Der har altid lydt modsange og været ydet modstand mod de herskendes diktater... og det stærkeste ord i verden er nej

af Ken Bruun
I denne weekend fejrer Den Europæiske Union sit første halve århundrede - fra indgåelsen af Rom-traktaten i 1957 og frem til i dag - som ét langt sejrstog. Unionens bagmænd og fortalere i direktions- og regeringskontorer, parlamenter og embedsværk, lobbyer og medier synger fuldtonet og i fællig med på jubelsangen: Om EU`s indiskutable succes og faste kurs mod stadig større og stærkere skridt fremad på en ufravigelig vej.
Modstanderne gøres illegitime, de omdøbes til 'skeptikere' eller forties i ni ud af ti medier. Og det har de fortjent!! For de har altid taget fejl og aldrig forstået, hvad dette storslåede fredens og fremskridtets projekt gik ud på.
Jo, det har den folkelige modstand - og ikke mindst dens venstre fløj - klart forstået og forudsagt... Lige fra EU`s grundlæggelse i 1957, i kølvandet på den europæiske kapitals foreløbige fallit med to menneskeædende verdenskrige i første halvdel af det 20. århundrede.
Det var et gigantisk rednings- og fusionsprojekt for den europæiske storkapital, der blev iværksat som følge af de to verdenskriges katastrofe. Og kursen er for længst sat mod en stadig mere offensiv og aggressiv kamp om råstoffer, markeder og billig arbejdskraft. Imod det 21. århundredes rivaler - og ethvert forsøg på folkelig modstand.
Men denne modstand vil som hidtil fortsætte og styrkes og finde nye veje.

Hvordan det gik til
I 1972 forud for folkeafstemningen 2. oktober om Danmarks indlemmelse i det uskyldigt klingende Fællesmarked udgav kunstnerkollektivet Agitpop pladen Europasange.
Fællesmarkedstilhængerne gentog dengang monotont omkvædet: 'Det modstanderne siger bliver aldrig til noget!' Men siden lærte de sig som unionister at synge korsangen: 'Nu står vi en ny situation!'. Om og om igen.
Men Europasangene fra 1972 - og enhver seriøs debat siden 1957 - giver klare eksempler på, hvor gode modstanderne var til at forudse disse 'nye situationer' lige fra starten på opbygningen af EU.
Jesper Jensen skrev teksten til næsten alle Europasangene og kommenterede dem her i avisen 25 år senere. Vi plukker et par citater:

Jesper Jensen, den første sang på pladen hed 'Sang om hvordan det gik til'. Men der var kun én linie i sangen om det daværende Fællesmarked eller Romtraktaten. Ellers handlede den om afslutningen af Anden Verdenskrig, om NATO og om Verdensbanken. Alt sådan noget, som fællesmarkedstilhængerne sagde ikke havde noget som helst med sagen at gøre! ???
- Ja, men det, der står i sangen, det står jeg ved. Der er opregnet en række af de kræfter, som pressede Europa i den retning - altså kapitalkræfter og politiske kræfter. Det er en kortfattet historisk beskrivelse af et forløb, som med stor lovmæssighed førte frem til det resultat, der kom. Og hvor altså! hvad skal jeg sige, befolkningen blev overmandet. For det er jo ikke nogen lov, at det skal gå sådan. Men det gjorde det.. det gik sådan!

Dit omkvæd lyder: 'End er der sang i skoven - højt bølger det røde flag'! ???
- Ja, når man beskriver historien, som jeg gør i den sang - så skal man passe på, at man ikke gør den skæbnebestemt. Vi er selv historie - den menneskelige faktor i historien. Og så er det jo et citat fra vores danske sangskat, fra 'Jeg elsker de grønne lunde'. Fortsættelsen: 'end er der en Gud foroven, der råder for Danmarks sag' har jeg altså ikke taget med. Jeg syntes, det var nok med sangen i skoven - og så det røde flag! Vi skal ikke vente på højere magter!

Er der stadig sang i skoven, og bølger det røde flag! ???
- Jeg vil sige, der stadig er sang i skoven - det røde flag blafrer sådan lidt i en dæmpet brise, lige for tiden i al fald. Der var mere knald på dengang. Men det går jo altid op og ned!

Nogen påstår jo, at det er fordi der er sat punktum for den fallit, som socialismen og modstanden mod projekter som EU har udgjort. Punktum for den del af historien...???
- Altså, er der noget, der er en fallit - så er det da de reformer, som de laver nu - efter murens fald! Det går ad helvede til de steder, som nu er blevet 'frelst' for kommunismen! At den også var gal med den kommunisme er en anden historie - men kom ikke og sig, at det går godt!
Afmagten er stor. De politiske beslutninger bliver ikke truffet i Danmark mere. Det kan folk se. Og det gør selvfølgelig, at man bliver lidt afmægtig. Man læner sig tilbage og siger: Hvad faen skal jeg gøre? Det hjælper jo ikke en skid alligevel! Men vi skal huske - det er derfor, jeg siger, at der er stadigvæk sang i skoven - der er alligevel en vældig modstand. Halvdelen af Danmarks befolkning er stadigvæk imod. Mere end halvdelen af Norges. Der er mange imod i hele Europa - fordi de mærker presset. Og det vokser!

Hvordan det går videre
I en anden af dine sange spurgte du, hvorfor tilhængerne snakkede om Europa, når det handlede om Vesteuropa. Men nu siger tilhængerne - også de tidligere modstandere i Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og SF - at nu er der faktisk stort set tale om hele Europa. Og at folkene i Østeuropa og på Balkan skal med i klubben for at sikre dem velfærd, frihed og demokrati - og fred!???
- Ja, det er jo smukke ord. Men praksis viser altså noget andet. At det man vil sikre er et marked - og billig arbejdskraft. At flytte arbejdspladserne fra Vesteuropa med de høje lønninger til Østeuropa med de lave lønninger. Og jeg har svært ved at godtage deres snak om fred. Så må de fortælle lidt mere om, hvad det er for en fred, de snakker om. Foreløbig har vi haft krig i Europa i flere år. Og det har ikke været uden sammenhæng med, hvad for eksempel Tyskland gjorde!

Da I udgav Europasange i 1972, udtrykte du din modstand meget kort ved at sige: En tilslutning til EEC eller EF er at styrke de kræfter, der kæmper imod os, og svække os selv. I omkvædet til et hårdtslående rocknummer på pladen, 'Sang om grænser', lød det: 'De der får det bedre - er dem der har det godt. De der vinder noget - er dem der altid vandt'. Står du også ved det i dag. At det stadigvæk er det, EU går ud på?
- Ja, det er da det, det går ud på. Det kan vi jo se. Men jeg tror på mennesket og menneskets modstandskraft. Det er jeg nødt til. Hvad er alternativet? Men erfaringerne støtter også den tro. Jeg mener, at NEJ`et den 2. juni 1992 var et historisk vendepunkt i Danmark og Europa - uanset omafstemningen om det samme året efter. Det viste trods alt både magthaverne og befolkningerne, at så nemt går det altså heller ikke at narre folk og få dem til at makke ret!

Et andet Europa!
Der er også et par af sangene, der viser, at I ikke syntes, man bare kunne forskanse sig i en dansk virkelighed!
- Ja, Europavalsen for eksempel er jo drømmen om et helt andet Europa. Det er drømmen om det åbne Europa!
Vores modstand mod Unionen er jo ikke en modstand mod Europa, et åbent Europa! Det er ikke en modstand mod at være europæer - i det omfang vi kan finde ud af at være det. Tværtimod. Vi vil hellere have et åbent Europa. Men ikke på kapitalens betingelser! Og så er et åbent Europa jo et Europa, hvor landenes og folkenes forskelligheder kan berige hinanden.
I øjeblikket sker der en ensretning, som jeg synes er forfærdelig! Både økonomisk, politisk, socialt og kulturelt! Alle skal skære ned socialt i euro`ens navn! Alt skal gøres til varer - og statsstøtte til alt fra skibsværfter til kultur skal bekæmpes som konkurrenceforvridning! Jeg synes, et land og et folk har ret til at beskytte både sin samfundsøkonomi og kultur mod at blive rendt over ende. Men det forhindrer man mere og mere!

To af sangene handlede om to vigtige paragraffer lige fra grundlæggelsen af Fællesmarkedet: Kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed. Det blev da præsenteret som store fremskridt på europæernes vej! Er det ikke åbenhed??
- Jo, men for hvem? Set fra kapitalens side er det selvfølgelig en fordel at kunne bevæge sig over grænserne og flytte derhen, hvor profitten er størst, og skatten og lønnen er lavest. Og det er også en fordel for kapitalen at kunne rokere rundt med arbejdskraften og gøre strejker virkningsløse. Kapitalens frie bevægelighed flytter arbejdspladser. Og arbejdskraftens frie bevægelighed kræver, at folk må rejse rundt efter jobbene - i stedet for at de er der, hvor folk bor. Altså, man forhindrer det enkelte land eller folk i at beskytte sin egen arbejdskraft.
Jeg tror ikke, at nationalstaternes tid er forbi. Men jeg tror, at vi må se i øjnene, at internationaliseringen skrider frem!

Og det betyder, at vi også må internationalisere os og vores kamp?
- Ja, det er nok nødvendigt. Og det har man jo sagt i hundrede år! og vi gør det ikke nok endnu. Vi konkurrerer! De sætter jo landenes arbejderklasser op mod hinanden! Altså, jeg vil ikke have et Lilleput-Danmark, hvor vi går rundt i folkedragter alle sammen! Det er jo slet ikke det, det handler om. Og det handler heller ikke om at beskytte sit territorium med høje toldmure. Og det handler ikke om at udelukke flygtninge fra at komme ind i vores land. Det er slet ikke det, det handler om. Men jeg synes, der er vigtige og spændende forskelle mellem de europæiske nationer, som jeg vil være bange for at udviske. Og det tror jeg bestemt ikke, de bliver i et åbent og rødt Europa. Det kan jeg slet ikke se nogen grund til, at de skulle - og selvbestemmelsen heller ikke!
Udviklingen går fortsat i retning af at afmontere vores selvbestemmelse og velfærd. Men det betyder jo ikke, at vi skal sige JA til, at det fortsætter! Som jeg sagde, så var NEJ`et den 2. juni 1992 alligevel et vendepunkt - også i Europas historie. Og for at slutte med et citat fra en anden af mine sange: 'Det stærkeste ord i verden er NEJ!' - også når det ikke er i flertal. Når mange siger NEJ, gør det indtryk.