Overenskomstforhandlingerne i Danmark finder denne gang sted i en tid, hvor det går ufattelig godt her i landet - selskaber, ledelser, direktører og aktionærer tjener penge som aldrig før

fra 3F Industrigruppen, Rymarken
Det er svært for arbejdsgiverne at bevare den officielle pessimisme, der altid lægges for dagen op til en overenskomstforhandling.
Tilbageholdenhed har der tidligere været udvist fra vore medlemmers side, når det var dårligere tider.
Nu, hvor det kører af sted deruda` på første klasse, er forventningerne derfor så meget større.
Vi kan imidlertid konstatere, at Dansk Industri sin vane tro satte sig solidt, fast og i vanlig tilbagelænet stil på forhandlingerne. På andre overenskomstområder måtte arbejdsgivere og lønmodtagere pænt vente, til DI havde indgået en aftale, før der blev åbnet op for ægte forhandlinger.
Det er ganske enkelt helt galt og ude af trit med virkeligheden, når én hovedorganisation benytter sig af sin magt i Dansk Arbejdsgiverforening og dikterer alle andre, hvor og hvornår der skal forhandles.
Resultatet af forhandlingerne på industriens område lever ikke op til vore medlemmers forventninger, heller ikke selv om rammen på 1,1 procent pr. overenskomstår er større end i 2004.
Dels er der tale om en treårig overenskomstperiode, og dels er forventningerne om et solidt og mærkbart løft til de kolleger, der arbejder på ubekvemme tidspunkter, ikke opfyldt. Endelig er vi ikke trygge ved den nye fritvalgs lønkonto. Selve princippet om frit valg kan være godt nok, men vi frygter, at det kollektive islæt i vore overenskomster undergraves, når folk kan veksle feriefridage til kontanter via fritvalgs-kontoen.
Den overenskomstmæssige mindstebetaling hæves gradvis til 103,15 kroner pr. time, men der er langt til det timelønsbeløb på knap 112 kroner pr. time der udløser maksimale dagpenge, hvis man bliver arbejdsløs.
Modsat gives der forbedrede muligheder for tillidsfolkene, dels i form af et vederlag for deres virke udenfor arbejdstiden og dels i form af adgang til faciliteter, herunder it-adgang og dels adgang til uddannelse.
Fagforeningerne får desuden mulighed for at forhandle med arbejdsgivere, hvor der ikke er tillidsfolk.
Der oprettes desuden en kompetenceudviklingsfond, der skal finansiere den del af uddannelsen, der ikke er decideret firmarelevant, men ligger indenfor overenskomstens dækningsområde. Her får man nu mulighed for at få en økonomisk dækning, og på større arbejdspladser sker det via uddannelsesudvalget, og her er det vigtigt at tillidsfolkene sætter vore medlemmers uddannelsesmæssige interesser i centrum.
Der ydes ekstra barselsorlov øremærket til faderen, og pensionsindbetalingen til kvindelige kolleger på barsel forbedres. Endelig hæves IP til 12 procent.
Alt i alt - en kurv med blandet frugt.
Nogle kolleger vil givet vende tommelfingeren nedad, mens andre vil acceptere forliget.
Og det er nu op til medlemmerne at afgøre forligets skæbne.
Vedtages forliget via den afstemning, der kommer, når forligsmanden har færdiggjort sit arbejde, er det lokalforhandlingerne ude på arbejdspladserne, der skal i centrum.
Her må arbejdsgiverne til lommerne, og de kroner og øre de sparede i første runde, må de nu af med.
Stemmes forslaget ned er der konflikt, og alle sejl må sættes til for at tvinge arbejdsgiverne til flere indrømmelser. I den forbindelse skal vi anbefale, at der blive tale om en så effektiv konflikt som vel muligt.
Velfærden i Danmark har det dårligt. Strukturreformen blev presset igennem af VK-regeringen støttet af Dansk Folkeparti. Men pengene fulgte ikke med. Den offentlige sektor udsultes effektivt. Regioner og kommuner får ikke de penge, der skal til for at leve op til de mange krav, velfærdssamfundet skal løfte, og folk søger andre løsninger. Privatiseringer og udliciteringer bliver dagens orden.
Vi forlanger en offentlig sektor, med en god service, og gode forhold for borgerne der skal serviceres og for de ansatte der skal servicere dem.
Brug milliarderne i statskassen til velfærd for borgerne, og ikke til skattelettelser for de bedrestillede.
Beskæftigelsen er i top siges det. Man mangler endog arbejdskraft. Og for at dække behovet hentes massevis af udenlandsk arbejdskraft hertil. Det har vi intet imod, blot de pågældende kolleger arbejder efter danske regler, såvel overenskomstmæssigt, som arbejdsmiljømæssigt. Og forudsat, at de indkvarteres her i landet efter normal dansk boligstandard.
Men der er én ting vi ikke kan forstå.
I landets fagforeninger blandt andet i 3F er der stadig en række arbejdsløse kolleger. Man taler samtidig om mangel på arbejdskraft og om flaskehalse.
Er sandheden ikke den enkle, at man i de knap så gode tider forsømte efteruddannelse og opkvalificering?
Regeringen, støttepartiet og arbejdsgiverne har på det skammeligste forsømt disse opgaver og i sandhed ikke udvist rettidig omhu på dette felt.
Vi kan således endnu engang konstatere, at arbejdsgiverne og deres partier på grund af kortsyn, profithensyn, og manglende overblik svækker vore muligheder og sætter selve opsvinget under pres.

Vedtaget på generalforsamling i Århus 13. marts.