Taleban vokser og skaber nye alliancer. Ikke fordi dens sekteriske og religiøse praksis er populær, men fordi det er den nationale befrielseskamps eneste paraply-organisation

af Tariq Ali
Det er sjette år af den FN-støttede NATO-besættelse af Afghanistan, en fælles USA/EU mission.
Den 26. februar forsøgte selvmordsbombere fra Taleban at dræbe USA`s vicepræsident Dick Cheney under hans besøg på USA`s 'sikre' luftbase ved Bagram (Engang en lige så sikker sovjetisk luftbase under en tidligere konflikt).
To soldater og en lejesoldat døde under angrebet såvel som 20 andre personer, der arbejdede på basen.
Episoden alene burde have påmindet den amerikanske vicepræsident om omfanget af den afghanske fiasko. I 2006 steg tabstallene væsentligt, og NATO mistede 46 soldater i sammenstød med den islamiske modstandsbevægelse og ved nedskydning af helikoptere.
Oprørerne kontrollerer nu mindst 20 distrikter i Kandahar-, Helmand- og Uruzgan- provinserne, hvor NATO-tropper har erstattet amerikanske soldater. Og det er næppe en hemmelighed, at mange embedsmænd i disse zoner er nære støtter af guerilla-soldaterne. Situationen er ude af kontrol.
I begyndelsen af denne krig gik fru Bush og fru Blair på utallige tv- og radiostationer og hævdede, at formålet med krigen var at befri afghanske kvinder. Prøv at gentage dette i dag, og kvinder vil spytte dig i ansigtet.
Hvem er ansvarlig for denne katastrofe? Hvorfor er landet fortsat underkuet? Hvad er Washingtons strategiske mål i regionen? Hvad er NATO`s funktion, og hvor længe kan et hvilket som helst land være besat imod befolkningsflertallets vilje?

Vestens demagogi holdt kun kort tid
Der blev kun udgydt få tårer i Afghanistan eller andre steder, da Taleban-regimet faldt. Men håbene, som Vestens demagogi vakte, holdt ikke særlig længe.
Det blev snart klart, at den nye, omplantede elite ville skumme hovedparten af den udenlandske hjælp og skabe sit eget kriminelle netværk af bestikkelse og beskyttelse.
Folket lider. En hytte af mudder med stråtag, som skal huse en hjemløs flygtningefamilie, koster under 5000 dollars. Hvor mange har de bygget? Næsten ingen. Der er hvert år rapporter om, at flere hundrede afghanere står uden tag over hovedet og derfor fryser ihjel hver vinter.
I stedet blev et dyrt og hurtigt afholdt valg gennemført af vestlige PR-selskaber til gavn for den offentlige opinion i Vesten. Resultatet skabte ikke støtte for NATO i landet. Præsident Hamid Karzai, marionetdukken, afspejlede sin egen isolation og selvopholdelsesdrift ved at nægte at blive bevogtet af sikkerhedsvagter fra hans egen pashtunske base. Han ønskede hårde 'terminator'-lignende amerikanske marineinfantarister, og han fik dem.

Vil en Marshall-plan nytte!
Ville Afghanistan blive mere sikker med en begrænset intervention á la Marshall-planen?
Det er selvfølgelig muligt, at opbygningen af gratis skoler og hospitaler, støttet byggeri af boliger til fattige og genopbygning af den sociale infrastruktur, som blev ødelagt efter tilbagetrækningen af de sovjetiske tropper i 1989, kunne have stabiliseret landet.
Det ville også have været nødvendigt med statsstøtte til landbruget og bomuldsindustrien for at reducere afhængigheden af opiumsdyrkningen. 90 procent af verdens opiumsproduktion er baseret i Afghanistan. FN`s skøn antyder, at heroin udgør 52 procent af det fattige lands bruttonationalprodukt, og at opiumssektoren i landbruget fortsætter med at vokse.
Alt dette ville have krævet en stærk stat og en anden verdensorden. Kun en lettere forrykt utopist ville have forventet, at NATO-lande, der har travlt med at privatisere og afregulere deres egne samfund, ville give sig i kast med oplyste sociale eksperimenter i udlandet.
Og derfor voksede den korrupte elite som en ubehandlet kræftbyld. Vestlige midler, beregnet på at støtte genopbygning, blev suget over i fornemme boligbyggerier til afghanske styrker...
I besættelsens andet år indfandt der sig en gigantisk boligskandale. Ministre belønnede sig selv med store og dyre ejendomme i Kabul, hvor jordpriserne var kommet højt til vejrs efter besættelsen, fordi besættelsesmagten og dens medløbere var nødt til at leve, som de havde vænnet sig til. Karzais kolleger byggede deres store villaer, beskyttet af NATO-soldater, til fuld skue for den fattige befolkning.

Narko-baroner
Dertil kommer, at Karzais lillebror, Ahmed Wali Karzai, er blevet en af landets største narko-baroner.
På et møde med Pakistans præsident Musharraf, hvor Karzai udbredte sig om Pakistans uduelighed med hensyn til at stoppe smugling over de to landes grænse, foreslog general Musharraf, at Karzai måske skulle sætte et godt eksempel ved at få sin bror under kontrol.
Imens de økonomiske tilstande ikke er blevet bedre, har NATOs militære angreb, ofte været rettet mod uskyldige civile. Det har medført til flere voldelige anti-amerikanske protester i den afghanske hovedstad sidste år.
Det der først blev set på af nogle af de lokale som en nødvendig politiaktion mod al-Qaeda i kølvandet på 11 september-angrebene, bliver nu af en voksende majoritet i hele regionen anset som en fuldbyrdet imperialistisk besættelse.
Taleban vokser og skaber nye alliancer. Ikke fordi dens sekteriske og religiøse praksis er blevet populær, men fordi det er den nationale befrielseskamps eneste paraply-organisation. Som briterne og russerne har måttet føle i de sidste par århundreder, bryder afghanerne sig ikke om at blive besat.

Nato kan ikke vinde krigen
NATO kan på ingen måde vinde krigen i Afghanistan nu. At sende flere tropper vil betyde flere døde. Og et fuld-skala-angreb vil betyde destabilisering af nabolandet Pakistan.
Musharraf har allerede taget skraldet for ét luftangreb på en muslimsk skole i Pakistan. Massevis af børn døde, og islamisterne i Pakistan organiserede massive gade protester.
'Iinsidere' mener, at det forebyggende angreb faktisk blev udført af USA`s krigsmaskiner med det erklærede mål at ødelægge en terrorist base, men at den pakistanske regering fandt det bedre selv at tage ansvaret for at undgå en eksplosion af antiamerikansk vrede.
Ansvaret for NATO`s fiasko kan ikke pålægges den pakistanske regering. Krigen i Afghanistan har om noget har skabt en kritisk situation i to af Pakistans provinser.
Den pashtunske majoritet i Afghanistan har altid haft nære bånd til pashtunerne i Pakistan. Grænsen er blevet påtvunget de to lande af det britiske imperium, og den har altid været porøs. Klædt i pashtunsk tøj krydsede jeg selv i 1973 grænsen uden nogen form for restriktioner. Det er fysisk umuligt at bygge et texansk hegn eller en israelsk mur over og igennem bjergene og langs den 25.000 kilometer lange umarkerede grænse, der adskiller de to lande. Løsningen er politisk, ikke militær.
Washingtons strategiske mål i Afghanistan lader til at være ikke-eksisterende, medmindre at de behøver konflikten til at disciplinere de europæiske allierede, der stak USA kniven på spørgsmålet om Irak.
Der er sandt, at der stadig er mange al-Qaeda-ledere, men at fange dem kræver et effektivt politiarbejde, ikke krig og besættelse.
Hvad ville resultatet af NATO`s tilbagetrækning være? Her vil Iran, Pakistan og de centralasiatiske lande være af stor betydning for at garantere en konføderal forfatning, der respekterer etnisk og religiøs mangfoldighed. NATO-besættelsen har ikke gjort denne opgave nemmere.
NATO`s fiasko har givet styrke til Taleban, og pashtunerne samler i højere og højere grad deres kræfter bag dem.
Læren her som i Irak er basal. Det er bedst, når regime skiftet kommer nede fra, selvom det kræver tålmodighed som i Sydafrika, Indonesien eller Chile. Besættelser forstyrrer mulighederne for organiske forandringer og skaber et endnu større rod, end der allerede var i forvejen. Afghanistan er bare ét eksempel.

Tariq Ali er pakistansk marxist, forfatter, filmmand og meget mere. Artiklen har tidligere været bragt på rebelion.org.