De sidste otte års tøven og ignorance fra politisk side har således skabt en larmende generation, der ikke længere forventer at nogen lytter til dem. En generation der gennem hele deres aktive ungdom oplevet, at ¤¤systemet¤¤ ikke er til for dem, at det aldrig lytter til dem.

af Jacob Graack, Tidligere aktivist i Ungdomshuset
Der hænger en stor tung sky over San Cristobal de las Casas her til morgen. Det er første gang i en måned, at solen ikke skinner fra en skyfri himmel, som om selv vejret her i det sydlige Mexico holder på sig selv og sørger over den kulturforbrydelse, der bliver begået i København i disse dage.
Jeg har ofte hørt det sagt, at det skulle være nemmere at kommentere på en situation, når man ikke selv står med begge ben plantet midt i den. Det skulle have noget at gøre med objektivisme. Men hvad med ens hjerte - når det bliver flået ud af kroppen på en og den ansvarlige siger til pressen at: 'Nu må det være tid til at tørre øjnene...'
Der er mange, hvis øjne aldrig vil være tørre, når de mindes Ungdomshuset på Jagtvej 69. Efter at være blevet vækket den 1. marts til billederne af rydningen af Ungdomshuset på den lokale nyhedskanal Tele Azteca har min rygsæk således været pakket adskillige gange - men til hvilke nytte? Jeg ville sikkert ikke engang blive lukket ind i landet, eller også ville jeg sandsynligvis blive anholdt allerede i lufthavnen.
I stedet for vil jeg derfor forsøge at besvare et spørgsmål, som de lokale hernede bliver ved med at stille mig, og som blivet stillet i lande over hele verden. Folk spørger hvorfor de unge larmer så meget i Danmark: Er det ikke det lille land med sygesikring, retssikkerhed og studieunderstøttelse - Hans Christian Andersens eget lille smørhul? Når de her spørger, hvorfor de unge larmer sådan, er det et ganske relevant spørgsmål blandt fordi ordet 'ruido' har en dobbelt betydning - det betyder således både larm og ballade.

I krig for opmærksomhed
Hernede gik Zapatistbevægelsen i krig mod regeringen for at få rettet opmærksomheden på undertrykkelsen af den indianske befolkning. Dette lykkedes 1. januar 1994 over al forventning, da de indtog en række af de større byer i delstaten Chiapas.
Senere gik store dele af den mexicanske befolkning på gaden for at få stoppet krigen, og zapatisterne indgik en ensidig våbenhvile. Men kampen fortsætter, fordi store dele af det mexicanske og det internationale samfund nu lytter til det, de indianske folk og zapatisterne har at sige.
For den alternative kulturscene i København og miljøet omkring Ungdomshuset er situationen i sin egen målestok på sin vis den samme. Siden salget af Ungdomshuset for otte år siden har der været det ene forsøg efter det andet på at råbe politikerne op med fredelige aktioner, læserbreve og kulturelle arrangementer af enhver art, men ingen har villet lytte.
Til sidst da der ikke længere var nogen vej udenom, har miljøet omkring huset også været nødt til at gå i krig. De har været nødt til at 'larme' fordi ingen har villet høre på dem, når de snakkede. Der er blevet sat ord på en hel hær af drømme om et andet samfund i næsten 25 år, men der er kun blevet lyttet, når de unge har råbt og skreget på gaden eller 'larmet', som det sker nu.
Nu lytter alle pludselig, og alle har en holdning til det, der sker, for larmen når ud alle vegne. Den støjer, forstyrrer og ødelægger vores billede af fred og fordragelighed, og mens den står på, overdøver den alt andet. Det er den larm folk i udlandet hører, ekkoet af balladen der ikke blot via sympatiaktioner spreder sig over hele Europa, men når hele vejen over Atlanten.
Det er ikke mit ærinde at forsvare afbrændingen af mine naboers biler på Nørrebro. Det er der ingen der kan bruge til noget, mindst af alt den aktive venstrefløj, der udemærket er klar over, at det er at skyde sig selv i foden. Men mit ærinde er heller ikke at fordømme det, blot at konstatere at det er en naturlig reaktion fra en generation, der ikke bliver hørt.
Når man står med pistolen i munden, som den alternative kulturscene i København gør det nu, er det trods alt bedre at få den rettet væk og ramme sig selv i foden på trods af de skader, det forvolder.

Repression og socialt oprør
Miljøet omkring Ungdomshuset har aldrig været kollektiv opbygget omkring en autoritet, der kan gå ud og fortælle folk, hvordan de skal reagere. Vi har set Borgergruppen indkalde til fredelige demonstrationer, hvilket er blevet respekteret af stort set alle deltagere, af respekt for det utroligt store arbejde mange lokale beboere har lagt i det netværk.
Men hverken de eller nogen andre kan styre de frustrationer, der nu bliver udløst. Den tidligere aktivistgruppe fra Ungdomshuset er blot en lille brik i det sociale oprør, der finder sted.
Situationen i København er naturligvis en anden end situationen for de sociale bevægelser i Mexico. I København forsvinder aktivister ikke for at blive fundet med en plastikpose over hovedet i en å på Fyn, kvindelige aktivister bliver ikke voldtaget af politiet i deres hjem, og der benyttes ikke samme former for tortur i fængslerne.
Men repression er repression, og når den finder sted er vi nødt til at reagere som samfund, hvis vi ønsker at kalde det demokratisk. For mange unge er det ord blevet en farce, som det er det i mange tedje verdens lande.
Når byretten varetægtsfængler folk, på trods af at politiet nægter at fremvise bevismateriale, der uden tvivl findes, når kampklædte betjente begynder at kaste med sten mod teenagere, når folk bliver arresteret for at prøve at hjælpe tilskadekomne og når private hjem og foreningslokaler bliver ransaget uden tilladelse, så er der noget galt.
Uanset om man kan forstå den betjent, der føler sig presset, eller den dommer der er i tidsnød, så er det bare ikke i overénsstemmelse med de principper, som den såkaldte retsstat siges at fungere efter. Når talsmanden for et kompromissøgende netværk af lokale beboere, så bliver anholdt tilsyneladende uden at have begået noget kriminelt, spørger mange sig selv - hvorfor? Men der kommer ingen svar fra politiets side - hvorfor? Dette er en op- ikke en nedtrapning af en konfliktsituation.

Kommercialisering af sociale relationer
Salget af Ungdomshuset og normaliseringen af Cristiania er i sidste ende blot et led i en kommercialisering af alle de relationer, vi indgår i. Flere generationer af ungdomshusbrugere og -aktivister er opvokset i et samfund, hvor alt gøres op i økonomi, derfor har reaktionen meget naturligt været at ødelægge ting af værdi. Kommunen valgte at sælge et hus, de oprindeligt gav væk, og det er og bliver deres ansvar at finde en løsning på det problem.
Ligesom det grundlæggende burde være ansvaret for enhver kommune at have et sted til rådighed, hvor unge kan søge hen og eksperimentere med nye politiske projekter, kulturudvikling og holdbare løsninger på problemer som blandt andet marginalisering, racisme, sexisme, homofobi og degenereringen af vores økosystem. Emner som miljøet omkring Ungdomshuset altid har arbejdet med.
De sidste ti år er alternativ tænkning og kreative løsningsmodeller blevet beskåret og angrebet fra alle sider - både socialt, kulturelt og ikke mindst indenfor uddannelsesområdet. Produktionsskoler angribes gang på gang og de kreative fag i skoler og på gymnasier sættes til side for testvenlige fag som dansk og matematik.
Indenfor det offentlige skal vi ikke længere opdrage og undervise vores børn til at blive nogen - vi opdrager og underviser dem reelt til at blive noget. Individualismen har sejret totalt på bekostning af samarbejde og kollektivitet.
Ungdomshuset og hele det miljø, der i disse dage aktionerer, baserer sig på fællesmøder, konsensus, dialog og samarbejde - på frivillighed og modstand mod individualisering og markedsgørelse af alting - og netop derfor er der ikke plads til det miljø i vores samfund af i dag.
Den utopistiske tænkning, der finder sted indenfor det autonome miljø i København og ude i verden har aldrig været mere relevant end netop nu, men heller aldrig så overhørt og ignoreret. Det eneste politikerne hører er larmen, for de ord der bruges til at tale med passer ikke ind i den verden, de ønsker at regere.

Vi er alle Autonome
Som alle, der har berørt studierne af børns udvikling, ved, så er autonomi en essentiel faktor for ethvert menneske. Alting starter med autonomien. Den første frie bevægelse uafhængig af livmoderen, det første skrig, de første ord og de første skridt er alle resultater af individets velfungerende autonomi.
Vi er således i bund og grund alle autonome, men igennem hele vores barndom og ungdom arbejdes der på at afskære os fra at videreudvikle denne autonomi til at omfatte en mental autonomi - friheden til at tænke og handle selvstændigt.
Vi bliver afskåret fra at eksperimentere med vores drømme og gøre vores utopier til det, den amerikanske filosof Immanuel Wallerstein henviser til som utopistiske - det vil sige til reelle alternativer her og nu frem for urealistiske forestillinger om en fremtidig perfektion.
De religiøse fanatikere fra Faderhuset ønsker, vi skal leve efter utopien. At vi skal acceptere fattigdom og ulighed i dette liv. At vi skal tørre øjnene og komme videre, mens vi udelukkende drømmer om paradiset hinsides, hvor vi skal leve side om side i landet, hvor floderne flyder med mælk og honning.
I det øjeblik vi begynder at sætte spørsmålstegn ved de grundlæggende strukturer, vi lever under, så begynder de røde lamper at lyse, og systemet sætter automatisk i gang med at indskrænke og forme disse tanker, så de ikke spreder sig. Den bevægelse, der ser dagens lys nu, som ikke længere 'bare' er Ungdomshuset, men noget langt større og bredere end tidligere, ønsker en fortsat udvikling af autonomien til også at omfatte resten af vores livsverden.

Kampen for flere fristeder
De sidste otte års tøven og ignorance fra politisk side har således skabt en larmende generation, der ikke længere forventer at nogen lytter til dem. En generation der mindre end nogensinde respekterer udhulede begreber som demokrati, retsstat og lighed. Denne generation har gennem hele deres aktive ungdom oplevet, at 'systemet' ikke er til for dem, at det aldrig lytter til dem.
De sætter fortsat ord på deres drømme, og derfor er kampen for Ungdomshuset først lige begyndt. Først nu hvor der ikke er noget Ungdomshus! Og denne kamp vil ikke slutte, før der igen er et sted, hvor unge mennekser kan udleve alternative drømme og holde kommercialiseringen af livet en smule på afstand.
Kampen vil fortsætte, indtil der opstår en ægte dialog og dialektik mellem magthavere og befolkning, hvilket i virkeligheden vil betyde, at netop befolkningen bliver de reelle magthavere, og politikernes opgave blot vil være at administrere og udføre befolkningens beslutninger og ikke beslutte for dem. Indtil der bliver lyttet til de ord, som nye generationer vil blive ved med at sætte på deres drømme. Indtil den dag vil der blive råbt og skreget på flere fristeder. Den kontante magtanvendelse, der sættes ind for at dæmpe den larm, vi nu har været vidne til, vil kun være med til at retfærdiggøre larmen for dem, der oplever, at de ikke bliver hørt.
Hernede fører Zapatisterne deres kamp blandt andet med udgangspunkt i det, de kalder at gå spørgende. De forsøger at spørge hele befolkningen og få de svageste grupper med i deres kamp ved at spørge til deres ønsker og drømme. Store dele af det autonome miljø ønsker det samme, men så længe miljøet tvinges til at løbe larmende rundt, så vil der ikke være ro til at gå spørgende. Derfor vil der reelt heller ikke være nogen, der får mulighed for hverken at høre spørgsmålene eller overveje, hvad svarene kunne være.

Sort er sorgens og kampens farve
Det er en ubehagelig kontrast, som er til at føle på. Her opholder jeg mig i Mexico for at få inspiration til at tænke i videreudvikling af anarkistisk uddannelsesteori i særdeleshed og autonom organisering generelt, og så skal jeg være i landflygtighed imens det vigtigste eksperiment med denne type organisering og alternative læringsprocesser i mit hjemland må lade livet for bureaukratisme, politisk uansvarlighed og økonomiske interesser.
Arbejdernes gamle 4. palads, stedet hvor kvindernes internationale kampdag blev indstiftet. En stor del af den Københavnske kulturarv er lagt i ruiner. Den 5. marts vil fremover stå som en sorgens dag for alle, der ønsker en anden verden med plads til mange verdener. Sorg, afmagt og vrede har det med at følges ad, og resultatet har vi set.
Men nye fristeder vil blomstre op, når kommende generationer sætter ord på deres drømme, og vi vil klæde os i spraglet tøj, hver gang et nyt rum åbnes for alternativ kultur. Men imens vi venter, vil vi fortsat gå klædt i sort, for sort er sorgens og kampens farve, og der er lige så lidt at glæde sig over, som der er meget at kæmpe for i vores samfund i dag..
Så næste gang nogen hernede spørger mig, hvorfor de unge i Danmark larmer så meget, når nu vi er så rigt et samfund - så må jeg med fortrydelse fortælle dem, at det er fordi ingen har lyttet til dem, når de talte stille og roligt. Menneskelige fællesskaber og alternativ kultur kan ikke opgøres i pesos.
Til alle dem der har været aktive i Ungdomshuset igennem de sidste 25 år, og til alle der stadig lever for drømmen om en anden verden. Vores drømme kan de ikke tage fra os. Som et nyt bredt initiativ fastslår: Kampen er først lige begyndt og den fortsætter!

Jacob Graack er studerende ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. P.t. på feltarbejde i Mexico.