10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Jeg er millionær

Jeg er millionær

Tirsdag, 20. marts, 2007, 00:00:00

Det er næsten lige gået op for mig, at jeg er millionær! For ti år siden købte min kone og jeg et hus for 500.000 kroner. Pengene til udbetalingen lånte vi i banken

af Freddy Bay Wedel, Næstved
Forleden dag mumlede min nabo noget om en friværdi på en halv million i sit hus, og for sjov skyld talte jeg med min bankrådgiver om, hvordan det mon kunne se ud i mit hus. Hun mente, at det nemt kunne sælges til en stokroseglad københavner for 1,5 million, og talte noget om at lægge lånet om, så jeg kunne få nogle kolde kontanter at bruge løs af.
Jeg har ikke rørt en finger for at skabe denne merværdi. Nå jo, jeg har selvfølgelig malet lidt en gang imellem, lagt 25 fliser og plantet et pæretræ, men det arbejde kan da ikke være en million kroner værd?
Så tænkte jeg lidt videre, og kom frem til, at det simpelthen skyldes, at man har gjort selve betalingsmidlerne (pengene) til en handelsvare. Pengeinstitutterne er de butikker, hvor man kan købe denne vare, og de tager sig godt betalt.
Og hvad er så prisen for de penge, man køber i banken? Ja, det kan kun være arbejde, min kones og mit arbejde. I de ti år der er gået, har min kone og jeg flittigt båret en stor del af vores løn ned i banken. Vi har arbejdet for banken, eller hvem det nu er der sidder på den store pengekasse.
Det tænkte jeg meget over - og så blev jeg kommunist.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. mar. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp