10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En klar ommer

En klar ommer

Torsdag, 15. marts, 2007, 00:00:00

Vi må desværre i 3F Kolding erkende, at det forlig der blev opnået på industri området, trods enkelte positive ting, ligger langt under det, vi forventede som et minimum

fra 3F Kolding
Forliget er ellers en stor sag på over hundrede sider og 40 protokollater. Men de kontante forbedringer er hurtigt overset og ligger langt fra de krav, der er stillet fra arbejdspladserne.
På arbejdspladserne er der en forventning om mærkbare lønstigninger, en væsentlig forbedring af arbejdsforholdene og genetillæggene for skifteholdsarbejderne. Det som vi fik, er alt for små reguleringer af både mindsteløn og satser over tre år. Dette vil betyde, at lønforskellen mellem top og bund inden for industriområdet vil blive større de næste tre år. Vi havde håbet på mærkbar regulering på mindstelønnen, så også arbejdere på de små lønninger kan bibeholde købekraften de næste tre år i en alt for lang overenskomstperiode. Lærlingene er også blevet snydt, da de ikke engang har fået, hvad der er lagt på de mindste timelønninger.
Samtidig er der med forliget lagt op til, at man kan veksle feriefridagene til penge, gennem en frit-valgs-ordning. Det må siges at være et tilbageskridt for vores krav om den sjette ferieuge, og vil på sigt kunne give problemer for sammenholdet på arbejdspladserne. Frit-valgs-ordningen er en glidebane væk fra solidariteten, det syntes vi i 3F Kolding er bekymrende.
Men også forligets fokusering på uddannelse er bekymrende. Det er ikke os, der gennem overenskomsten skal betale for en bedre efteruddannelse. Det må være en samfundsopgave at sikre uddannelse til alle. Så brug kræfterne på reelle forbedringer på industri området og ikke opgaver der burde løses af politikerne.
Vi siger, at trods store lønstigninger til topcheferne, rekordstore overskud i virksomhederne og en rekordlav arbejdsløshed har vores forhandlingssekretær Børge Frederiksen kun opnået at få krummer fra chefernes bord.
Derfor siger vi, 'Børge, det er en ommer!'
3F Kolding mener, at forliget ligger for langt fra medlemmernes krav, og på den baggrund kan vi kun anbefale vores medlemmerne at stemme nej.

Vedtaget på bestyrelsesmøde 6. marts.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. mar. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp