn på vej hen?
Hvor er den solidaritet, der gennem årtier har gjort vores land rummeligt og konkurrencedygtig på én gang, på vej hen?