Den nye ringmetro, der i disse dage behandles i Folketinget, er et projekt, der ser ud til at blive en lige så stor gyser som metroens første etaper
af Arne Lund, Enhedslisten Humlebæk
Først i 90`erne fik et par arkitekter fra Københavns Kommune og fra DSB samt en kontorchef fra Budgetdepartementet den strålende ide at bebygge Vestamager med en helt ny by - Ørestaden. Ved salg af grunde til private kunne der tjenes rigtig mange penge, der så kunne bruges til finansiering af en stærkt tiltrængt kollektiv trafik på Amager i form af en metro.
Idemændene m/k mente, at Vestamager lå godt i forhold til en kommende Øresundsbro og til det øvrige København. Her var der god plads til alle de internationale firmaer, der kunne medvirke til at give København den status som metropol, som bystyret og planlæggerne drømte om.
Der var blot den hage ved det, at erhvervslivet var ligeglade med Amager. Dels var grundprisen for høj, og dels ville man hellere bygge tættere på centrum for eksempel på Kalvebod Brygge og i Frihavnen.
Selvom grundsalget gik mere end trægt, tog man alligevel fat på at bygge metroen - i forventning om at når først den var færdig, så skulle det nok gå alt sammen. Medvirkende til optimismen var også, at politikerne på Christiansborg gladeligt hoppede på de overdrevene passagerprognoser, og de lige så vildt underdrevne anlægsbudgetter.
Ved at dumpe grundpriserne kom der efterhånden gang i salget, og på den måde fik man lokket de første købere derud blandt andet indkøbsmekkaet Fields. Det var dog først, da staten tvang nogle af sine egne institutioner derud, at det begyndte at rykke. Især placeringen af DR i Ørestaden blev set som det helt store gennembrud.
Resten er historie. DR er - ufrivilligt - løbet ind i nogle gigantiske problemer med at få økonomien til at hænge sammen, og da man ikke vil skære ned på prestigebyggeriet, og heller ikke vil udskifte den politisk indsatte ledelse, så gribes der til omfattende fyringer. Foreløbig skal cirka 300 ansatte gå frem til efteråret inden de ved, om de er inde eller ude. Hvordan den stadig dalende kvalitet i DR, vil kunne overleve et sådant øksehug, kan kulturminister Brian Slikkelsen sikkert fortælle om.
Det er så den ene side af historien. Den næste - for det tegner til at blive endnu værre - er de planer, staten og Københavns og Frederiksberg kommuner har med den nye ringmetro, der i disse dage behandles i Folketinget. Et projekt, der ser ud til at blive en lige så stor gyser, som metroens første etaper. Både hvad angår passagertal og budgetter, men også muligheden for at kunne tilbagebetale den enorme gældsbyrde, der gradvis vil blive ophobet, og som skal dækkes af staten med 50 procent mens københavnerne betaler 42 procent og folk på Frederiksberg betaler otte procent.
Ringmetroen skal finansieres ved salg af arealer i først Nordhavnen, siden også i andre dele af havnen, alt efter hvor stort underskuddet bliver. Presset på økonomien er så voldsomt, at det må forventes, at Nordhavnen vil blive overbebygget for at få råd til at finansiere den kollektive trafik, man fik bygget alt for dyrt. At det vil gå ud over københavnernes adgang til havnen, til maritime fritidsfaciliteter og til grønne områder, og kun det der kan tjenes på, vil blive bygget.
Der er vel at mærke tale om en lige så stor bydel som Ørestaden, men denne gang uden anden trafikbetjening end en motorgade til Lyngbyvej og så de busser som Movia (tidligere HUR) finder for godt at indsætte - som regel et par år efter, at folk er flyttet ind, og arbejdspladserne er etableret.
Under Folketingsdebatten lovede transportministeren, at ringmetroen bliver 'mere af det samme' (underforstået: som den nuværende metro). Han mener det positivt, da han intet har lært af Ørestadsskandalen, men det kan han jo sagtens sige. For den dag regningen skal betales, er Flemming Hansen faldet for aldersgrænsen, og er dermed ansvarsfri. Det er vore børn og børnebørn, der hænger på regningen. Generationstyveriet fortsætter!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278