Måske tiden snart er inde, hvor man begynder at tage hensyn til den enkelte, i stedet for den praktiserede kassetænkning

af Annette Andersen, København
Som mor til en 18 årig pige, der er udviklingshæmmet og autist, er det med største interesse jeg følger med i mediernes afsløringer af de grusomme forhold mange af disse mennesker bliver udsat for.
Nok det største skrækscenarie vi som forældre til handicappede har:
- At vores børn ikke bliver behandlet med omsorg, kærlighed og respekt af dem, som skal overtage, når de skal flytte hjemmefra.
Godt det bliver bragt frem i lyset, så der er mulighed for at ændre det.
I min refleksion over det skete, håber jeg blikket også bliver vendt andre steder hen, hvis målet og ønsket er at forbedre forholdene for de udviklingshæmmede.
Her tænker jeg på de instanser, som træffer beslutninger på de udviklingshæmmedes vegne.
Har de altid den fornødne indsigt og forståelse for konsekvenserne af deres afgørelse? Forståelsen for at uhensigtsmæssige beslutninger kan have katastrofal betydning for den unges liv og fremtid?
Da min datter fyldte 18 år, opsagde Københavns Kommune hendes aflastning per 1. april 2007. En familie hun har været fast tilknyttet, siden hun fyldte to år, og som hun selvsagt betragter som sin egen familie.
I stedet tilbydes hun nu aflastning på en institution med skiftende personale samt brugere.
Et tilbud hun er for skrøbelig og sårbar til at håndtere. Derfor er jeg nødsaget til at sige nej. Har i stedet søgt Københavns Kommune om at forlænge den nuværende, velfungerende ordning i et til halvandet år, så hun kan færdiggøre sit skoletilbud for derefter at flytte hjemmefra.
Til trods for at der ligger dokumentation fra diverse fagfolk, som har kendskab til min datters problematikker, vælger kommunen desværre at sidde disse oplysninger overhørig. End ikke beskrivelser fra tidligere skoleskift, som medførte måneders angst, søvnløshed og mareridt - årsager som nær var endt med medicinering - blev taget i betragtning.
Ikke alle er lige stærke og kan klare de samme udfordringer!
Måske tiden snart er inde, hvor man begynder at tage hensyn til den enkelte, i stedet for den praktiserede kassetænkning?